AdamBindslev.dk
Tech der ikke virker – Google Tasks og Google Assistant
Jeg er storforbruger af Google Assistant – og ved godt at jeg dermed indgår i den store datahøst, men for det meste er det bare så forbandet praktisk. Men på ET punkt svigter Google mig – og faktisk på et af de allermest fundamentale. Min to-do-liste. Google har indbygget “Google Tasks” eller “Huskeliste” i stort set alle sine produkter. Det er sidebar i Gmail – og der er endda en mulighed for at højreklikke på en mail og tilføje den til huskeliste. Det er også direkte integreret i Google kalender – og har her flere smarte features (mere om dem senere). Og det er sidebar i Google docs også. Kort sagt har Google integreret det her overalt. Eller NÆSTEN overalt. Det er netop denne her stort set universelle tilgang til Google Huskeliste som gør den så god. Jeg er elendig til at have en særskilt to-do-app – jeg vil gerne have min huskeliste over det hele, så ligemeget om jeg er i min mail, på min telefon, i mine dokumenter eller i min kalender så har jeg mine lister. Endda har Google lavet den ret smarte tilgang til tasks i kalenderen at de flytter med når man ikke får dem udfyldt på den planlagte dag. Så hvis jeg ikke når alt det jeg skal i dag, så står det automatisk på min to-do i morgen – og flytter med indtil jeg får dem krydset af. Og jeg kan naturligvis også sætte dem til at gentage, tilføje noter, underopgaver og meget mere. Så – alt godt. Google assistant Men det eneste sted de ikke har integreret det her er i Google Assistant. Ellers måske det mest oplagte sted at have det. Jeg bruger assistant hele tiden. Der er små assistenter i mit hus – og i bilen kører jeg med Android Auto. Jeg er vant til at kunne sige “Hey Google – tilføj hård spiritus til min indkøbsliste” og så er det skrevet på familiens delte liste på shoppinglist.google.com. Det er smart at kunne det i bilen, hvor man ikke skal sidde og rode med telefonen, men bare kan trykke på en knap på rattet, fyre kommandoen af og så husker jeg at købe mere chilisauce. Den funktion ville jo være ideel også at have til min to-do-liste. Så jeg kører på arbejde og undervejs kommer i tanke om noget VIRKELIG vigtigt – tryk på knap, sig kommando, står på liste. Oplagt ikke? Så jeg prøver med “Hey Google – tilføj opgave” – og resultatet er at assistenten svarer “Hvad er titlen på begivenheden?” What the actual fuck? For de uindviede opererer Googles kalender med begivenheder, opgaver og påmindelser. Og det er ikke det samme. En begivenhed er en almindelig kalenderindførsel. Den har titel, dato og tidspunkt. En påmindelse er en reminder – en alarm – igen med titel, dato og tidspunkt. Og med mulighed for at markere som udført. Godt til at huske noget på bestemte tidspunkter på en dag. Og opgaver er så netop opgaver som står i huskelisten (tasks). De har som udgangspunkt en dato – eller hvis de er lavet i huskelisten kan de også være helt uden dato. Jeg kan altså lave begivenheder ved at sige “Hey Google – tilføj opgave” – og jeg kan lave påmindelser med at sige “Hey Google – husk mig på …”. Men hvad så hvis jeg siger “Hey Google, tilføj skriv blogindlæg til huskeliste”? Det burde da virke ikke? Nej – for så står det på min indkøbsliste sammen med hård spiritus og chilisauce! Og det står ikke i min Gmail, min kalender eller nogen andre steder. Hvis det her er hvad Googles samlede maskinlæringskapacitet kan præstere, så er vi godt nok temmelig langt fra Skynet. Suk….
Medierne, facebook, algoritmer, kønsidentitet og en ond debatcirkel
Jeg har fået en ny hobby. Eller Facebook har påtvunget mig en ny hobby. Nemlig at kommentere artikler om kønsidentitet fra danske medier på Facebook. Ikke fordi jeg er specielt super-woke eller sådan noget, men fordi de forudsigelige, reaktionære og misforståede kommentarer der fylder disse kommentarspor simpelthen skal have et modsvar. Og det er så det jeg har påtaget mig. Det her indlæg skal ikke handle om kønsidentitet. Det handler om debatkultur, algoritmer og danske mediers ageren. For det kunne være et hvilket som helst “hot button issue” – funktionen er den samme. Jeg ser tre problemer, som bidrager til den onde debatkultur. 1 – Folk læser kun overskriften Helt klart den største faktor. Langt de fleste kommenterer kun på overskriften til en given artikel. Og som alle gode journalister ved så skal rubrikken jo skabe opmærksomhed. Derfor bliver alting sat på spidsen i overskriften, hvilket i høj grad bidrager til at puste til folks vrede, frustration eller følelse af at være provokeret. Så hvis folk holdt op med at kommentere på noget de ikke har læst ville vi komme meget langt for at få denne her debatkultur til at falde lidt til ro. Men det er nok nemmere bare at skrive “Jeg bliver sgu så træt 🙈” end at klikke, læse og forstå. Men det må være utilfredsstillende som journalist at skrive artikler, får dem delt på Facebook og så følge et kommentarspor baseret på det som rubrikredaktøren (eller den SoMe-ansvarlige) har fundet på. Og så forstår jeg for resten ikke hvorfor 🙈 er den foretrukne smiley hos folk der kommenterer negativt omkring kønsidentitet. Men det er vist et emne til en anden gang. 2 – Betalingsmuren Løsningen på problem nr. 1 ville oplagt være, at folk læste hele den artikel som der bliver linket til. Men her kommer så mediernes rolle ind i det. For de linker for det meste til en artikel som er bag en betalingsmur – hvilket betyder at dem som bare ser opslaget på Facebook ofte ikke KAN læse hele artiklen. Jeg ved godt, at når Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten etc. gør det så håber de at folk betaler for at læse. Men faktum er, at det gør de ikke. Og hvis de medier var lidt mere seriøse omkring deres udtrykte ønske om at skabe en bedre debatkultur burde de ganske enkelt stoppe med at dele artikler som den brede befolkning ikke kan læse. For det skaber gigantiske kommentarspor, hvor folk diskuterer på baggrund af en sensationslysten rubrik. 3 – Algoritmen skubber på Når jeg kommenterer på de her artikler gør jeg det for at komme i dialog med dem som skriver negative kommentarer. Ofte viser det sig at være ganske fornuftige mennesker som så skriver noget i stil med dette “…at det ikke er andet vi hører om lige nu”. Men faktum er, at der er masser af andre nyheder. Går man ind på Politiken eller Berlingskes Facebook-sider er der tonsvis af andre historier der ikke handler om at være woke, kønsidentitet, kagemænd, lyskryds etc. Så hvorfor har de her mennesker oplevelsen af, at de ikke hører om andet. Naturligvis på grund af Facebook. Ubevidst har de gennem deres adfærd af forargelse fodret algoritmen – og nu er Facebook overbevist om, at alt der handler om kønsidentitet, anti-wokeism o.s.v. er deres allerstørste interesse. Så de bliver stopfordret, bliver endnu mere frustrerede, kommenterer endnu mere, får vist endnu mere … Igen kunne meget løses, hvis medierne holdt op med at fordre Facebook-maskinen med de her ting. Men det kunne måske også hjælpe, hvis Facebook skruede lidt ned for den aggressive targeting. Og i det mindre ville det hjælpe at folk selv forstod, hvordan den mekanisme fungerer. Et godt eksempel på mekanismen er her (men du kan selv finde 1000-vis andre). Artikel om Noah der er sprunget ud som non-binær. Delt den 26/7 og kommenteret hundredevis af gange. Artikel delt 25/7 (altså dagen før) om kvinder der cykler. Kommenteret uendeligt meget mindre. Måske er det bare for fristende for medierne at lave mere forargelsesjournalistik – fordi nogen har bildt dem ind at engagement på Facebook på en eller anden måde har en værdi. Men de burde simpelthen stoppe – og holde op med at puste til ilden bare for billige clicks og rødglødende kommentarspor. Få debatten tilbage i avisen, så den foregår mellem mennesker der faktisk har læst artiklen….
Store ændringer hos Slack – bedre eller værre?
Jeg er storforbruger af gratis Slack – så det faktum at Slack ændrer sine gratis konti har fået mig til at overveje min fremtidige brug af systemet. Bliver det faktisk bedre eller dårligere? Bemærk at jeg her KUN forholder mig til den gratis udgave af Slack – ikke de nye Pro-planer. På bloggen har Slacks ledelse, naturligvis, fremlagt de her ændringer som noget positivt. Hvad skulle de dog ellers? Faktisk mener de at vi gratis brugere får MERE og ikke mindre. Really? Mere om det senere. Før jeg går i gang med ændringerne så lige lidt om hvordan jeg bruger Slack. Jeg bruger det på to forskellige måder: Når jeg underviser i Projektledelse som akademifag laver jeg altid et Slack-team til de studerende. Holdet varer 6 uger, hvorefter der er eksamen og jeg nedlægger serverenI de foreninger hvor jeg står for kommunikationen har jeg også Slack-teams. Her er Foreningen Stenvad Mosebrug den største jeg har – hvor der er ca 20 bestyrelsesmedlemmer og andre tilknyttet. I fremtiden formentlig endnu flere da frivillige omkring foreningen også bliver inviteret indenfor. De to brugsscenarier er meget forskellige – og ændringerne som Slack har lavet rammer de to scenarier MEGET forskelligt. Hvilke ændringer? Lad os lige se på ændringerne. Indtil nu har det været sådan, at jeg med et gratis team på Slack fik gemt de sidste 10.000 beskeder – og havde 5 gb plads til filer. Fra 1. september hedder reglen, at jeg har 90 dage. Alle de beskeder vi gider, alle de filer vi har lyst til – men efter 90 dage er de gone daddy gone. Ikke længere tilgængelige. Altså medmindre vi opgraderer til en betalt plan, for så kan Slack godt låse op for godteposen igen. Til de privatlivsfokuserede skal det så også siges, at man godt kan sætte en sletningsperiode så de bliver SLETTET og ikke kan genfindes selvom man betaler. Til gengæld får man også nu som gratis team adgang til “clips” hvor man kan sende lyd og videoklip til hinanden. Slack selv mener, at de her, for de fleste gratis teams faktisk giver mere end man får i dag. Som de skriver i blogindlægget The majority of our active free teams will have access to more of their message history with the new 90-day limit compared to the previous limit.The team at Slack Man må jo tro dem når de siger det, men alligevel lyder det ret vildt. At de fleste gratis Slack-teams skriver mere end 10.000 beskeder på 90 dage? Det er over 110 beskeder i gennemsnit om dagen. Det har i hvert tilfælde ikke været tilfældet i nogen af de teams jeg har været medlem af – men de er naturligvis også noget mindre. Så hvad gør jeg nu? Tilbage til mine to anvendelser af Slack. Til akademifagene er sagen jo klar. De lukker altid efter ca 6 uger, så 90 dages sletningsperiode gør ingen forskel. Adgangen til clips og større filer gør objektivt tingene bedre. Så for dem er resultatet af den nye politik dobbelt plus godt … Men – tingene er mere komplicerede med foreningerne. Vi er ikke tæt på de 10.000 beskeder eller 5 gb af filer. Så umiddelbart er den nye politik en klar forringelse. Naturligvis kunne løsningen være at gå pro – men til 81€ pr. person pr. år taler vi om udgifter startende med 12.000dkk om året, og hvis de frivillige inviteres indenfor måske meget mere. Så det er den gratis udgave – eller noget helt andet som f.eks. en Facebook-gruppe. Min første reaktion var, at det var et no-go for os ikke længere at have Slack som arkiv. Men helt ærligt – Slack er et elendigt arkiv i forvejen. At søge tilbage i gamle beskeder for at finde hoved og hale i en to år gammel samtale er sjældent nogen god oplevelse. Så under alle omstændigheder har vi andre måder at arkivere på. Referater fra bestyrelsesmøder, noter, oplæg – altsammen noget der ligger som filer i vores filarkiv på Onedrive. Så er Slack stadig en løsning? Jeg er kommet frem til den konklusion, at det er det. Fordi ændringen i virkeligheden understøtter Slack som en platform for samtale – og for at dele ting i øjeblikket. Og tilførelsen af “clips” ser jeg som en gigantisk fordel for arbejdet i foreningen fordi den meget teksttunge kommunikation også kan være en udfordring. Det kommer til at kræve, at vi nogen gange laver referater af samtaler på Slack. At vi måske direkte gemmer hele samtaler fra tid til anden. Det kommer til at kræve arkivdisciplin. Men det er jo – alt andet lige – ikke nogen dårlig ting at lære….
Vandretur: Panoramaruten ved Hobro
Panoramaruten ved Hobro Det starter med at gå virkeligt stejlt op. Meget stejlt. De trapper der indleder Panoramaruten ved Hobro er hardcore. Men de skal ikke få dig til at miste modet. Det bliver ikke værre. Faktisk bliver det meget bedre. Det er fredag i uge 29, og hele familien har besluttet sig for at tage ud på en vandretur. Og efter at have hørt om Panoramaruten fra venner og bekendte tænkte vi at det blev vi nødt til at prøve. Det er en rute på 10 km – og den er endda certificeret af et eller andet tysk vandringsinstitut. Sehr gut. Faktisk var det kun den certificering der gjorde at vi var lidt i tvivl om vi skulle tage den. For hvad nu hvis den var fuldstændig overrendt på sådan en feriefredag? Men vi tog chancen – og valgte at starte turen ved Hobro Sejlklub, hvor der var en parkeringsplads og et skilt der markerede begyndelsen på ruten. Der var IKKE overrendt. Overhovedet. På de første 5 km mødte vi praktisk taget ingen. En enkelt løber var der. Og så nogle mennesker der spillede golf. Men ellers havde vi det hele for os selv. Som sagt starter det stejlt med den hårde opstigning, men derefter flader stien ud og byder på en passende udfordring. Det er ikke en sti der kræver at du er hardcore-vandretypen der lever dit liv i spejderudstyr – men omvendt er det heller ikke en rute du tager i klip-klappere. Den er kuperet og sine steder ganske smal. Ingen barnevogne eller lignende på denne her rute. Ruten bevæger sig op over landskabet med udsigten over Mariager Fjord. Nogen steder gennem skov, andre steder åbner det sig over markerne og giver blikket over fjorden. Talrige låger opdeler stien – og vidner om at du skal være forberedt på at møde græssende dyr af forskellig art. Og selv hvis du ikke kommer i nærkontakt med får og kvæg så er du ikke i tvivl om at de er der. Igen – lad være med at tage dine pæneste sko på her. Det meste af ruten er virkelig flot og eventyrlig, men et enkelt sted bliver det lidt trist når du går 1½ km langs med Hobro Golfklubs baner. Her er du pludselig på offentlig vej og meget kan siges om golf, men at vandre langs banerne er altså ret kedeligt. Så da stien igen drejede ind i skoven og de små smalle stier løftede stemningen sig og jeg kunne igen begynde at nynne “The Old Walking Song” The Road goes ever on and onDown from the door where it began.Now far ahead the Road has gone,And I must follow, if I can,Pursuing it with eager feet,Until it joins some larger wayWhere many paths and errands meet.And whither then? I cannot say.Tolkien – The Road Goes Ever On Vi havde læst os til at der var en iskiosk omtrent halvvejs på ruten! Så da vi havde passeret de første 5 km begyndte vi at se frem til en forfriskning. Det viste sig at være Bramslev Bakker camping som har en kiosk. Eller de havde et vindue som antydede at de solgte is. Men der var absolut ingen mennesker i nærheden. Lige ved siden af ligger Restaurant Bramslev Bakker – men den var heller ikke åben så tidligt på dagen. Så hvis du planlægger at spise undervejs, og ikke medbringer mad, så tjek lige åbningstiderne. Heldigvis havde vi ikke sat vores lid udelukkende til traktørstedet – og fra den lukkede iskiosk gik turen stejlt ned til fjorden, hvor vi blev mødt af bord-bænke-sæt som inviterede til et pitstop. Herfra ændrer ruten karakter. Nu går du størstedelen af turen langs med fjorden, og derfor noget mere fladt. Ikke HELT fladt dog – der er et par afstikkere op i landskabet også her på returruten, men langt mindre udfordrende end den første del af turen. Der er altså en rytme i ruten, som klart gør det bedst at starte med opstigningen – og slutte med det flade stykke langs vandet. Går du den anden vej må det blive en meget anderledes rute, og en helt anden fortælling. Der er jo en dramaturgi i en vandretur. En rækkefølge. Og starter du med at gå op, så får du strabadserne og det eventyrlige først for så at stige ned til den vederkvægende vind, fjordens ro og de lange linjer. Som en belønning efter det hårde slid. En klar anbefaling herfra. Tilbage til forsiden 4 svar til “Vandretur: Panoramaruten ved Hobro” Else Marie 23. juli 2022 Fin beskrivelse. Synd du ikke kiggede ind omkring golfklubben, der ville du have fundet mulighed for både at købe is , kaffe og øl. Men så kan du jo tage turen igen😉👍 Svar Adam 23. juli 2022 Det kan jeg jo – men det var også lidt tidligt på ruten man mødte golfklubben. Måske jeg skulle overveje at parkere oppe i nærheden af den og så gå turen rundt for at slutte ved restauranten der. Svar lars nielsen 24. juli 2022 karen og jeg har et par gange benyttet golfklubben som pit-stop. Du kan købe de forfriskinger, som du har brug for. Vi er også blevet fortalt, at cafeen ofte bliver benyttet af vandrere. Svar Adam 24. juli 2022 Det er værd at huske – lidt ærgerligt at den ligger så tidligt på ruten, men så må man jo bare tage en tidlig forfriskning. Svar Skriv et svar Annuller svarDin e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *Kommentar * Navn * E-mail * Websted…
Den næsten 50-årige fatter “stories”
At forskellige generationer bruger medier forskelligt er den mest banale sandhed i verden. Jeg er næsten 50, så jeg poster billeder på Instagram og sjældent på Facebook (og så skriver jeg en blog – hvor old school er DET lige). Mine børn er 15 så de poster ikke noget jeg kan se – og hvis de gør så er det gennem “stories” på Instagram og Snapchat. Indrømmet – jeg har ikke fattet noget af det format. Jeg har forsøgt at forstå det, men der er noget dybt inde i mig som føler det helt absurd at skabe indhold som forsvinder automatisk efter 24 timer. Hvad så med alle mine genialiteter? Skal de ikke bevares for eftertiden. Burde mine digitale udgydelser ikke være underlagt pligtaflevering så eftertiden i år 2222 kan beundre mine tanker? Og så skete det – at jeg forstod det – og indså hvorfor jeg ikke har forstået det før. Sådan virkelig forstået det. Hamburg Som så mange andre gode indsigter kom det til mig på Reberbahn i Hamburg. Vi havde valgt at tage en hurtig tur til byen fordi sønnen var på Bornholm og datteren var hos bedsteforældre. Så bare os to voksne i husstanden alene. Vi sidder på Ankerbar og kigger ud over pladsen. Jeg tager telefonen frem – bare lige for at sende en besked til ungerne om at vi var ankommet. Tager et billede ud over pladsen. Senere ser jeg et opslag om en forsvunden kat og tænker “Det vil de synes er sødt”. Og der slår det mig. Jeg har lyst til at dele alt det her med mine børn – men jeg ved jo også godt at den ene hænger ud med venner på Bornholm og den anden er dybt optaget af bedsteforældre. Det er jo uhøfligt at spamme familiechatten med mine ligegyldigheder. Og løsningen ligger jo lige for. Jeg smider det op i en Snapchat-story som kun kan ses af de to. Så kan de se det når de har lyst – og jeg får afløb for min trang til at dele. Min story (dele af den) Den næsten 50-årige fatter “stories” Der forstod jeg hvad det handler om. At det netop ikke behøver at bevaringsværdigt og noget som skal arkiveres for evigt. Det er bare samtalestartere. Signaler til venner, bekendte og familie. For pludselig vidste mine børn hvad vi lavede (altså det vi valgte at dele) – og kunne kommentere på det. De fik lov til at være med på turen, men det var noget de selv valgte at følge med i. Som min datter skrev: “Hvad sker der lige for, at du poster så meget? Det er fedt.” Så hvorfor har jeg ikke brugt “stories” før? Fordi jeg er så voksen, at jeg faktisk ikke tror på, at der er ret mange der ville interessere sig for hvad jeg laver. Jeg har ikke nære venner på den måde som man havde da man var 15 – eller 25. Jeg har bekendte, kollegaer og naboer. Og indtil i denne weekend oplevede jeg stort set alt sammen med min familie – så der var jo ingen grund til at dele det med dem. Det er der nu, hvor vi ikke længere laver alting sammen. Så kan stories blive en del af det kit der holder os sammen. Og måske skulle jeg blive bedre til at bruge formatet – også til hverdag….
Radikal transparens og den frivillige organisation
Har du nogensinde siddet i bestyrelsen i den lokale idrætsklub, spejderne, en lille NGO eller noget helt femte – eller været involveret som frivillig uden at være med i bestyrelsen? Så kender du næsten helt sikkert til følelsen af informationssiloer der uvægerligt opstår i den type af organisationer. Flade strukturer skaber usynlige hierarkier Mindre frivillige organisationer udmærker sig stort set altid ved at have meget flade strukturer. Der er ikke noget stort indviklet organisationsdiagram og “her hos os er vi alle sammen lige”-mantraet lever i allerhøjeste grad i foreningsdanmark. Men helt ærligt – vi ved jo godt at det er løgn. Nogen er altid mere lige end andre. I den frivillige organisation er der mange kilder til hierarkier, og for den udeforstående kan det være svært at se, hvorfor at A virker som om hun bestemmer mere end B. Nogen gange er det bare et spørgsmål om anciennitet. Andre gange evner. Eller flid. Eller bare det gode netværk, det vindende væsen, den overbevisende retorik eller ganske enkelt den som lægger flest timer. Det bliver et merito-artisto-oligar-pluto-demo-krati. Dette er sådan set ikke et problem i sig selv. Nogen skal jo bestemme, og det virker fair at dem som har lagt flest timer, ved mest og kan mest er dem som bestemmer. Sådan er vi som sociale dyr. Problemet bliver når dette usynlige hierarki lukker sig om sig selv. Når organisationen godt nok holder bestyrelsesmøder, udvalgsmøder, generalforsamlinger og alt muligt andet – men beslutningerne i virkeligheden tages af den usynlige elite mellem møderne. Den gnidningsløse organisation Det her er ikke kun relevant for den frivillige organisation, men det er mere udtalt. I virksomheder og organisationer, hvor folk har fuldtidsjobs er det sværere at have de her usynlige beslutningsstrukturer. Især i det klassiske kontormiljø kan enhver se, hvem der taler med hvem – og dermed bliver strukturerne synlige, og alle kan reagere på dem. Men da Corona sendte os allesammen hjem blev mange kontorarbejdspladser gnidningsløse. Kommunikationen blev usynlig og hierarkierne blev skjulte. Enhver der har siddet hjemme og arbejdet ved hvor svært det kan være at vide, hvad ens kollegaer laver. Men trods alt er der, i hvert tilfælde i de fleste virksomheder, et system af ledere og mellemledere som sætter tingene i en anden form for struktur. Det kan godt være det var utilfredsstillende at arbejde hjemme og føle sig “sat udenfor”, men det var ikke umuligt. I den frivillige organisation har det været sådan lang tid før pandemier lærte os nyt om arbejdslivet. Da det netop er frivilligt vil en størstedelen af medlemmerne, de frivillige, ikke kunne være til stede hver dag, hver uge eller sågar hver måned. Det har altid efterladt initiativet til de mest aktive – til dem der bruger al deres fritid i hallen og som er parate til at tage en hurtig snak i cafeteriet. Rekrutteringsproblemet Jeg har endnu ikke mødt en frivillig organisation der ikke led af rekrutteringsproblemer. Der er aldrig frivillige nok som har lyst til at stille op. Der mangler hænder, kompetencer, manpower, kontingenter og ideer. Min påstand er, at den frivillige organisations lukkede struktur er en vigtig del af dette problem. Hvorfor bruge sin dyrebare fritid på at være frivillig i en organisation, hvor beslutningerne bliver taget hen over hovedet på en – og man ikke engang kan finde ud af hvorfor eller af hvem? Vi er blevet vant til en vis grad af gennemsigtighed i beslutningsprocesserne på mange arbejdspladser. Den samme gennemsigtighed bliver nødt til at være til stede i den frivillige organisation. Bare i endnu højere grad. Fordi der faktisk ikke er noget som helt rationelt argument for at lade være. Magt og hemmeligheder Begrebet “radikal transparens” blev populariseret af virksomheder som Google og især Gitlab. Organisationer der i høj grad har distribueret arbejdskraft (også før pandemien), og hvor behovet for gennemsigtighed derfor bliver større. I sin korte form handler det om at alting, som udgangspunkt, er tilgængeligt for alle. Hos Gitlab betyder det, at man dokumenterer ALTING og at alle de dokumenter er tilgængelige for alle. Har du haft et møde? Mødenoterne er at finde for dem som er interesserede. Har det været et videomøde? Så er det naturligvis blevet optaget og tilgængeligt. Faktum er at hemmelighedskræmmeri er magt – fordi viden er magt. Når jeg præsenterer konceptet omkring radikal transparens for andre så bliver jeg stort set altid mødt med en reaktion i stil med: “Det lyder spændende, men det ville aldrig virke hos os”. For det meste efterfulgt af en række mere eller mindre valide begrundelser for hvorfor. Noget med forretningshemmeligheder, information overload, spildtid, behov for fortrolige rum og den slags. Faktum er at hemmelighedskræmmeri er magt – fordi viden er magt. Hvis du giver al din viden ud mister du magt. Det er ikke engang noget du bilder dig ind. Det er klart, at eksklusiv viden giver mere indflydelse og magt. Men for både det enkelte medlem af en frivillig organisation og for organisationen som helhed er det også skrøbeligt. Når viden koncentreres hos få individer i en organisation gør det den sårbar. Hvis personen med viden rejser sig og går, hvilket sker ret tit i den frivillige organisation, så er tabet enormt. Der er ikke opsigelsesvarsler og procedurer som vi kender fra virksomheder i de frivillige organisationer. Organisationen får ikke adgang til det afgående medlems email eller kontaktdatabase. Men først og fremmest er det ressourcespild. Man bruger enorme mængder af tid på at holde ting hemmelige, diskutere på to-mands hånd, tjekke af med baglandet – og til så efterfølgende at orientere organisationen en gang til. Det er opslidende for det enkelte medlem – og efterlader i sidste ende den frivillige organisation med færre ressourcer til kerneopgaven. Fordi energien bliver brugt i det politisk/taktiske-rum. Radikal transparens Der er intet sted, hvor tankerne bare radikal transparens passer bedre end i non-profit verdenen. Her er organisationer, oftest med demokratiske valg til bestyrelser etc., som sjældent bærer på forretningshemmeligheder, meddelelser til fondsbørsen eller andet. Der er intet i den frivillige organisation som behøver at være hemmeligt. Vi har teknologien til det. Den frivillige organisation kan for ganske få penge (faktisk ofte gratis) organisere sig omkring åbne webteknologier. De kan have åbne kanaler på Slack – eller have et website, hvor diskussioner kan føres på debatfora, referater fra bestyrelsen og udvalg kan ligge åbent tilgængeligt – og hvor man endda kunne supplere med videooptagelser fra de møder som bliver holdt på Teams, Zoom, Meet eller hvad man vælger at bruge. Hvis man er mere nørdet anlagt kunne man overveje en wiki-lignende struktur som den GitLab bruger. For de eksisterende medlemmer af en organisation vil det kræve tilvænning, men vil i sidste ende formentlig opleves som en befrielse. For nye medlemmer og interesserede vil det være en guldgrube af viden – og gøre det langt nemmere at onboarde i den frivillige organisation. Så spørgsmålet er bare om vi tør….
Post til Instagram fra browseren
Omsider – Instagram har nu endelig lanceret muligheden for, at man kan poste billeder fra browseren på sin computer. Uden fiksfakserier, tredje-parts-apps og alt muligt andet. Det eneste mysterie er, hvorfor det skulle tage SÅ lang tid. Faktisk var det i slutningen af oktober, at det blev lanceret, men jeg har først opdaget det nu – så jeg tænker at jeg næppe er den eneste som har det sådan. Min gamle metode Jeg laver stort set alle mine fotografiske redigeringer på computer, og derfor har det været noget bøvl at skulle poste til Instagram. Min metode har været: Rediger billedet i Lightroom / Photoshop / Nik eller lignendeOverfør billedet til Lightroom (den udgave i skyen)Hent billedet på telefonenOverfør det til Instagram, skriv tekst etc. Der er flere ting i den metode som er bøvlet. Dels er der ret mange trin i den – dels kræver den at alt teksten skrives på telefonen. Jeg er ikke teenager og er derfor radikalt meget bedre til at skrive på tastatur end på telefon – og det har reelt set begrænset min lyst til at poste til Instagram, at jeg skulle gennem hele den proces. Men ikke mere … Den nye metode Så nu er det hele blevet meget nemmere … Rediger billedetGå til instagram.com – og tryk på “+” i øverste højre hjørneSkriv tekstPost Bare klik på plus! Det kommer til at have betydning i 2022, hvor min Instagram aktivitet kommer til at vokse. Mere om det senere. View this post on Instagram A post shared by Adam Bindslev (@adambindslev)…
Podcast: Halo Infinite
Det er 20 år siden at første udgave af Halo udkom – sammen med den originale Xbox. Der er meget der har ændret sig siden, og det er bestemt ikke alle inkarnationer af Halo der har været lige fantastiske. Men Halo er altid noget særligt. … i hvert tilfælde for mig. Det har jeg lavet en udsendelse om, og udgivet dem gennem min podcast adambindslev.dk. Du kan finde den alle steder hvor du lytter til podcasts. Du kan også bare lytte her…
Adobe Max takeaway 1: nu skal vi arbejde sammen!
I denne uge afholdt Adobe deres årlige MAX-konference, hvor de viser hvordan deres vision af fremtiden er samtidig med at de opdaterer størstedelen af deres grafiske programmer. Jeg vil forsøge i en lille række af artkler at se på, hvad det er for en fremtid som er i støbeskeen for os der arbejder digitalt og kreativt. Et af de helt store gennemgående træk i den store keynote i år var “samarbejde”. Adobe vil virkelig gerne skubbe på en udvikling, hvor vi ikke længere arbejder solo med vores projekter, men hvor vi over nettet kan arbejde sammen på kryds og tværs. Det er jo ingen overraskelse. En pandemi fyldt med folk der blev sendt hjem har sikkert gjort det klart for de fleste, at vi nogen gange har brug for digitale samarbejdsværktøjer. Og vi er vant til at arbejde sammen om dokumenter gennem Office 365 eller Google Docs. Hjørnestenen i det hele er skyen! Naturligvis. Da Adobe lancerede Creative Cloud (afløseren for Creative Suite) i 2013 handlede det mest af alt om abonnementer – og ikke ret meget om sky. Man skulle stadig hente programmerne ned på sin computer (og det skal man sådan set endnu), og der var ikke ret meget som foregik i skyen udover nogle synkroniseringer der på det tidspunkt fungerede mere eller mindre godt. Men nu begynder det at give mening. Men lanceringen af “det nye” Lightroom, hvor man gemmer sine RAW-filer i Adobes sky så vi først hvordan kursen var lagt. Sidste år kom så muligheden for at gemme Photoshop-dokumenter som “cloud documents” og dermed kunne tilgå dem fra forskellige computere (og fra iPad). Men det var stadig primært noget med at dele med mig selv. Nu kan du dele med andre Men på MAX2021 lancerer Adobe muligheden for at “dele til kommentering” fra både Photoshop og Illustrator. Og jeg tør godt love, at for mit personlige workflow kommer det til at gøre en forskel. Det kræver, naturligvis, at jeg gemmer min Photoshop-fil om “cloud document” – og her har vi så nok en af årsagerne til at Adobe tidligere i år løftede den mængde plads man får med i abonnementet til det dobbelte. Så hvor jeg før havde 1tb har jeg nu 2. Men med Photoshop-dokumenter i fuld opløsning og mange lag skal de nok få ben at gå på. Når først jeg har gemt min fil i skyen kan jeg i Photoshop eller Illustrator klikke på det lille ikon med en silhouet og et plus i øverste højre hjørne. Og så får jeg denne dialog frem: Her bliver jeg anmodet om at specificere, hvem jeg vil dele med. Jeg kan invitere folk ved at skrive deres mail-adresser – eller jeg kan, som du kan se nederst vælge: Linkadgang: alle, som har linket, kan få vist Det er naturligvis ikke helt så sikkert som at dele via mail-adresser, men hvor mange er det helt reelt som sidder og gætter links til Photoshop-dokumenter … og hvad skulle de egentlig få ud af det? Klikker jeg på “Skift” nederst ved siden af “Kopier link” kan jeg så komme til yderligere indstillinger. Her kan jeg altid skifte mellem “inviterede personer” og den offentlige adgang som jeg foretrækker. Og jeg kan bestemme, hvad folk der har linket kan. F.eks. kan jeg her forhindre, at dem som har linket kan downloade en kopi af min fil. Så er det eneste jeg har tilbage at trykke på “Kopier link” – og så sende det link via mail/Slack/Teams eller whatever platform jeg bruger. Her vil modtageren kunne klikke på linket, og få vist det jeg har delt direkte i browseren. Pins, shapes og comments Modtageren af linket kan så dels se billedet eller grafikken jeg har delt – men også kommentere. Man kan tage en “pin” (altså en tegnestift) hen på billedet for at kommentere på noget specifikt, man kan tegne en form på billedet for at kommentere eller man kan bare skrive en almen kommentar. Når man skriver en kommentar bliver man bedt om at enten logge ind, eller fortsætte som gæst. Så man behøver altså ikke, som modtager, at have en Adobe konto for at kunne bruge funktionen. Det er til gengæld noget Adobe ikke er HELT så gode til at fremhæve, så det kan godt være man lige skal huske at fortælle det til modtageren. Altså – de fleste ser jo nok den temmelig store blå knap først. Det er lidt dårlig stil fra Adobes side. Når modtageren skriver en kommentar til billedet – så synkroniseres den automatisk, så afsenderen får den direkte ind i Photoshop og kan svare og se hvor det er der er markeret. Og det fungerer faktisk rigtig godt. For at vise hvordan det virker har jeg lavet et lille test-dokument som kan tilgås ved at klikke på knappen herunder – så kan du teste funktionerne selv. Prøv selv med den fil jeg har delt Der er sågar også en mulighed for at åbne billedet i den nye web-udgave af Photoshop – der er stærkt begrænset, men som altså ER der. Og faktisk virker. Det kræver dog at modtageren har adgang til at rette – og har en Adobe konto. Men det vigtige her er nok også mest kommentarerne, som fremover vil kunne spare os for mange senden frem og tilbage med version 1, 2, 3, a, 5b, rettelse23 og hvad vi ellers kalder de mange versioner der opstår i et samarbejde….
Tåge i Himmerland
Jeg har i nogen måneder haft problemer med mine fødder, som har gjort at det at gå – og gå langt – temmelig problematisk. Der indså jeg, hvor stor en del af min livskvalitet der ligger i at vandre alene. Men nu er alt i bedring og jeg kan begynde at gå igen. Hvilket både burde være godt for mit fysiske og mentale helbred. I dag på vej til Aalborg kørte jeg hjemmefra i god tid alene for at kunne gå – og fotografere. Uden at have et specifikt mål i sinde kunne jeg se at jeg ca havde 35-40 minutter til overs. Det er ikke meget … men det er nok. Satte min GPS til og kørte nordpå. På skærmen kunne jeg se omridset af en sø ikke langt fra motorvejen. Tågen lå tæt over landskabet så jeg tænkte at en vandring rundt om en sø ville være helt fantastisk. Jeg kom, efter få minutters kørsel fra afkørslen frem til Glenstrup Sø som lå smukt hyldet i tågen. Men desværre er Glenstrup Sø ikke umiddelbart en sø der har en sti rundt om, så mit besøg der blev kort. Jeg hænger jo lidt i en klokkestreng sådan en morgen. Der er et arbejde jeg skal frem til, så jeg har ikke alverden med tid til at finde en ny destination til min vandring. Men Glenstrup Sø ligger uden for Hobro – og jeg satte derfor kursen mod havnen. Tænkte at der måtte jeg da kunne gå … og jeg har noget med havne. Der er en særlig ro på en havn – og en fremmedartethed. Ting forfalder på andre måder end inde i landet. Luften er anderledes. Og i morgendisen lå Hobro Havn stille hen. Kun lyden af en meget morgenfrisk type der bankede på et skib inde på værftet forstyrrede roen. Eller understregede den. Efter 25 minutter var jeg tilbage ved bilen – det var den tid der var afsat. Ikke meget og måske ikke helt nok. Men trods alt nok til at være tilbage. Og forresten også nok til at tågen var lettet og magien var forsvundet….
Fjellerup – morgen
Jeg har egentlig ikke nogen stor kærlighed til strande – og især at fotografere langs strande. Der er noget monotomt ved strande som andre landskaber ikke har. De er grundlæggende flade – det giver ligesom sig selv. Og derfor har jeg, til stor fortrydelse for min familie, udviklet en modstand mod at gå tur på stranden. Fordi jeg fotograferer når jeg går tur – og på stranden er det, som jeg føler det, ofte mere eller mindre det samme. Men en tidlig morgen i denne uge blev jeg lokket på stranden – og det var en magiske morgen. Jeg har ikke brugt ND-filtre for at opnår det blanke vand. Der var faktisk bare ikke en vind som rørte sig….
På havnen – podcast og billeder
Ude for enden af hovedvej 16 ligger Grenaa Havn. Jeg har en tendens til at vende tilbage dertil for at finde inspiration. Måske skyldes det at havne helt grundlæggende, for en landkrabbe som mig, er meget fremmedartede. Måske er det bare fordi jeg godt kan lide æstetikken. Men i denne omgang gjorde jeg mere end blot at gå turen. Jeg udstyrede mig selv med mikrofon og kamera – og optog nyeste episode i podcasten “Fotografiske Signaler” mens jeg gik omkring. Du kan finde den i din foretrukne podcast-afspiller … eller du kan finde den lige herunder. Og hvad kom der så ud af turen? Jeg tog omkring 100 billeder i alt på turen – og jeg endte med at beholde 15. Så hvad er det med havnen …. … jeg må ned og se hvad der skerjeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfordet er sådan bare – – ja gu er det så!det er sådan en slags indeklemt længsellissom en der har siddet i fængselog pludselig mærker, at nu er han fri“Arvid Müller – “Havnen”…
Kreative redskaber: Fuji X100S
Fuji X100S er for mig beviset på, at et kamera ikke behøver at være perfekt for at være … perfekt. Kreative muligheder kan ikke ses på specs. Det kom på markedet i januar 2013. 8 år er, indenfor digitale kameraer, nærmest en menneskealder. Og rent specmæssigt er det ikke imponerende: 16 mpf2.0 objektivAPC-S sensorHD-video Der er store chancer for at din mobiltelefon, på papiret, har bedre specs. Begrænsningens kamera Fuji X100S handler for mig nærmest om fravalg. Der er utrolig meget det kamera ikke kan. En fast 23mm optik og en til tider ekstrem upålidelig autofokus er det ikke kameraet til sport, action, dyr eller andet som bevæger sig hurtigt og/eller befinder sig lidt væk. Det er svært ikke at fokusere på begrænsningerne når du samler kameraet op. Ikke hele tiden være opmærksom på alt det som kameraet ikke kan. Ikke frustreres over det billede som kameraet IKKE kan tage. Men det er nøglen til at forstå appellen. Mulighedernes kamera Vi kan vælge at betragte begrænsningerne i ethvert kreativt redskab som bevidste fravalg. I selve valget af værktøj vælger vi fra – og dermed vælger vi til. Når jeg går en tur gennem København og har valgt at tage X100S i lommen er jeg klar over hvad jeg gør. Jeg kender begrænsningerne, men jeg kender også mulighederne. X100S kan lave billeder hvor der er meget lidt lys. f2.0 og rimelig gode præstationer ved høje ISO gør netop det. I mørke kan det ikke fokusere overhovedet, men den manuelle fokus fungerer fint så længe man har tiden til at bruge den. Det betyder også at jeg fotograferer anderledes med X100S end jeg gør med mine andre kameraer. Det er på mange måder som at fotografere med et filmkamera. Fordi hver eksponering kræver arbejde har jeg en tendens til kun at tage et billede af hvert motiv. Til gengæld tænker jeg over komposition og gestus på en anden måde end når jeg tager snapshots med sin mobil. Faktisk har jeg haft kameraet i 8 år og kun taget 21800 billeder med det. Det kan godt lyde af meget, men det er ingenting i forhold til mine andre kameraer. Især i betragtning af, hvor trofast en følgesvend det har været – og stadig er. Proces Så i praksis – hvordan bruger jeg mit X100S? Hvilke valg er det jeg tager? Manuelt fokusJeg stoler simpelthen ikke på autofokus i det kamera, og har gjort det til en vane i 99% af eksponeringerne at indstille fokus manuelt. Jeg bruger den ret fikse Focus Peak-indstilling, som gør at jeg automatisk får et udsnit af mit motiv når jeg rører fokusringen på objektivet, og kan se om jeg er skarp i detaljerne. Med lidt øvelse sidder den i skabet stort set hver gang.RAWFaktisk leverer X100S fantastiske JPG-filer ud af kameraet, men jeg er dybt afhængig af min efterbehandling i Lightroom – især mine sort-hvid konverteringer. Så den står altid på RAW. Det betyder så også at jeg har fravalgt muligheden for dobbelteksponeringer og andet som kun fungerer på JPG.Manuel eksponeringLigesom jeg ikke stoler på fokuseringen stoler jeg heller ikke på lysmåleren. I motiver med høj kontrast oplever jeg gang på gang, at den tager fejl og over- eller undereksponerer. Når jeg fotograferer med den elektroniske søger slået til (og det gør jeg altid) kan jeg se eksponeringen direkte i søgeren og behøver ikke engang at se på lysmåleren. Jeg indstiller bare eksponeringen til det ser ud som jeg ønsker … og ved at jeg kan rette det sidste i Lightroom.1/125 sekundMin lukkertid står stort set fast på 1/125 når jeg går omkring og fotograferer. Det fryser motiver i moderat bevægelse, forhindrer rystede billeder, men lukker så meget lys ind, at jeg oftest ikke er tvunget til kun at skyde på f2. Resten af eksponeringen klarer jeg ved at variere på ISO.Lydløs lukkerEn særlig feature ved X100S er den lydløse lukker (det var en stor ting i 2013 – i dag er det mere normalt). Det betyder at jeg kan indstille kameraet til ikke at sige noget når jeg trykker på udløseren. Kun et lille diskret “pffft” kommer der fra det. Ikke hørbart af andre end mig der får en bekræftelse på, at jeg har taget et billede. Det gør så tilgengæld at jeg ikke kan bruge den indbyggede blitz. Men … den har jeg faktisk aldrig prøvet at bruge. For nogle år siden tænkte jeg på at sælge mit X100S. Det var jo gammelt og jeg ejer langt bedre kameraer. Det gjorde jeg ikke. Nu forstår jeg ikke, hvordan jeg overhovedet kunne overveje det. “Kreative redskaber” er en serie om de redskaber vi bruger når vi skaber. Her vil jeg udvælge nogle af de konkrete redskaber jeg bruger i min hverdag og se på deres appel – og den praktiske anvendelse. Jeg har startet med X100S, men vil i kommende nedslag se på andre typer af redskaber og udstyr. Fra videokameraer til kuglepenne. Hardware og software….
This is hardcore
Som en entusiastisk, men ikke nødvendigvis specielt dygtig, computerspiller har jeg altid holdt mig langt fra hardcore-mode i Call of Duty. Det var en fejl! Computerspil er min måde at slappe af på. Jeg spiller ikke mange timer ad gangen, men tager gerne et break ind imellem for at slappe af. I den sammenhæng er spil som Call of Duty perfekte fordi jeg kan tage et par kampe og så lukke ned igen. De tager ca 10 minutter stykket, så 2-3 kampe giver mig en halv times pause. Spiller man sådan kan man ikke konkurrere med de hardcore teenagere der har dedikeret størstedelen af deres vågne timer til spillet. Det lever jeg med. Jeg er sjældent den bedste, men sætter en ære i for det meste at lande et sted i top 3 for mit hold. Hardcore I Call of Duty er der to indstillinger at vælge imellem. “Core” og “Hardcore”. Du kan godt høre det ikke. Hardcore lyder ret intimiderende og derfor har jeg sådan set også holdt mig langt fra det. Tænkte at der ville de virkelig dygtige spillere være, og min computerspilsrelaterede selvtillid ville komme på alvorlig prøve, hvis jeg vågede mig derind. Men jeg følte mig nok overmodig i denne uge da jeg valgte at starte en quick match på hardcore. Det var AWESOME. Forskelle på core og hardcore Når man går hardcore sker der en række ting med spillet: Al HUD-information forsvinder fra skærmen. Man kan ikke se sin ammunition, sit liv, sine point eller sit sigtekorn(!)Våben bliver meget mere dødelige I spillet betyder det, at det bliver meget sværere at skyde fra hoften fordi man ikke har et sigtekorn på skærmen. Løfter man sit våben til at sigte kan man naturligvis bruge våbnets monterede sigtekorn. Og det betyder at man for det meste dør af et skud – og dræber med et skud. Hoppende teenagere Det interessante er, at det fører til en anden måde at spille på. I “core” vil der ofte være spillere, hvis taktik er at løbe rundt og skyde fra hoften – og hoppe konstant så de er svære at ramme. Det er uden sammenligning den mest irriterende type spillere. De kan udnytte, at man i core skal rammes en del gange for at dø, og da de løber og hopper så bliver de ikke ramt. Men helt ærligt – hvor mange krigsfilm har du set, hvor der er soldater der løber og hopper rundt på slagmarken med en kniv? Den type af opførsel fungerer bare ikke i hardcore. De kan ikke ramme fordi de ikke har et sigtekorn, og et velplaceret skud i benet nedlægger dem. Så spillet bliver meget mere roligt. Man sniger. Man gemmer sig. Man sigter. Kløgt vinder over hoppende teen. Det betyder også, at hele kategorier af våben pludselig bliver meningsfulde. Rifler der kun skyder et enkelt skud kan nu dræbe på det skud. Man behøver ikke at drøne rundt på fuld auto for at give skade nok. Det velplacerede skud med en riffel vinder hver gang. One Shot – One Kill…
Auning
…
Loading Comments...
Write a Comment...
Email (Required)
Name (Required)
Website
