Om perspektiver


Det krævede talrige tilløb at blive “god” til at bruge min notesbog. Ikke sådan rigtig skrive dagbog, men så alligevel. I hvert tilfælde skrive i den hver dag. Men gennemlæsning af mine noter fra sommeren 2020 giver grund til overvejelser.

Jeg udfyldte i mandags den sidste side i den notesbog som jeg påbegyndte i april 2020. Altså en notesbog som har fulgt mig hen over sommeren og frem til i dag. Den er fyldt med alverdens tanker, overvejelser, ting jeg skal huske, oplæg til foredrag og alt muligt andet. Som en god notesbog skal være. Løst og fast. Væsentligt og uvæsentligt

Indre liv – ydre hændelser

Men en ting er fraværende, og det er overraskende. For der er masser af tanker om hvordan jeg arbejder bedst, om travlhed og stress, metasnak om at skrive, tegninger og ideer og alt muligt andet. Men der er IKKE ET ENESTE ORD OM CORONA! Ikke nævnt en eneste gang i en hel notesbog.

Det undrede mig. Og så begyndte jeg at kigge dybere. Det her handler ikke kun om, at jeg ikke skriver om Corona. Jeg skriver intet om hvor jeg er, hvad jeg oplever, hvordan min omverden er. Ikke et ord. Min notesbog fra dette halvår beskæftiger sig stort set kun med mit indre liv.

Det tror jeg er en fejl. Når jeg ser tilbage på den notesbog så er den sært tom. Fordi jeg har jo levet de måneder i en kontekst. Og den kontekst er fraværende.

Notesbog vinteren 20-21

I tirsdags startede jeg en ny notesbog. Det er altid noget lidt særligt. Det at tage en helt ny blank notesbog op af tasken og skrive på den første side. Point of no return. Og denne gang besluttede jeg mig så for at gøre det anderledes. At inkludere den ydre verden.

Jeg tror på det er vigtigt – og at det har været en mangel i min tænkning. At jeg har været så forhippet på at bruge mine noter til selvrefleksion, at jeg ikke har haft øje for at heller ikke jeg er en ø. At mit indre afhænger af det ydre.

Endnu værre frygter jeg, at det har gjort mig blind for det ydre. At jeg ikke har været opmærksom på den betydning som mine omgivelser også har for mig. Fordi jeg har været så optaget af at pille i min egen navle. Det ved vi alle næppe er sundt.

Fremad

I virkeligheden er genopstandelsen af denne blog en del af den samme bevægelse. Da coronaballaden begyndte for 9 måneder siden var jeg overbevist om, at det ville medføre en kreativ eksplosion hos mig. Det gjorde det ikke. Nærmere en implosion, hvor jeg mistede motivation for at dele noget som helst med nogen. Jeg havde troet at nu skulle jeg podcaste, skrive, være Youtuber og alt muligt andet. Men i stedet skete der … intet. Fordi jeg sank ind i en uendelig selvterapeutisk session, hvor jeg blev ved med reflektere over mit eget indre.

Men præcis som at mine notesbøger nu skal være mere udadrettede så er jeg overbevist om, at det skal denne her blog også. Og min Youtube-kanal. Og min podcast. Og min Twitter … og … og … og.

Men nu starter jeg lige med notesbogen.