Jeg har aldrig været nogen motionsfanatiker (hvilket kan ses på mit BMI), men jeg har altid elsket at cykle. Da jeg boede i København cyklede jeg til alt, men efter jeg flyttede til jylland i 1998 er det blevet mindre og mindre. Det er der (mindst) to gode grunde til.
For det første er afstandene længere. Når jeg cyklede fra Ydre Østerbro til Biblioteksskolen på Amager var det en tur på 7 kilometer. En af de længste ture man overhovedet kan tage i København. Fra min lejlighed til Rundetårn? 3½ kilometer.
For det andet er der landskabet. København er flad som en pandekage. Det højeste punkt på min daglige cykeltur var Langebro. I Aarhus, som jeg flyttede til for 21 år siden, er alting op af bakke når man bor nede i byen. Det kræver mere af cyklen – og det kræver mere af mig.
Da jeg så i 2006 flytter til Djursland er den helt gal. Ikke nok med at afstandene her er noget større – landskabet er også meget meget kuperet. Men her kommer så en yderligere komplikation. Nemlig den elendige cykelinfrastruktur. For det er bestemt ikke hovedreglen ude på landet, at der er cykelstier. Resultatet blev, at jeg fra 2006 og mindst 10 år frem nærmest ikke cyklede. Til gengæld blev jeg federe og federe.
Elcykelrevolutionen
Men så skete der noget i juni i år. Nemlig at jeg fik øjnene op for potentialet i en elcykel. Jeg prøvede en i forbindelse med podcasten DataSnak, hvor episode 57 handlede om mikromobilitet (find den her). Her opdagede jeg:
- at jeg stadig elskede at cykle
- at jeg, selvom jeg er i elendig form, kunne flyve hen over langebro på en tung bycykel
På turen hjem i toget bestilte jeg en elcykel fra Coop – og modtog min Mustang Adventure nogle dage senere.
Siden dengang har der været ca. 6 arbejdsuger – og på den tid har jeg cyklet 500 km. Det er mere end jeg har cyklet de sidste tre år tilsammen på min ikke elektriske cykel.
Jeg elsker min daglige cykeltur – og kommer ud på den så ofte jeg kan. På grund af det skub jeg får fra motoren kommer jeg ikke frem til studiet og er gennemblødt af sved – og jeg kan endda godt lave indkøb på vejen hjem så længe de kan være i en rygsæk. Men der er også udfordringer – især i forhold til infrastruktur. De manglende cykelstier gør turen til en ikke helt ufarlig oplevelse – og er hovedårsagen til, at jeg f.eks. ikke vil anbefale mine børn (som ellers er i god form og kunne klare den uden motor) at tage turen.
Cykelstier langs primærruter
Og så kommer vi til min kæphest. Min tur til arbejde er primært på Hovedvej 16 der forbinder Grenaa med Randers. Det er en primærrute som bliver brugt af rigtig mange mennesker. Med de muligheder vi har i dag burde det ikke kun være en primærrute for biler – men i mindst ligeså høj grad for cykler. Det ville være godt for os der bor her, for folkesundheden – og rigtig godt for de turister der besøger Djursland og må føle at det er med livet i hænderne, hvis de beslutter sig for at komme rundt på cykel.
