AdamBindslev.dk

Jeg er indbegrebet af en casual gamer. Tjenester som Xbox Game Pass er nærmest lavet til mig – for jeg har et stort, men meget overfladisk, forbrug af computerspil. Men i 2022 besluttede jeg mig for, for en gangs skyld, at gennemføre et computerspil. Det var nærmest transformativt! Når man er 49 år, har børn, job, forpligtelser og den slags så er det sjældent jeg kan sætte mig ned og spille en hel weekend. Eller en hel nat. Som man kunne dengang man var ung. Det betyder at mine computerspil nærmere bliver 20-40 minutter hist og her. Og det betyder også at multiplayerspil som Halo Infinite og Overwatch oftest bliver mit valg. 1, 2 eller 3 kampe – og så videre med noget andet. Men jeg opdagede at jeg, når jeg spiller på den måde, går glip af noget ret vigtigt i spillet. Nemlig historien! Tilbage til kampagnen Som gammel rollespiller burde jeg jo ellers nok have forståelse for narrativet i spillet. Det var nærmest det jeg brugte mit liv på i perioden fra jeg var 18 til 28. Jeg skrev scenarier, lavede kampagner og fortalte historier med spilmekanik. Så det er jo ret ironisk at jeg nu pludselig forfalder til at bruge spil som overspringshandlinger. Det er ikke fordi jeg aldrig spiller computerspil med en fortælling. Det gør jeg bestemt. Men det er utrolig sjældent at jeg faktisk gennemfører det. Og her taler jeg ikke om at fuldføre alt – det tror jeg aldrig jeg kommer til – men om at gennemføre hovedhistorien og udvalgte sidemissioner. Jeg tror jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har nået til de afsluttende credits. En komplet liste over spil med fortælling jeg har påbegyndt indenfor de sidste år kan jeg ikke lave. Men i et hurtigt overblik over væsentlige spil er det Dragon Age, Fallout 4, FarCry 5, Halo Infinite, Mass Effect, Bioshock, Resident Evil 7, Dishonered 1 og 2, adskillige udgaver af Call of Duty, Deathloop, Immortals Fenyx Rising, Hollow Knight, As Dusk Falls, Omori, Weird West, Hades, Hardspace: Shipbreaker, The Outer Worlds, Omno, Dark Alliance, Outriders, The Medium, Batman: Arkham Knight, Wasteland 3, Shadow of War, Hellblade, Metro Exodus, Devil May Cry, Dark Souls 2, Rise of the Tomb Raider, Witcher 3, Cyberpunk 2077 og mange mange flere. Allesammen påbegyndt. Stort set allesammen spil jeg synes var gode. Og allesammen spil, hvor jeg aldrig har gennemført main quest! Men den franchise der fylder allermest på min liste over ugennemførte spil er Asssasins Creed. Jeg har spillet, og ikke gennemført, virkelig mange Assasins Creed spil. Så i 2022 tog jeg mig sammen. Jeg gennemførte Assasins Creed Origins! Det lykkedes den 31/12 kl. 17.30 – lige før dronningens nytårstale. Så på et hængende hår. Det var fedt! Det var mere end det. Screenshots fra Assassins Creed Origins Episk Det er jo egentlig banalt. Men fortællingen i et computerspil er, sådan generelt set, opbygget på samme måde som alle andre fortællinger. Lad os tage et flashback tilbage til folkeskolens danskundervisning. Berettermodellen. Spændingskurven. Her fremhævet de 4 allervigtigste punkter – nemlig anslag (1), point of no return / optrapning (2), klimaks (3) og afslutning (4). Man finder præcis de samme punkter i de fleste computerspil – og når jeg ser tilbage på listen over manglende gennemførsler kan jeg konstatere at punkt 1 og 2 stort set også er de punkter, hvor jeg har en tendens til at falde fra. Det svarer til at forlade biografen på det tidspunkt i Ringenes Herre, hvor de forlader herredet og møder Nazgul første gang! Ofte er det allerede ved anslaget. Jeg starter spillet, spiller de dramatiske første scener og så begynder “the grind”. Der skal samles ressourcer, købes våben, kampsystemer skal læres og det hele bliver lidt mere krævende. Også sjovere – men først og fremmest krævende. Godt eksempel for mig på det er Deathloop. Jeg synes konceptet er fedt, stemningen er awesome og jeg har helt vildt meget lyst til at spille det. Men den dag jeg satte mig havde jeg ikke lige overskud til at sætte mig ind i spilmekanikken. Og så skete livet og jeg glemte at vende tilbage. Næste farlige punkt er optrapningen i 2. Det er her spillet nogen gange bliver svært. Nu møder man de sværere bosses og man skal grinde lidt mere for at have høj nok level til at slå dem. Kort sagt kan afstanden mellem 1 og 2 simpelthen blive for lang. Og så falder jeg fra. Problemet er bare, at det også er ved 2 at den store afsløring kommer. Det er her tingene bliver episke, magiske eller mere intense. Det er lige netop det punkt der er designet til at holde mig til ilden. Men når jeg falder fra LIGE FØR det punkt så opdager jeg det aldrig. I nogen spil gør det at jeg simpelthen ikke finder ud af hvad spillet – i virkeligheden – handler om. Og det er jo helt bizart. Det svarer til at forlade biografen på det tidspunkt i Ringenes Herre, hvor Hobitterne forlader herredet og møder Nazgul første gang! Tips til gennemførsel Men jeg gennemførte altså Origins i 2022. Hele den episke fortælling – og det var umådeligt tilfredsstillende. Så en af mine mange forsætter for 2023 er at gennemføre flere computerspil. Startende med Assasins Creed Odyssey, som jeg lige er startet på (igen – jeg har spillet det før, men nu er jeg startet helt forfra). Og her er så de tips jeg, indtil videre, har samlet for faktisk at komme i mål med mit forsæt: Tjek spillet på How Long to Beat – det giver et godt overblik over, hvad du kan forvente. For Odyssey ser det f.eks. ud som herunder. Bemærk forskellen på “Main story” og “Completionist” Sæt dit ambitionsniveau ned. Jeg har opgivet tanken om at gennemføre ALT i et spil. Igen – se herover. Der er ret stor forskel på om jeg kan forvente at bruge 44 timer eller 141. Især da jeg ved at jeg er en ret langsom computerspiller og derfor sikkert kan gange de værdier med 2. Så små 100 timer for at gennemføre hovedquest og sidehistorier. Det må vist være ambition nok Brug sværhedsgraden. Hvis man virkelig bare vil historien har de fleste spil en nem sværhedsgrad, som gør at man egentlig ikke behøver at lære spilmekanikken. Det synes jeg, trods alt, er lidt synd. Så jeg spiller på “Normal”, men er ikke bange for at bruge sværhedsgraden når jeg møder noget som er FOR svært. I Origins var der et søslag som jeg prøvede måske 10 gange – og hvor jeg var SÅ tæt på bare at smide controlleren og tænke “f*** det!”. Men så satte jeg midlertidigt sværhedsgraden ned, sænkede de romere, og satte så bare sværhedsgraden op igen. Done! Sæt tiden af. Og så det helt banale, som gælder i alle livets forhold. Indse at ting tager tid. Hvis jeg forsøger at gennemføre Odyssey som små bidder af 20 minutter så bliver jeg ALDRIG færdig og mister interessen. Så jeg må indse, at hvis jeg vil gennemføre det spil og få den succesoplevelse må jeg simpelthen put in the time! Lykkes jeg med at gennemføre Odyssey? Nu har jeg jo skrevet offentligt at jeg vil gøre det … så er jeg jo nødt til det. […]
Jeg har lavet podcasten “Fotografiske Signaler” i en del år efterhånden – og den har været meget forskelligt. Men i 2022 var det som om den gik i stå. Som om energien var væk. Ikke nødvendigvis i podcasten, men i mig. Nu er det den 2023, og jeg insisterer på at komme i gang igen. For det er noget som virkelig giver mig glæde. Jeg elsker at lave den podcast, jeg skal bare have fundet mine fødder, mine ambitioner og mit fokus. Så nu kickstarter jeg den igen – og den første episode i 2023 er ude. Med titlen “Første januar 23”. Det handler om nye begyndelser. Om at miste fodfæstet, men ikke på den der fede kreative måde. Om at mangle formålet med det man gør, man stadig have lysten til det. Det er noget af det meste personlige jeg har lavet længe, og det håber jeg lytterne er med på. For jeg kan mærke at det garanteret kun bliver værre efterhånden som året går. Find den under “Fotografiske Signaler” i din foretrukne podcast-app. Eller lyt lige her på Spotify: […]
Jeg afholder eksamen ca 7-8 gange om året. Det er en eksamen i projektledelse under akademiuddannelsen i ledelse. Og sådan en eksamen indebærer en ekstern censor. Det vigtige i denne her sammenhæng – en ukendt censor. Det er en situation som tusindvis af undervisere står i ganske ofte, men som, i hvert tilfælde for mig, har fået mig til at tænke meget over den måde vi mennesker interagerer. Jeg har gjort det i mange år efterhånden og haft over 600 studerende oppe til eksamen. Men alligevel bliver det aldrig helt rutine. Netop på grund af den ukendte faktor. Og det er blevet et helt særligt socialt rum for mig. Jeg kender ingen andre livssituationer som er helt ligesom censormødet. Accelereret fortrolighed Der er to faktorer omkring samarbejdet med censor, som gør det til et helt unikt socialt rum: Vi kender ikke hinanden – og reglerne er sådan at der skal gå to år før vi må arbejde sammen igen Vi skal hurtigt opbygge en fortrolighed, hvor vi kan blive enige om noget ret vigtigt. Nemlig at vurdere de studerendes præstation. For at gøre dette er vi nødt til at lære hinanden at kende hurtigt. Det starter ofte med en lidt akavet samtale, som på en blind date, hvor man forsøger at finde ud af hvad det er modparten kommer med. Når det fungerer godt føles det fra starten som en samtale. Når det fungerer mindre godt føles det som et interview. Eller i værste fald en afhøring. Da jeg startede opfattede jeg hvert eneste spørgsmål fra censor som et angreb. Som en afprøvning af mine kompetencer og autoritet som underviser. Jeg har indset at for de fleste mennesker er det vitterlig bare interesse. Et forsøg på at forstå mig, min undervisning og de forudsætninger mine studerende kommer med. Måske er det bare sådan jeg er – men denne her situation har lært mig bedre at forstå det. Det vilde er at vi begge er i rummet med en villighed til at få det til at fungere. Vi drikker kaffe, spiser rundstykker og snakker om løst og fast. Prøver at finde en rytme og en fælles historie. Og for det meste – faktisk stort set hver gang – bliver det decideret hyggeligt. Men så bliver det alvor …. Den første karakter Den næste centrale punkt er vurderingen af den første studerende. Vi har hørt eksaminationen igennem. Vi har læst opgaven. Nu har vi nogle få minutter til at overveje, hvilken feedback og karakter vi skal give. Det er som et pokerspil. Ingen af os vil være den som spiller hårdt ud. For det er nu vi skal have testet om den følelse af samhørighed og forståelse vi etablerede i starten faktisk også har bund i en virkelighed. Er vi enige? Har vi den fælles forståelse som vi troede vi havde? Igen – 29 ud af 30 gange er vi enige. Men det sker at der kommer overraskelser. Næsten aldrig store overraskelser. Jeg sidder ikke og tænker 12 og censor siger 2. Men trods alt overraskelser, hvor vi begge bliver nødt til at rekalibrere vores forståelse. Har vi misforstået hinanden? Vi finder altid en måde, men det er en psykologisk dans vi er ude i. Ikke ulig på en første date, hvor man kommer til at fejltolke hvornår man må læne sig ind til et kys. Gør man det for tidligt er man ude. Gør man det for sent … så er man også ude. Frokosten Ca halvvejs kommer vi så til frokosten. Ned i kantinen og gennem buffeten. Og her kommer så den sidste prøve. For først nu er der tid til at se om fortroligheden går ud over det faglige. Det gør den oftest, og det er nok også derfor jeg skriver dette. Fordi det overrasker mig hver gang. Efter et par timers eksamen og intens fælles arbejde er vi ofte som gamle venner. Deler måske ikke de dybeste hemmeligheder, men det er tæt på. Som om vi har en fælles bevidsthed om, at det her er et fortroligt rum og vi derfor bare kan snakke. Farvel Og så lige der. Når det hele går så godt slutter det. Efter frokosten er det op til de sidste studerende, endnu en kop kaffe og måske en pause til et stykke kage fra kantinen. Og så … er det slut. De sidste karakterer, pakke sammen i lokalet. Elevatoren ned og et håndtryk på parkeringspladsen. “Det var hyggeligt” – “ja det var det” – “god tur hjem”. Hele fortroligheden opløst igen. Vi ved begge at det var midlertidigt. Det var hele pointen. Og alligevel kommer jeg næsten hver gang til at sige: “Vi ses” som sidste hilsen. […]
Jeg har været meget glad for Twitter. Twitter har givet mig venner, oplevelser, forretningsmuligheder. Twitter har været mit centrale medie på mange måder gennem de sidste 14 år (jeg startede min konto i februar 2008). Og helt ærligt så regnede jeg ikke umiddelbart med, at det skulle ændre sig. Det viste sig så at være en fejl. For helt ærligt – udviklingen på Twitter siden Elon Musk overtog for nogle måneder siden har været svær at sluge. Fra massefyringer til nye regler for moderation. Fra arbitrære beslutninger om at udelukke journalister til at lukke op for konti der tidligere har vist sig værende dubiøse. I virkeligheden er det lidt som et dårligt parforhold, hvor man godt vidste det var skidt, men et eller andet skulle skubbe en ud over grænsen. Og den grænse nåede jeg så i denne uge. Så min Twitter-konto er ikke slettet … men bare heller ikke aktiv. Jeg vil egentlig ikke dykke dybere ned i den del her – gode folk som Anders Høgh Nissen (https://4nd3rs.blot.im/farvel-fugl) og Leoparddrengen (http://blog.leoparddrengen.dk/) har allerede skrevet godt og langt om deres tanker. Jeg spejler dem fuldstændig. Men det betyder så, at jeg også har startet på Mastodon – og har allerede i den forbindelse fået spørgsmål om hvad det er, hvordan det virker og hvorfor det er fedt. Spørgsmål som jeg, men den begrænsning der er i min viden, vil forsøge at forklare her. Så hvis du som jeg tænker at Twitter, Facebook, Instagram etc. er ved at være LIDT for kommercielle (de har jo altid været kommercielle – det er bare blevet mere åbenlyst nu) så kan det være jeg her kan hjælpe med lidt forståelse. Denne artikel vil givetvis løbende blive opdateret efterhånden som jeg bliver klogere. 1. Så hvad er Mastodon? Man skulle jo tro, at det var et simpelt spørgsmål, men faktisk er det lidt indviklet. For Mastodon er ikke et website som vi kender fra andre sociale medier. MySpace, Friendster, Facebook, Twitter, LinkedIn etc. – de var og er allesammen websites der er styret centralt og derfor har en “ejer”. Sådan er det ikke med Mastodon. Jeg vil ikke gå i tekniske detaljer. Dels fordi jeg ikke har helt nerd-cred nok og fordi jeg tror det tekniske faktisk kan skygge for det praktiske her. Men pointen er at Mastodon ikke er EN server. Det er et netværk af servere som bruger den samme protokol. Faktisk er det tusindvis af små sociale netværk der godt kunne fungere i deres egen ret – men som gennem den fælles protokol der kaldes “fediverset” kan snakke med hinanden. Det betyder, helt konkret, at Mastodon ikke ejes af nogen. Det er open source og baseret på at alle mulige organisationer, virksomheder, enkeltpersoner og løse fællesskaber har hver deres node på netværket – og tilsammen udgør de så Mastodon. Det er den helt store styrke. For lige meget hvor gerne Elon Musk, Mark Zuckerberg eller Jeff Bezos ville købe Mastodon så kan det ikke lade sig gøre. For det er ikke noget man kan købe. Det er en metode, et sæt af API’er og et netværk. Og så bliver den lille digitale socialist i mig jo vældig begejstret. 2. OK – nok med det tekniske? Jeg ved godt, at jeg er en mand af mange ord. Men jeg synes faktisk jeg vil udfolde det med de mange servere lidt mere, for der ligger noget ekstremt interessant, og relevant, gemt der. Hvor netværk som Twitter og Facebook har en central, og global, politik for moderation så er det op til hvert enkelt instance, hver server / node, på netværket af have deres regler. F.eks. har danske helvede.net – som desværre pt. har lukket for tilgang – en start-erklæring som siger: “Serveren er tiltænkt feminister, queers, progressive nørder og andre cool beans!“. Hvis ikke du kan læse mellem linjerne betyder det at “… Racisme, transfobi, sexisme, able-isme og diskriminerende adfærd tolereres ikke“. Andre servere har endnu strammere regler – og nogen er mere lax. Hver fugl (eller elefant i dette tilfælde) synger med sit næb / snabel. Når du laver en bruger på Mastodon skal du vælge en server du vil lave den på. Det betyder at du kan shoppe lidt rundt og finde et sted der passer dig. Min er, for tiden, på https://mstdn.social som er en mere generel server der ikke har så mange regler, men som heller ikke har noget særligt målrettet community. Hele pointen er, at fordi netværket er distribueret så er det ikke SÅ vigtigt hvilken server du er på. Det er ikke ligegyldigt, men det er ikke noget som skal stresse dig. Bedre bare at vælge en server og komme i gang. For pointen er, at det hele hænger sammen. Jeg er @adambindslev@mstdn.social – men jeg kan kommunikere med alle de andre jeg følger, og som følger mig, på hele Mastodon netværket. Det lyder alt sammen meget kompliceret, og jeg ved ikke om det lykkes mig at gøre det enklere, men det er faktisk overraskende enkelt. Fordi det ganske enkelt virker. Valget af server har større eller mindre betydning for dig. Hvis du bare vil have en almen social medie-konto så kan du vælge mstdn.social eller mastodon.social eller en af de andre generelle servere. Hvis du gerne vil være en del af et særligt community så find en server der passer dig. Du finder en liste på https://joinmastodon.org/servers – hvor man måske kan finde en der passer lige til det man ønsker. Når man først har oprettet sin bruger har man flere muligheder for at se sit feed – og det er her serveren har betydning: Jeg kan vælge at se alt der bliver skrevet på min server – altså alle brugere – også dem jeg ikke følger (der har serverens “identitet” stor betydning) Jeg kan vælge at se dem jeg selv følger (her er serveren ret ligegyldig) Jeg kan vælge at se hvad der trender på min server (her er serveren igen betydningsfuld) Men igen – ingen panik – for der er simple værktøjer til at migrere sin bruger fra en server til en anden. Så selv hvis man starter på en almen server og senere finder ud af at man vil være på en specialiseret server af en art – så flytter man bare sin bruger. Så flytter alle ens followers med. 3. Fremtiden? Jeg må indrømme at jeg var skeptisk. Jeg har været på stort set hvert eneste sociale netværk der har opstået de sidste 15 år. Mange af dem, som f.eks. Ello, kom aldrig nogen vegne. Andre, som Google+, som friskt fra start men blev lukket ned. Og nogen, som Twitter, blev fucked up af en ny ejer. Men jeg har altid elsket det åbne web. Har altid ønsket, at der var et alternativ til de her monolitiske strukturer. Det ved jeg ikke om Mastodon er. Men det er godt nok det bedste bud jeg har set i lang tid. Dels fordi teknologien er solid. Men mest fordi det er det rigtige tidspunkt. Mastodon har eksisteret i mange år, men lige nu er der bare brug for alternativer. Og det betyder at der lige nu er liv på Mastodon. Mange af de mennesker jeg kendte på Twitter har flyttet over. Der sker noget på Mastodon lige nu. Og det er det sociale medier er. Summen af liv. Vi kan have verdens mest fantastiske tekniske infrastruktur, men det er jo ligemeget hvis ikke der er nogen brugere. Jeg tror på innovation og muligheder på Mastodon – og på at fraværet at kommercielle interesser kan holde det fri fra det værste. Her er ingen der har interesse i at sælge reklamer til dig – for det ejes ikke af nogen. Og hvis du møder en server du ikke kan lide, så kan du bare blokere dem. Din gennemsnitlige influencer vil sikkert ikke flokkes om Mastodon. Her får du nok ikke 32 millioner følgere overnight. Det er indie-web når det er bedst. Det er netkultur og menneske-til-menneske. Og det er et eller andet sted ret fantastisk. Jeg er optimist i forhold til min digitale fremtid, og det er lang tid siden jeg har haft det såden. Efterskrift – det her er faktisk på Mastodon Det hele er jo som sagt en åben protokol. Og det betyder at denne her blog faktisk også er en bruger på Mastodon. På adressen @adambindslev@adambindslev.dk er denne blog. Og hvis nogen kommenterer på det her indlæg så optræder det som kommentarer på websitet. Fordi det er distribueret. Og derfor giver nogle helt andre muligheder. Jeg er lige kommet i gang med det her. Regn med flere artikler om samme emne fremover. Og hvis du vil starte på Mastodon så find mig på https://mstdn.social/@adambindslev […]
Der har været en periode siden i sommers, hvor det virkelig har været småt med mine kreative udfoldelser. Det er sådan et hul man ryger i nogen gange – denne gang føltes det bare lidt dybere end det plejer. Om det var for meget arbejde, en lurende 50-års krise eller noget helt tredje ved jeg ikke. Og det hjælper formentlig ikke at grave i det. Den eneste løsning jeg kender er at insistere mig ud af det. Brute force det. Vælge at jeg VIL skabe et eller andet. Om det så er et indlæg på bloggen om at være faldet i et kreativt hul – eller at insistere på ikke bare at tage kameraet med, men rent faktisk også bruge det. For jeg har faktisk ALTID kameraet med. Enten mit lille X100F i lommen eller mit store kamera i tasken. Men det er godt nok også ofte at det bliver i lommen eller tasken. Og det er et problem af to grunde har jeg opdaget: For det første er det åndssvagt at slæbe rundt på noget man ikke skal bruge For det andet, og det er værre, så bliver jeg irriteret på mig selv over at tage kameraet med og så ikke bruge det Det er sikkert ret individuelt, men for mig er selvbebrejdelse nok den ringeste motivator. Det får mig ikke til at tage mig sammen. Det bekræfter bare min krybdyrshjernes udsagn om, at jeg ikke skal gøre noget. Ikke skal skabe, publicere eller dele. For jeg kan jo åbenbart ikke engang finde ud af at tage kameraet op af tasken. Så i går tog jeg kameraet op. Gik en tur rundt i mørket og ledte efter motiver. Godt at der ikke var sparet helt på julebelysningen. […]
Nogen gange skal der en 81-årig smågnaven mand til at vise vejen frem. Sådan havde jeg det med Bob Dylan i Flenburg søndag aften. Bob Dylan er på sin “Rough and Rowdy Ways”-tour og trådte han på scenen i Flens Arena i Flensburg. På turneen har han skiftet sin altid flydende setliste ud med et ret fast sæt (det vidner søgning på setlist.fm i den grad om) og så har han lavet et nybrud. Nemlig at alle koncerter på turneen er mobilfri! Det er et ret simpelt system som firmaet Yondr har opfundet. Ved ankomst blev min mobiltelefon lagt i en lille taske / pose som blev låst med en anordning der minder meget om dem man bruger til at sætte tyverialarmer på tøj. Posen kan altså kun åbnes af Yondr’s personale der har en magnetisk oplåsningsdims. Hvis du har brug for at bruge din telefon under koncerten skal du således gå til “Phone Use Zone”, hvor personalet låser op og lader dig lave det meget vigtige opkald. Men indenfor i salen er der ingen mulighed for det. Billede fra Yondr Og helt ærligt – det virker. Vi ankom ca 2 timer før til koncerten og det var fascinerende at stå i baren og snakke, mens alle omkring os gjorde det samme. Drak øl, snakkede, så på hinanden, smilede til hinanden. Ingen der lige faldt i staver på en mobiltelefon. Ingen der så ned og var uopmærksomme. Jeg havde seriøst glemt, hvordan det føltes. Et rum af nærvær (og mørke) Endnu mere udpræget blev det inde til selve koncerten. Vi sad i den lidt kedelige håndboldhal og ventede på at showet begyndte – og præcis 18.57 (koncerten var sat til kl. 19, men Dylan ville nok bare gerne hurtigt hjem) slukkedes lyset og der blev … mørkt! Ingen skærme lyste op i mørket. Ingen skulle lige have et dårligt mobilfoto af manden på scenen. Ingen skulle live-streame begivenheden til venner og bekendte på Facebook. I stedet blev vi pinedød tvunget til at sidde ned i halvanden time og koncentrere os om det vi havde betalt for. Musikken. Den lille mand bag det opretstående klaver og hans skramlende blueshyldest til Amerika, kunsten, muserne, kærligheden og alle de poeter der gik forud for ham. Setlisten På trods af de ekstremt ukomfortable sæder i Flens Arena så endte det her med at blive en af de mest nærværende koncertoplevelser jeg har haft længe. Dels fordi jeg ikke selv blev fristet til lige at snuppe et billede til Instagram – men også fordi ingen andre gjorde. Fordi vi var fælles om oplevelsen og bevidstheden af, at når det sluttede … så var det slut og væk. Ingen håndgribelige minder bortset fra billetten og det merchandise man måske købte på vejen ud. Formynderi – ja tak Jeg håber virkelig det her bliver fremtiden for koncerter, biografer etc. Yondr’s løsning er enkel og effektiv. Istedet for at skulle tjekke sin telefon ind i en garderobe med alt det bøvl som det indebærer, så har jeg stadig telefonen i lommen – og kan vælge at få den låst op, hvis jeg har behovet. Men jeg blev bevidst om det. Bevidst om alle de gange jeg tænkte “det kan jeg lige slå op”, og jeg måtte huske mig selv på at det kunne jeg ikke. Hvis det virkelig havde været vigtigt så kunne jeg være gået til “Phone Use Zone”, men så vigtigt var det bare ikke! Det kan godt være det er formynderisk. Men det virker. Og jeg synes virkelig det her skulle blive standard i biografer, til koncerter og andre steder hvor lidt nærvær er påkrævet. Måske endda på restauranter og cafeer så man faktisk kiggede op og så dem der sad omkring. Efter at have prøvet det må jeg sige at det er en feature – ikke en straf. […]
Jeg er storforbruger af Google Assistant – og ved godt at jeg dermed indgår i den store datahøst, men for det meste er det bare så forbandet praktisk. Men på ET punkt svigter Google mig – og faktisk på et af de allermest fundamentale. Min to-do-liste. Google har indbygget “Google Tasks” eller “Huskeliste” i stort set alle sine produkter. Det er sidebar i Gmail – og der er endda en mulighed for at højreklikke på en mail og tilføje den til huskeliste. Det er også direkte integreret i Google kalender – og har her flere smarte features (mere om dem senere). Og det er sidebar i Google docs også. Kort sagt har Google integreret det her overalt. Eller NÆSTEN overalt. Det er netop denne her stort set universelle tilgang til Google Huskeliste som gør den så god. Jeg er elendig til at have en særskilt to-do-app – jeg vil gerne have min huskeliste over det hele, så ligemeget om jeg er i min mail, på min telefon, i mine dokumenter eller i min kalender så har jeg mine lister. Endda har Google lavet den ret smarte tilgang til tasks i kalenderen at de flytter med når man ikke får dem udfyldt på den planlagte dag. Så hvis jeg ikke når alt det jeg skal i dag, så står det automatisk på min to-do i morgen – og flytter med indtil jeg får dem krydset af. Og jeg kan naturligvis også sætte dem til at gentage, tilføje noter, underopgaver og meget mere. Så – alt godt. Google assistant Men det eneste sted de ikke har integreret det her er i Google Assistant. Ellers måske det mest oplagte sted at have det. Jeg bruger assistant hele tiden. Der er små assistenter i mit hus – og i bilen kører jeg med Android Auto. Jeg er vant til at kunne sige “Hey Google – tilføj hård spiritus til min indkøbsliste” og så er det skrevet på familiens delte liste på shoppinglist.google.com. Det er smart at kunne det i bilen, hvor man ikke skal sidde og rode med telefonen, men bare kan trykke på en knap på rattet, fyre kommandoen af og så husker jeg at købe mere chilisauce. Den funktion ville jo være ideel også at have til min to-do-liste. Så jeg kører på arbejde og undervejs kommer i tanke om noget VIRKELIG vigtigt – tryk på knap, sig kommando, står på liste. Oplagt ikke? Så jeg prøver med “Hey Google – tilføj opgave” – og resultatet er at assistenten svarer “Hvad er titlen på begivenheden?” What the actual fuck? For de uindviede opererer Googles kalender med begivenheder, opgaver og påmindelser. Og det er ikke det samme. En begivenhed er en almindelig kalenderindførsel. Den har titel, dato og tidspunkt. En påmindelse er en reminder – en alarm – igen med titel, dato og tidspunkt. Og med mulighed for at markere som udført. Godt til at huske noget på bestemte tidspunkter på en dag. Og opgaver er så netop opgaver som står i huskelisten (tasks). De har som udgangspunkt en dato – eller hvis de er lavet i huskelisten kan de også være helt uden dato. Jeg kan altså lave begivenheder ved at sige “Hey Google – tilføj opgave” – og jeg kan lave påmindelser med at sige “Hey Google – husk mig på …”. Men hvad så hvis jeg siger “Hey Google, tilføj skriv blogindlæg til huskeliste”? Det burde da virke ikke? Nej – for så står det på min indkøbsliste sammen med hård spiritus og chilisauce! Og det står ikke i min Gmail, min kalender eller nogen andre steder. Hvis det her er hvad Googles samlede maskinlæringskapacitet kan præstere, så er vi godt nok temmelig langt fra Skynet. Suk. […]
Jeg har fået en ny hobby. Eller Facebook har påtvunget mig en ny hobby. Nemlig at kommentere artikler om kønsidentitet fra danske medier på Facebook. Ikke fordi jeg er specielt super-woke eller sådan noget, men fordi de forudsigelige, reaktionære og misforståede kommentarer der fylder disse kommentarspor simpelthen skal have et modsvar. Og det er så det jeg har påtaget mig. Det her indlæg skal ikke handle om kønsidentitet. Det handler om debatkultur, algoritmer og danske mediers ageren. For det kunne være et hvilket som helst “hot button issue” – funktionen er den samme. Jeg ser tre problemer, som bidrager til den onde debatkultur. 1 – Folk læser kun overskriften Helt klart den største faktor. Langt de fleste kommenterer kun på overskriften til en given artikel. Og som alle gode journalister ved så skal rubrikken jo skabe opmærksomhed. Derfor bliver alting sat på spidsen i overskriften, hvilket i høj grad bidrager til at puste til folks vrede, frustration eller følelse af at være provokeret. Så hvis folk holdt op med at kommentere på noget de ikke har læst ville vi komme meget langt for at få denne her debatkultur til at falde lidt til ro. Men det er nok nemmere bare at skrive “Jeg bliver sgu så træt 🙈” end at klikke, læse og forstå. Men det må være utilfredsstillende som journalist at skrive artikler, får dem delt på Facebook og så følge et kommentarspor baseret på det som rubrikredaktøren (eller den SoMe-ansvarlige) har fundet på. Og så forstår jeg for resten ikke hvorfor 🙈 er den foretrukne smiley hos folk der kommenterer negativt omkring kønsidentitet. Men det er vist et emne til en anden gang. 2 – Betalingsmuren Løsningen på problem nr. 1 ville oplagt være, at folk læste hele den artikel som der bliver linket til. Men her kommer så mediernes rolle ind i det. For de linker for det meste til en artikel som er bag en betalingsmur – hvilket betyder at dem som bare ser opslaget på Facebook ofte ikke KAN læse hele artiklen. Jeg ved godt, at når Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten etc. gør det så håber de at folk betaler for at læse. Men faktum er, at det gør de ikke. Og hvis de medier var lidt mere seriøse omkring deres udtrykte ønske om at skabe en bedre debatkultur burde de ganske enkelt stoppe med at dele artikler som den brede befolkning ikke kan læse. For det skaber gigantiske kommentarspor, hvor folk diskuterer på baggrund af en sensationslysten rubrik. 3 – Algoritmen skubber på Når jeg kommenterer på de her artikler gør jeg det for at komme i dialog med dem som skriver negative kommentarer. Ofte viser det sig at være ganske fornuftige mennesker som så skriver noget i stil med dette “…at det ikke er andet vi hører om lige nu”. Men faktum er, at der er masser af andre nyheder. Går man ind på Politiken eller Berlingskes Facebook-sider er der tonsvis af andre historier der ikke handler om at være woke, kønsidentitet, kagemænd, lyskryds etc. Så hvorfor har de her mennesker oplevelsen af, at de ikke hører om andet. Naturligvis på grund af Facebook. Ubevidst har de gennem deres adfærd af forargelse fodret algoritmen – og nu er Facebook overbevist om, at alt der handler om kønsidentitet, anti-wokeism o.s.v. er deres allerstørste interesse. Så de bliver stopfordret, bliver endnu mere frustrerede, kommenterer endnu mere, får vist endnu mere … Igen kunne meget løses, hvis medierne holdt op med at fordre Facebook-maskinen med de her ting. Men det kunne måske også hjælpe, hvis Facebook skruede lidt ned for den aggressive targeting. Og i det mindre ville det hjælpe at folk selv forstod, hvordan den mekanisme fungerer. Et godt eksempel på mekanismen er her (men du kan selv finde 1000-vis andre). Artikel om Noah der er sprunget ud som non-binær. Delt den 26/7 og kommenteret hundredevis af gange. Artikel delt 25/7 (altså dagen før) om kvinder der cykler. Kommenteret uendeligt meget mindre. Måske er det bare for fristende for medierne at lave mere forargelsesjournalistik – fordi nogen har bildt dem ind at engagement på Facebook på en eller anden måde har en værdi. Men de burde simpelthen stoppe – og holde op med at puste til ilden bare for billige clicks og rødglødende kommentarspor. Få debatten tilbage i avisen, så den foregår mellem mennesker der faktisk har læst artiklen. […]
Jeg er storforbruger af gratis Slack – så det faktum at Slack ændrer sine gratis konti har fået mig til at overveje min fremtidige brug af systemet. Bliver det faktisk bedre eller dårligere? Bemærk at jeg her KUN forholder mig til den gratis udgave af Slack – ikke de nye Pro-planer. På bloggen har Slacks ledelse, naturligvis, fremlagt de her ændringer som noget positivt. Hvad skulle de dog ellers? Faktisk mener de at vi gratis brugere får MERE og ikke mindre. Really? Mere om det senere. Før jeg går i gang med ændringerne så lige lidt om hvordan jeg bruger Slack. Jeg bruger det på to forskellige måder: Når jeg underviser i Projektledelse som akademifag laver jeg altid et Slack-team til de studerende. Holdet varer 6 uger, hvorefter der er eksamen og jeg nedlægger serverenI de foreninger hvor jeg står for kommunikationen har jeg også Slack-teams. Her er Foreningen Stenvad Mosebrug den største jeg har – hvor der er ca 20 bestyrelsesmedlemmer og andre tilknyttet. I fremtiden formentlig endnu flere da frivillige omkring foreningen også bliver inviteret indenfor. De to brugsscenarier er meget forskellige – og ændringerne som Slack har lavet rammer de to scenarier MEGET forskelligt. Hvilke ændringer? Lad os lige se på ændringerne. Indtil nu har det været sådan, at jeg med et gratis team på Slack fik gemt de sidste 10.000 beskeder – og havde 5 gb plads til filer. Fra 1. september hedder reglen, at jeg har 90 dage. Alle de beskeder vi gider, alle de filer vi har lyst til – men efter 90 dage er de gone daddy gone. Ikke længere tilgængelige. Altså medmindre vi opgraderer til en betalt plan, for så kan Slack godt låse op for godteposen igen. Til de privatlivsfokuserede skal det så også siges, at man godt kan sætte en sletningsperiode så de bliver SLETTET og ikke kan genfindes selvom man betaler. Til gengæld får man også nu som gratis team adgang til “clips” hvor man kan sende lyd og videoklip til hinanden. Slack selv mener, at de her, for de fleste gratis teams faktisk giver mere end man får i dag. Som de skriver i blogindlægget The majority of our active free teams will have access to more of their message history with the new 90-day limit compared to the previous limit.The team at Slack Man må jo tro dem når de siger det, men alligevel lyder det ret vildt. At de fleste gratis Slack-teams skriver mere end 10.000 beskeder på 90 dage? Det er over 110 beskeder i gennemsnit om dagen. Det har i hvert tilfælde ikke været tilfældet i nogen af de teams jeg har været medlem af – men de er naturligvis også noget mindre. Så hvad gør jeg nu? Tilbage til mine to anvendelser af Slack. Til akademifagene er sagen jo klar. De lukker altid efter ca 6 uger, så 90 dages sletningsperiode gør ingen forskel. Adgangen til clips og større filer gør objektivt tingene bedre. Så for dem er resultatet af den nye politik dobbelt plus godt … Men – tingene er mere komplicerede med foreningerne. Vi er ikke tæt på de 10.000 beskeder eller 5 gb af filer. Så umiddelbart er den nye politik en klar forringelse. Naturligvis kunne løsningen være at gå pro – men til 81€ pr. person pr. år taler vi om udgifter startende med 12.000dkk om året, og hvis de frivillige inviteres indenfor måske meget mere. Så det er den gratis udgave – eller noget helt andet som f.eks. en Facebook-gruppe. Min første reaktion var, at det var et no-go for os ikke længere at have Slack som arkiv. Men helt ærligt – Slack er et elendigt arkiv i forvejen. At søge tilbage i gamle beskeder for at finde hoved og hale i en to år gammel samtale er sjældent nogen god oplevelse. Så under alle omstændigheder har vi andre måder at arkivere på. Referater fra bestyrelsesmøder, noter, oplæg – altsammen noget der ligger som filer i vores filarkiv på Onedrive. Så er Slack stadig en løsning? Jeg er kommet frem til den konklusion, at det er det. Fordi ændringen i virkeligheden understøtter Slack som en platform for samtale – og for at dele ting i øjeblikket. Og tilførelsen af “clips” ser jeg som en gigantisk fordel for arbejdet i foreningen fordi den meget teksttunge kommunikation også kan være en udfordring. Det kommer til at kræve, at vi nogen gange laver referater af samtaler på Slack. At vi måske direkte gemmer hele samtaler fra tid til anden. Det kommer til at kræve arkivdisciplin. Men det er jo – alt andet lige – ikke nogen dårlig ting at lære. […]
Panoramaruten ved Hobro Det starter med at gå virkeligt stejlt op. Meget stejlt. De trapper der indleder Panoramaruten ved Hobro er hardcore. Men de skal ikke få dig til at miste modet. Det bliver ikke værre. Faktisk bliver det meget bedre. Det er fredag i uge 29, og hele familien har besluttet sig for at tage ud på en vandretur. Og efter at have hørt om Panoramaruten fra venner og bekendte tænkte vi at det blev vi nødt til at prøve. Det er en rute på 10 km – og den er endda certificeret af et eller andet tysk vandringsinstitut. Sehr gut. Faktisk var det kun den certificering der gjorde at vi var lidt i tvivl om vi skulle tage den. For hvad nu hvis den var fuldstændig overrendt på sådan en feriefredag? Men vi tog chancen – og valgte at starte turen ved Hobro Sejlklub, hvor der var en parkeringsplads og et skilt der markerede begyndelsen på ruten. Der var IKKE overrendt. Overhovedet. På de første 5 km mødte vi praktisk taget ingen. En enkelt løber var der. Og så nogle mennesker der spillede golf. Men ellers havde vi det hele for os selv. Som sagt starter det stejlt med den hårde opstigning, men derefter flader stien ud og byder på en passende udfordring. Det er ikke en sti der kræver at du er hardcore-vandretypen der lever dit liv i spejderudstyr – men omvendt er det heller ikke en rute du tager i klip-klappere. Den er kuperet og sine steder ganske smal. Ingen barnevogne eller lignende på denne her rute. Ruten bevæger sig op over landskabet med udsigten over Mariager Fjord. Nogen steder gennem skov, andre steder åbner det sig over markerne og giver blikket over fjorden. Talrige låger opdeler stien – og vidner om at du skal være forberedt på at møde græssende dyr af forskellig art. Og selv hvis du ikke kommer i nærkontakt med får og kvæg så er du ikke i tvivl om at de er der. Igen – lad være med at tage dine pæneste sko på her. Det meste af ruten er virkelig flot og eventyrlig, men et enkelt sted bliver det lidt trist når du går 1½ km langs med Hobro Golfklubs baner. Her er du pludselig på offentlig vej og meget kan siges om golf, men at vandre langs banerne er altså ret kedeligt. Så da stien igen drejede ind i skoven og de små smalle stier løftede stemningen sig og jeg kunne igen begynde at nynne “The Old Walking Song” The Road goes ever on and onDown from the door where it began.Now far ahead the Road has gone,And I must follow, if I can,Pursuing it with eager feet,Until it joins some larger wayWhere many paths and errands meet.And whither then? I cannot say.Tolkien – The Road Goes Ever On Vi havde læst os til at der var en iskiosk omtrent halvvejs på ruten! Så da vi havde passeret de første 5 km begyndte vi at se frem til en forfriskning. Det viste sig at være Bramslev Bakker camping som har en kiosk. Eller de havde et vindue som antydede at de solgte is. Men der var absolut ingen mennesker i nærheden. Lige ved siden af ligger Restaurant Bramslev Bakker – men den var heller ikke åben så tidligt på dagen. Så hvis du planlægger at spise undervejs, og ikke medbringer mad, så tjek lige åbningstiderne. Heldigvis havde vi ikke sat vores lid udelukkende til traktørstedet – og fra den lukkede iskiosk gik turen stejlt ned til fjorden, hvor vi blev mødt af bord-bænke-sæt som inviterede til et pitstop. Herfra ændrer ruten karakter. Nu går du størstedelen af turen langs med fjorden, og derfor noget mere fladt. Ikke HELT fladt dog – der er et par afstikkere op i landskabet også her på returruten, men langt mindre udfordrende end den første del af turen. Der er altså en rytme i ruten, som klart gør det bedst at starte med opstigningen – og slutte med det flade stykke langs vandet. Går du den anden vej må det blive en meget anderledes rute, og en helt anden fortælling. Der er jo en dramaturgi i en vandretur. En rækkefølge. Og starter du med at gå op, så får du strabadserne og det eventyrlige først for så at stige ned til den vederkvægende vind, fjordens ro og de lange linjer. Som en belønning efter det hårde slid. En klar anbefaling herfra. Tilbage til forsiden 4 svar til “Vandretur: Panoramaruten ved Hobro” Else Marie 23. juli 2022 Fin beskrivelse. Synd du ikke kiggede ind omkring golfklubben, der ville du have fundet mulighed for både at købe is , kaffe og øl. Men så kan du jo tage turen igen😉👍 Adam 23. juli 2022 Det kan jeg jo – men det var også lidt tidligt på ruten man mødte golfklubben. Måske jeg skulle overveje at parkere oppe i nærheden af den og så gå turen rundt for at slutte ved restauranten der. lars nielsen 24. juli 2022 karen og jeg har et par gange benyttet golfklubben som pit-stop. Du kan købe de forfriskinger, som du har brug for. Vi er også blevet fortalt, at cafeen ofte bliver benyttet af vandrere. Adam 24. juli 2022 Det er værd at huske – lidt ærgerligt at den ligger så tidligt på ruten, men så må man jo bare tage en tidlig forfriskning. […]
At forskellige generationer bruger medier forskelligt er den mest banale sandhed i verden. Jeg er næsten 50, så jeg poster billeder på Instagram og sjældent på Facebook (og så skriver jeg en blog – hvor old school er DET lige). Mine børn er 15 så de poster ikke noget jeg kan se – og hvis de gør så er det gennem “stories” på Instagram og Snapchat. Indrømmet – jeg har ikke fattet noget af det format. Jeg har forsøgt at forstå det, men der er noget dybt inde i mig som føler det helt absurd at skabe indhold som forsvinder automatisk efter 24 timer. Hvad så med alle mine genialiteter? Skal de ikke bevares for eftertiden. Burde mine digitale udgydelser ikke være underlagt pligtaflevering så eftertiden i år 2222 kan beundre mine tanker? Og så skete det – at jeg forstod det – og indså hvorfor jeg ikke har forstået det før. Sådan virkelig forstået det. Hamburg Som så mange andre gode indsigter kom det til mig på Reberbahn i Hamburg. Vi havde valgt at tage en hurtig tur til byen fordi sønnen var på Bornholm og datteren var hos bedsteforældre. Så bare os to voksne i husstanden alene. Vi sidder på Ankerbar og kigger ud over pladsen. Jeg tager telefonen frem – bare lige for at sende en besked til ungerne om at vi var ankommet. Tager et billede ud over pladsen. Senere ser jeg et opslag om en forsvunden kat og tænker “Det vil de synes er sødt”. Og der slår det mig. Jeg har lyst til at dele alt det her med mine børn – men jeg ved jo også godt at den ene hænger ud med venner på Bornholm og den anden er dybt optaget af bedsteforældre. Det er jo uhøfligt at spamme familiechatten med mine ligegyldigheder. Og løsningen ligger jo lige for. Jeg smider det op i en Snapchat-story som kun kan ses af de to. Så kan de se det når de har lyst – og jeg får afløb for min trang til at dele. Min story (dele af den) Den næsten 50-årige fatter “stories” Der forstod jeg hvad det handler om. At det netop ikke behøver at bevaringsværdigt og noget som skal arkiveres for evigt. Det er bare samtalestartere. Signaler til venner, bekendte og familie. For pludselig vidste mine børn hvad vi lavede (altså det vi valgte at dele) – og kunne kommentere på det. De fik lov til at være med på turen, men det var noget de selv valgte at følge med i. Som min datter skrev: “Hvad sker der lige for, at du poster så meget? Det er fedt.” Så hvorfor har jeg ikke brugt “stories” før? Fordi jeg er så voksen, at jeg faktisk ikke tror på, at der er ret mange der ville interessere sig for hvad jeg laver. Jeg har ikke nære venner på den måde som man havde da man var 15 – eller 25. Jeg har bekendte, kollegaer og naboer. Og indtil i denne weekend oplevede jeg stort set alt sammen med min familie – så der var jo ingen grund til at dele det med dem. Det er der nu, hvor vi ikke længere laver alting sammen. Så kan stories blive en del af det kit der holder os sammen. Og måske skulle jeg blive bedre til at bruge formatet – også til hverdag. […]
Har du nogensinde siddet i bestyrelsen i den lokale idrætsklub, spejderne, en lille NGO eller noget helt femte – eller været involveret som frivillig uden at være med i bestyrelsen? Så kender du næsten helt sikkert til følelsen af informationssiloer der uvægerligt opstår i den type af organisationer. Flade strukturer skaber usynlige hierarkier Mindre frivillige organisationer udmærker sig stort set altid ved at have meget flade strukturer. Der er ikke noget stort indviklet organisationsdiagram og “her hos os er vi alle sammen lige”-mantraet lever i allerhøjeste grad i foreningsdanmark. Men helt ærligt – vi ved jo godt at det er løgn. Nogen er altid mere lige end andre. I den frivillige organisation er der mange kilder til hierarkier, og for den udeforstående kan det være svært at se, hvorfor at A virker som om hun bestemmer mere end B. Nogen gange er det bare et spørgsmål om anciennitet. Andre gange evner. Eller flid. Eller bare det gode netværk, det vindende væsen, den overbevisende retorik eller ganske enkelt den som lægger flest timer. Det bliver et merito-artisto-oligar-pluto-demo-krati. Dette er sådan set ikke et problem i sig selv. Nogen skal jo bestemme, og det virker fair at dem som har lagt flest timer, ved mest og kan mest er dem som bestemmer. Sådan er vi som sociale dyr. Problemet bliver når dette usynlige hierarki lukker sig om sig selv. Når organisationen godt nok holder bestyrelsesmøder, udvalgsmøder, generalforsamlinger og alt muligt andet – men beslutningerne i virkeligheden tages af den usynlige elite mellem møderne. Den gnidningsløse organisation Det her er ikke kun relevant for den frivillige organisation, men det er mere udtalt. I virksomheder og organisationer, hvor folk har fuldtidsjobs er det sværere at have de her usynlige beslutningsstrukturer. Især i det klassiske kontormiljø kan enhver se, hvem der taler med hvem – og dermed bliver strukturerne synlige, og alle kan reagere på dem. Men da Corona sendte os allesammen hjem blev mange kontorarbejdspladser gnidningsløse. Kommunikationen blev usynlig og hierarkierne blev skjulte. Enhver der har siddet hjemme og arbejdet ved hvor svært det kan være at vide, hvad ens kollegaer laver. Men trods alt er der, i hvert tilfælde i de fleste virksomheder, et system af ledere og mellemledere som sætter tingene i en anden form for struktur. Det kan godt være det var utilfredsstillende at arbejde hjemme og føle sig “sat udenfor”, men det var ikke umuligt. I den frivillige organisation har det været sådan lang tid før pandemier lærte os nyt om arbejdslivet. Da det netop er frivilligt vil en størstedelen af medlemmerne, de frivillige, ikke kunne være til stede hver dag, hver uge eller sågar hver måned. Det har altid efterladt initiativet til de mest aktive – til dem der bruger al deres fritid i hallen og som er parate til at tage en hurtig snak i cafeteriet. Rekrutteringsproblemet Jeg har endnu ikke mødt en frivillig organisation der ikke led af rekrutteringsproblemer. Der er aldrig frivillige nok som har lyst til at stille op. Der mangler hænder, kompetencer, manpower, kontingenter og ideer. Min påstand er, at den frivillige organisations lukkede struktur er en vigtig del af dette problem. Hvorfor bruge sin dyrebare fritid på at være frivillig i en organisation, hvor beslutningerne bliver taget hen over hovedet på en – og man ikke engang kan finde ud af hvorfor eller af hvem? Vi er blevet vant til en vis grad af gennemsigtighed i beslutningsprocesserne på mange arbejdspladser. Den samme gennemsigtighed bliver nødt til at være til stede i den frivillige organisation. Bare i endnu højere grad. Fordi der faktisk ikke er noget som helt rationelt argument for at lade være. Magt og hemmeligheder Begrebet “radikal transparens” blev populariseret af virksomheder som Google og især Gitlab. Organisationer der i høj grad har distribueret arbejdskraft (også før pandemien), og hvor behovet for gennemsigtighed derfor bliver større. I sin korte form handler det om at alting, som udgangspunkt, er tilgængeligt for alle. Hos Gitlab betyder det, at man dokumenterer ALTING og at alle de dokumenter er tilgængelige for alle. Har du haft et møde? Mødenoterne er at finde for dem som er interesserede. Har det været et videomøde? Så er det naturligvis blevet optaget og tilgængeligt. Faktum er at hemmelighedskræmmeri er magt – fordi viden er magt. Når jeg præsenterer konceptet omkring radikal transparens for andre så bliver jeg stort set altid mødt med en reaktion i stil med: “Det lyder spændende, men det ville aldrig virke hos os”. For det meste efterfulgt af en række mere eller mindre valide begrundelser for hvorfor. Noget med forretningshemmeligheder, information overload, spildtid, behov for fortrolige rum og den slags. Faktum er at hemmelighedskræmmeri er magt – fordi viden er magt. Hvis du giver al din viden ud mister du magt. Det er ikke engang noget du bilder dig ind. Det er klart, at eksklusiv viden giver mere indflydelse og magt. Men for både det enkelte medlem af en frivillig organisation og for organisationen som helhed er det også skrøbeligt. Når viden koncentreres hos få individer i en organisation gør det den sårbar. Hvis personen med viden rejser sig og går, hvilket sker ret tit i den frivillige organisation, så er tabet enormt. Der er ikke opsigelsesvarsler og procedurer som vi kender fra virksomheder i de frivillige organisationer. Organisationen får ikke adgang til det afgående medlems email eller kontaktdatabase. Men først og fremmest er det ressourcespild. Man bruger enorme mængder af tid på at holde ting hemmelige, diskutere på to-mands hånd, tjekke af med baglandet – og til så efterfølgende at orientere organisationen en gang til. Det er opslidende for det enkelte medlem – og efterlader i sidste ende den frivillige organisation med færre ressourcer til kerneopgaven. Fordi energien bliver brugt i det politisk/taktiske-rum. Radikal transparens Der er intet sted, hvor tankerne bare radikal transparens passer bedre end i non-profit verdenen. Her er organisationer, oftest med demokratiske valg til bestyrelser etc., som sjældent bærer på forretningshemmeligheder, meddelelser til fondsbørsen eller andet. Der er intet i den frivillige organisation som behøver at være hemmeligt. Vi har teknologien til det. Den frivillige organisation kan for ganske få penge (faktisk ofte gratis) organisere sig omkring åbne webteknologier. De kan have åbne kanaler på Slack – eller have et website, hvor diskussioner kan føres på debatfora, referater fra bestyrelsen og udvalg kan ligge åbent tilgængeligt – og hvor man endda kunne supplere med videooptagelser fra de møder som bliver holdt på Teams, Zoom, Meet eller hvad man vælger at bruge. Hvis man er mere nørdet anlagt kunne man overveje en wiki-lignende struktur som den GitLab bruger. For de eksisterende medlemmer af en organisation vil det kræve tilvænning, men vil i sidste ende formentlig opleves som en befrielse. For nye medlemmer og interesserede vil det være en guldgrube af viden – og gøre det langt nemmere at onboarde i den frivillige organisation. Så spørgsmålet er bare om vi tør. […]
Omsider – Instagram har nu endelig lanceret muligheden for, at man kan poste billeder fra browseren på sin computer. Uden fiksfakserier, tredje-parts-apps og alt muligt andet. Det eneste mysterie er, hvorfor det skulle tage SÅ lang tid. Faktisk var det i slutningen af oktober, at det blev lanceret, men jeg har først opdaget det nu – så jeg tænker at jeg næppe er den eneste som har det sådan. Min gamle metode Jeg laver stort set alle mine fotografiske redigeringer på computer, og derfor har det været noget bøvl at skulle poste til Instagram. Min metode har været: Rediger billedet i Lightroom / Photoshop / Nik eller lignendeOverfør billedet til Lightroom (den udgave i skyen)Hent billedet på telefonenOverfør det til Instagram, skriv tekst etc. Der er flere ting i den metode som er bøvlet. Dels er der ret mange trin i den – dels kræver den at alt teksten skrives på telefonen. Jeg er ikke teenager og er derfor radikalt meget bedre til at skrive på tastatur end på telefon – og det har reelt set begrænset min lyst til at poste til Instagram, at jeg skulle gennem hele den proces. Men ikke mere … Den nye metode Så nu er det hele blevet meget nemmere … Rediger billedetGå til instagram.com – og tryk på “+” i øverste højre hjørneSkriv tekstPost Bare klik på plus! Det kommer til at have betydning i 2022, hvor min Instagram aktivitet kommer til at vokse. Mere om det senere. View this post on Instagram A post shared by Adam Bindslev (@adambindslev) […]
Det er 20 år siden at første udgave af Halo udkom – sammen med den originale Xbox. Der er meget der har ændret sig siden, og det er bestemt ikke alle inkarnationer af Halo der har været lige fantastiske. Men Halo er altid noget særligt. … i hvert tilfælde for mig. Det har jeg lavet en udsendelse om, og udgivet dem gennem min podcast adambindslev.dk. Du kan finde den alle steder hvor du lytter til podcasts. Du kan også bare lytte her […]
I denne uge afholdt Adobe deres årlige MAX-konference, hvor de viser hvordan deres vision af fremtiden er samtidig med at de opdaterer størstedelen af deres grafiske programmer. Jeg vil forsøge i en lille række af artkler at se på, hvad det er for en fremtid som er i støbeskeen for os der arbejder digitalt og kreativt. Et af de helt store gennemgående træk i den store keynote i år var “samarbejde”. Adobe vil virkelig gerne skubbe på en udvikling, hvor vi ikke længere arbejder solo med vores projekter, men hvor vi over nettet kan arbejde sammen på kryds og tværs. Det er jo ingen overraskelse. En pandemi fyldt med folk der blev sendt hjem har sikkert gjort det klart for de fleste, at vi nogen gange har brug for digitale samarbejdsværktøjer. Og vi er vant til at arbejde sammen om dokumenter gennem Office 365 eller Google Docs. Hjørnestenen i det hele er skyen! Naturligvis. Da Adobe lancerede Creative Cloud (afløseren for Creative Suite) i 2013 handlede det mest af alt om abonnementer – og ikke ret meget om sky. Man skulle stadig hente programmerne ned på sin computer (og det skal man sådan set endnu), og der var ikke ret meget som foregik i skyen udover nogle synkroniseringer der på det tidspunkt fungerede mere eller mindre godt. Men nu begynder det at give mening. Men lanceringen af “det nye” Lightroom, hvor man gemmer sine RAW-filer i Adobes sky så vi først hvordan kursen var lagt. Sidste år kom så muligheden for at gemme Photoshop-dokumenter som “cloud documents” og dermed kunne tilgå dem fra forskellige computere (og fra iPad). Men det var stadig primært noget med at dele med mig selv. Nu kan du dele med andre Men på MAX2021 lancerer Adobe muligheden for at “dele til kommentering” fra både Photoshop og Illustrator. Og jeg tør godt love, at for mit personlige workflow kommer det til at gøre en forskel. Det kræver, naturligvis, at jeg gemmer min Photoshop-fil om “cloud document” – og her har vi så nok en af årsagerne til at Adobe tidligere i år løftede den mængde plads man får med i abonnementet til det dobbelte. Så hvor jeg før havde 1tb har jeg nu 2. Men med Photoshop-dokumenter i fuld opløsning og mange lag skal de nok få ben at gå på. Når først jeg har gemt min fil i skyen kan jeg i Photoshop eller Illustrator klikke på det lille ikon med en silhouet og et plus i øverste højre hjørne. Og så får jeg denne dialog frem: Her bliver jeg anmodet om at specificere, hvem jeg vil dele med. Jeg kan invitere folk ved at skrive deres mail-adresser – eller jeg kan, som du kan se nederst vælge: Linkadgang: alle, som har linket, kan få vist Det er naturligvis ikke helt så sikkert som at dele via mail-adresser, men hvor mange er det helt reelt som sidder og gætter links til Photoshop-dokumenter … og hvad skulle de egentlig få ud af det? Klikker jeg på “Skift” nederst ved siden af “Kopier link” kan jeg så komme til yderligere indstillinger. Her kan jeg altid skifte mellem “inviterede personer” og den offentlige adgang som jeg foretrækker. Og jeg kan bestemme, hvad folk der har linket kan. F.eks. kan jeg her forhindre, at dem som har linket kan downloade en kopi af min fil. Så er det eneste jeg har tilbage at trykke på “Kopier link” – og så sende det link via mail/Slack/Teams eller whatever platform jeg bruger. Her vil modtageren kunne klikke på linket, og få vist det jeg har delt direkte i browseren. Pins, shapes og comments Modtageren af linket kan så dels se billedet eller grafikken jeg har delt – men også kommentere. Man kan tage en “pin” (altså en tegnestift) hen på billedet for at kommentere på noget specifikt, man kan tegne en form på billedet for at kommentere eller man kan bare skrive en almen kommentar. Når man skriver en kommentar bliver man bedt om at enten logge ind, eller fortsætte som gæst. Så man behøver altså ikke, som modtager, at have en Adobe konto for at kunne bruge funktionen. Det er til gengæld noget Adobe ikke er HELT så gode til at fremhæve, så det kan godt være man lige skal huske at fortælle det til modtageren. Altså – de fleste ser jo nok den temmelig store blå knap først. Det er lidt dårlig stil fra Adobes side. Når modtageren skriver en kommentar til billedet – så synkroniseres den automatisk, så afsenderen får den direkte ind i Photoshop og kan svare og se hvor det er der er markeret. Og det fungerer faktisk rigtig godt. For at vise hvordan det virker har jeg lavet et lille test-dokument som kan tilgås ved at klikke på knappen herunder – så kan du teste funktionerne selv. Prøv selv med den fil jeg har delt Der er sågar også en mulighed for at åbne billedet i den nye web-udgave af Photoshop – der er stærkt begrænset, men som altså ER der. Og faktisk virker. Det kræver dog at modtageren har adgang til at rette – og har en Adobe konto. Men det vigtige her er nok også mest kommentarerne, som fremover vil kunne spare os for mange senden frem og tilbage med version 1, 2, 3, a, 5b, rettelse23 og hvad vi ellers kalder de mange versioner der opstår i et samarbejde. […]
Jeg har i nogen måneder haft problemer med mine fødder, som har gjort at det at gå – og gå langt – temmelig problematisk. Der indså jeg, hvor stor en del af min livskvalitet der ligger i at vandre alene. Men nu er alt i bedring og jeg kan begynde at gå igen. Hvilket både burde være godt for mit fysiske og mentale helbred. I dag på vej til Aalborg kørte jeg hjemmefra i god tid alene for at kunne gå – og fotografere. Uden at have et specifikt mål i sinde kunne jeg se at jeg ca havde 35-40 minutter til overs. Det er ikke meget … men det er nok. Satte min GPS til og kørte nordpå. På skærmen kunne jeg se omridset af en sø ikke langt fra motorvejen. Tågen lå tæt over landskabet så jeg tænkte at en vandring rundt om en sø ville være helt fantastisk. Jeg kom, efter få minutters kørsel fra afkørslen frem til Glenstrup Sø som lå smukt hyldet i tågen. Men desværre er Glenstrup Sø ikke umiddelbart en sø der har en sti rundt om, så mit besøg der blev kort. Jeg hænger jo lidt i en klokkestreng sådan en morgen. Der er et arbejde jeg skal frem til, så jeg har ikke alverden med tid til at finde en ny destination til min vandring. Men Glenstrup Sø ligger uden for Hobro – og jeg satte derfor kursen mod havnen. Tænkte at der måtte jeg da kunne gå … og jeg har noget med havne. Der er en særlig ro på en havn – og en fremmedartethed. Ting forfalder på andre måder end inde i landet. Luften er anderledes. Og i morgendisen lå Hobro Havn stille hen. Kun lyden af en meget morgenfrisk type der bankede på et skib inde på værftet forstyrrede roen. Eller understregede den. Efter 25 minutter var jeg tilbage ved bilen – det var den tid der var afsat. Ikke meget og måske ikke helt nok. Men trods alt nok til at være tilbage. Og forresten også nok til at tågen var lettet og magien var forsvundet. […]
Jeg har egentlig ikke nogen stor kærlighed til strande – og især at fotografere langs strande. Der er noget monotomt ved strande som andre landskaber ikke har. De er grundlæggende flade – det giver ligesom sig selv. Og derfor har jeg, til stor fortrydelse for min familie, udviklet en modstand mod at gå tur på stranden. Fordi jeg fotograferer når jeg går tur – og på stranden er det, som jeg føler det, ofte mere eller mindre det samme. Men en tidlig morgen i denne uge blev jeg lokket på stranden – og det var en magiske morgen. Jeg har ikke brugt ND-filtre for at opnår det blanke vand. Der var faktisk bare ikke en vind som rørte sig. […]
Ude for enden af hovedvej 16 ligger Grenaa Havn. Jeg har en tendens til at vende tilbage dertil for at finde inspiration. Måske skyldes det at havne helt grundlæggende, for en landkrabbe som mig, er meget fremmedartede. Måske er det bare fordi jeg godt kan lide æstetikken. Men i denne omgang gjorde jeg mere end blot at gå turen. Jeg udstyrede mig selv med mikrofon og kamera – og optog nyeste episode i podcasten “Fotografiske Signaler” mens jeg gik omkring. Du kan finde den i din foretrukne podcast-afspiller … eller du kan finde den lige herunder. Og hvad kom der så ud af turen? Jeg tog omkring 100 billeder i alt på turen – og jeg endte med at beholde 15. Så hvad er det med havnen …. … jeg må ned og se hvad der skerjeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfordet er sådan bare – – ja gu er det så!det er sådan en slags indeklemt længsellissom en der har siddet i fængselog pludselig mærker, at nu er han fri“Arvid Müller – “Havnen” […]
Fuji X100S er for mig beviset på, at et kamera ikke behøver at være perfekt for at være … perfekt. Kreative muligheder kan ikke ses på specs. Det kom på markedet i januar 2013. 8 år er, indenfor digitale kameraer, nærmest en menneskealder. Og rent specmæssigt er det ikke imponerende: 16 mpf2.0 objektivAPC-S sensorHD-video Der er store chancer for at din mobiltelefon, på papiret, har bedre specs. Begrænsningens kamera Fuji X100S handler for mig nærmest om fravalg. Der er utrolig meget det kamera ikke kan. En fast 23mm optik og en til tider ekstrem upålidelig autofokus er det ikke kameraet til sport, action, dyr eller andet som bevæger sig hurtigt og/eller befinder sig lidt væk. Det er svært ikke at fokusere på begrænsningerne når du samler kameraet op. Ikke hele tiden være opmærksom på alt det som kameraet ikke kan. Ikke frustreres over det billede som kameraet IKKE kan tage. Men det er nøglen til at forstå appellen. Mulighedernes kamera Vi kan vælge at betragte begrænsningerne i ethvert kreativt redskab som bevidste fravalg. I selve valget af værktøj vælger vi fra – og dermed vælger vi til. Når jeg går en tur gennem København og har valgt at tage X100S i lommen er jeg klar over hvad jeg gør. Jeg kender begrænsningerne, men jeg kender også mulighederne. X100S kan lave billeder hvor der er meget lidt lys. f2.0 og rimelig gode præstationer ved høje ISO gør netop det. I mørke kan det ikke fokusere overhovedet, men den manuelle fokus fungerer fint så længe man har tiden til at bruge den. Det betyder også at jeg fotograferer anderledes med X100S end jeg gør med mine andre kameraer. Det er på mange måder som at fotografere med et filmkamera. Fordi hver eksponering kræver arbejde har jeg en tendens til kun at tage et billede af hvert motiv. Til gengæld tænker jeg over komposition og gestus på en anden måde end når jeg tager snapshots med sin mobil. Faktisk har jeg haft kameraet i 8 år og kun taget 21800 billeder med det. Det kan godt lyde af meget, men det er ingenting i forhold til mine andre kameraer. Især i betragtning af, hvor trofast en følgesvend det har været – og stadig er. Proces Så i praksis – hvordan bruger jeg mit X100S? Hvilke valg er det jeg tager? Manuelt fokusJeg stoler simpelthen ikke på autofokus i det kamera, og har gjort det til en vane i 99% af eksponeringerne at indstille fokus manuelt. Jeg bruger den ret fikse Focus Peak-indstilling, som gør at jeg automatisk får et udsnit af mit motiv når jeg rører fokusringen på objektivet, og kan se om jeg er skarp i detaljerne. Med lidt øvelse sidder den i skabet stort set hver gang.RAWFaktisk leverer X100S fantastiske JPG-filer ud af kameraet, men jeg er dybt afhængig af min efterbehandling i Lightroom – især mine sort-hvid konverteringer. Så den står altid på RAW. Det betyder så også at jeg har fravalgt muligheden for dobbelteksponeringer og andet som kun fungerer på JPG.Manuel eksponeringLigesom jeg ikke stoler på fokuseringen stoler jeg heller ikke på lysmåleren. I motiver med høj kontrast oplever jeg gang på gang, at den tager fejl og over- eller undereksponerer. Når jeg fotograferer med den elektroniske søger slået til (og det gør jeg altid) kan jeg se eksponeringen direkte i søgeren og behøver ikke engang at se på lysmåleren. Jeg indstiller bare eksponeringen til det ser ud som jeg ønsker … og ved at jeg kan rette det sidste i Lightroom.1/125 sekundMin lukkertid står stort set fast på 1/125 når jeg går omkring og fotograferer. Det fryser motiver i moderat bevægelse, forhindrer rystede billeder, men lukker så meget lys ind, at jeg oftest ikke er tvunget til kun at skyde på f2. Resten af eksponeringen klarer jeg ved at variere på ISO.Lydløs lukkerEn særlig feature ved X100S er den lydløse lukker (det var en stor ting i 2013 – i dag er det mere normalt). Det betyder at jeg kan indstille kameraet til ikke at sige noget når jeg trykker på udløseren. Kun et lille diskret “pffft” kommer der fra det. Ikke hørbart af andre end mig der får en bekræftelse på, at jeg har taget et billede. Det gør så tilgengæld at jeg ikke kan bruge den indbyggede blitz. Men … den har jeg faktisk aldrig prøvet at bruge. For nogle år siden tænkte jeg på at sælge mit X100S. Det var jo gammelt og jeg ejer langt bedre kameraer. Det gjorde jeg ikke. Nu forstår jeg ikke, hvordan jeg overhovedet kunne overveje det. “Kreative redskaber” er en serie om de redskaber vi bruger når vi skaber. Her vil jeg udvælge nogle af de konkrete redskaber jeg bruger i min hverdag og se på deres appel – og den praktiske anvendelse. Jeg har startet med X100S, men vil i kommende nedslag se på andre typer af redskaber og udstyr. Fra videokameraer til kuglepenne. Hardware og software. […]
Som en entusiastisk, men ikke nødvendigvis specielt dygtig, computerspiller har jeg altid holdt mig langt fra hardcore-mode i Call of Duty. Det var en fejl! Computerspil er min måde at slappe af på. Jeg spiller ikke mange timer ad gangen, men tager gerne et break ind imellem for at slappe af. I den sammenhæng er spil som Call of Duty perfekte fordi jeg kan tage et par kampe og så lukke ned igen. De tager ca 10 minutter stykket, så 2-3 kampe giver mig en halv times pause. Spiller man sådan kan man ikke konkurrere med de hardcore teenagere der har dedikeret størstedelen af deres vågne timer til spillet. Det lever jeg med. Jeg er sjældent den bedste, men sætter en ære i for det meste at lande et sted i top 3 for mit hold. Hardcore I Call of Duty er der to indstillinger at vælge imellem. “Core” og “Hardcore”. Du kan godt høre det ikke. Hardcore lyder ret intimiderende og derfor har jeg sådan set også holdt mig langt fra det. Tænkte at der ville de virkelig dygtige spillere være, og min computerspilsrelaterede selvtillid ville komme på alvorlig prøve, hvis jeg vågede mig derind. Men jeg følte mig nok overmodig i denne uge da jeg valgte at starte en quick match på hardcore. Det var AWESOME. Forskelle på core og hardcore Når man går hardcore sker der en række ting med spillet: Al HUD-information forsvinder fra skærmen. Man kan ikke se sin ammunition, sit liv, sine point eller sit sigtekorn(!)Våben bliver meget mere dødelige I spillet betyder det, at det bliver meget sværere at skyde fra hoften fordi man ikke har et sigtekorn på skærmen. Løfter man sit våben til at sigte kan man naturligvis bruge våbnets monterede sigtekorn. Og det betyder at man for det meste dør af et skud – og dræber med et skud. Hoppende teenagere Det interessante er, at det fører til en anden måde at spille på. I “core” vil der ofte være spillere, hvis taktik er at løbe rundt og skyde fra hoften – og hoppe konstant så de er svære at ramme. Det er uden sammenligning den mest irriterende type spillere. De kan udnytte, at man i core skal rammes en del gange for at dø, og da de løber og hopper så bliver de ikke ramt. Men helt ærligt – hvor mange krigsfilm har du set, hvor der er soldater der løber og hopper rundt på slagmarken med en kniv? Den type af opførsel fungerer bare ikke i hardcore. De kan ikke ramme fordi de ikke har et sigtekorn, og et velplaceret skud i benet nedlægger dem. Så spillet bliver meget mere roligt. Man sniger. Man gemmer sig. Man sigter. Kløgt vinder over hoppende teen. Det betyder også, at hele kategorier af våben pludselig bliver meningsfulde. Rifler der kun skyder et enkelt skud kan nu dræbe på det skud. Man behøver ikke at drøne rundt på fuld auto for at give skade nok. Det velplacerede skud med en riffel vinder hver gang. One Shot – One Kill […]
I ugebrevet #2 lovede jeg at podcasten “Adam Bindslev” ville vende tilbage. Det er den nu og kan findes der hvor du lytter til dine podcasts. Den nye episode handler om … podcasts! How very meta. Det er min ambition, at podcasten skal være en fast bestanddel af min onlinetilstedeværelse. Jeg elsker podcasts (og laver jo blandt andet også DataSnak sammen med Anders og Jeppe) – men det er også et krævende medie. I hvert tilfælde for mig. Især når det bliver personligt. Stemmen har en særlig intimitet. Det føles nøgent. Jeg bliver enormt bevidst om, hvor mange følelser der ligger i stemmen. I det lille skift i kadence eller tone. I pausen. Eller manglen på pause. Men det er også det som podcasten kan. Formidle på flere planer på en gang. Skabe et intimt rum mellem afsender og modtager. Det er unikt. Den podcast der er genopstået i denne omgang hedder “Adam Bindslev”. Den er det lydlige modstykke til denne blog. Hvilket også betyder, at den kan indeholde alt muligt forskelligt. Fra overvejelser omkring medier som i denne episode, samtaler eller f.eks anmeldelser af ting jeg bruger til hverdag. Præcis som denne blog er jeg fuldt bevidst om at målgruppen er meget meget smal. Det kan være du læser det her, eller har lyttet, og tænker at det godt nok ikke var noget for dig. Det er helt ok. Så er det nok ikke noget for dig. Men har jeg bare en lytter der synes det er fedt – så er jeg tilfreds. Tjek forresten show notes til episoden for at finde linket til Anchor, hvor du kan indtale en besked til mig. Det kunne være et spørgsmål, en kommentar eller et forslag til et emne. […]
Grenaa Havn – 22/02 2021 […]
Jeg er Marianne. Plaget af min fortid og med evner til at bevæge mig ind i en åndeverden, som andre ikke kan se. Og som de fleste nok i virkeligheden er ret glade for ikke at kunne se. For der er godt nok ikke særlig rart. Spillet The Medium foregår i Polen i 1999. I en verden fyldt med spøgelser – ikke mindst kommunismens. Her spiller jeg Marianne der løser fortidens mysterier og hjælper sjæle der ikke kan finde ro. Marianne kan som sagt agere i en parallel åndeverden – og her griber spillet til en spændende løsning. Man spiller simpelthen dele af spillet i splitscreen, hvor man styrer Marianne i både den virkelige verden og i åndeverdenen. Nogle af gåderne i spillet skal løses i den fysiske verden – andre i den metafysiske. Og ofte vil en gåde løses med elementer fra både den fysiske og metafysiske. Lyder det indviklet? Det er faktisk ret intuitivt når man spiller det. Flashback til mit 1999 I 90erne og de tidligere 0’ere brugte jeg meget tid på at spille rollespil. Altså den gode gammeldags slags med papir, terninger, en levende gamemaster og så videre. Jeg spillede AD&D, Call of Cthulhu, Vampire etc. I starten simple små eventyr med massevis af terningslag, kamp og spilmekaniske overvejelser. Men så skete der noget i rollespilsmiljøet. Vi flyttede os fra det klassiske rollespil til det terningløse. Ikke flere stats, terninger, skadesangivelser fra våben. Fokus på historien kom i højsædet. Dengang brugte vi også meget tid på at tale om computerspil – og hvordan computerspil, ifølge os, aldrig ville kunne give den samme oplevelse som bordrollespillet. I det analoge format var vi uden grænser. Spillerne kunne vælge at gøre hvadsomhelst og gamemasteren måtte var følge med. Hvordan skulle man kunne gøre det i et computerbaseret rollespil? Alle ombord på toget The Medium minder meget om de rollespil fra slutningen af 90erne. Faktisk meget dem jeg spillede i 1999, hvor spillet også foregår. Her er heller ingen kamp, ingen stats, ingen indikator for health eller andet i den stil. Historien om Marianne er i centrum. Og The Medium løser IKKE det problem, som vi snakkede om dengang. Her er man som spiller bestemt ikke uden grænser. De fleste gåder har en og kun en løsning. Det her er ikke en stor åben verden, men en serie af scener man som spiller oplever og agerer i. Det er en præmis man simpelthen er nødt til at købe når man spiller The Medium. I en af spillets første scener står man og skal ind på et stort forladt hotel. Døren er låst så man skal finde en vej ind. Hele indgangspartiet er lavet af glas og der ligger murbrokker overalt. Men kan Marianne samle en sten op for at smadre en rude? Nej. Hun skal igennem en længere proces involverende en gammel bil, en skruetrækker og en skraldespand. Her savner jeg virkelig at kunne sige til gamemasteren: “Jeg smadrer ruden med en sten” eller “Jeg sparker låsen op”. … men det er et tog man gerne vil blive på Men på trods af den meget lineære struktur så fortsætter jeg. Fordi det simpelthen er en god historie – og meget flot fortalt. Åndeverdenen bringer mindelser om Lovecraft og er gennemgående creepy. Den virkelige verden er forfalden, beskidt – og sådan set også ret creepy. Grafikken er flot. Det er ikke et spil i højt tempo, men til gengæld bruger det så grafikken til skiftende kameravinkler, lav dybdeskarphed og effekter der understøtter stemningen. Det sætter også din PC på overarbejde når den skal rendere to verdener på en gang i splitscreen – men fordi det her ikke handler om hurtige reaktioner, så lever vi med at FPS er i 30erne selv på en RTX 3080 som jeg har i min PC. Og lyddesignet er noget helt for sig selv. I stil med spil som Hellblade: Senua’s Sacrifice bruger The Medium virkelig lyden effektivt til at skabe stemning. På en måde hvor hovedtelefoner eller et virkelig godt lydanlæg gør det her mest ære. At høre spillet gennem crappy højttalere er synd og skam. Ikke fordi der er MEGET lyd. Men det lyd som er der er velvalgt, præcist og stemningsfuldt. Og Mariannes gennemgående fortælling – stemme af Kelly Burke – er fremragende og fortjener at blive lyttet til fremfor bare læst som undertekster. … og hurra for Xbox Game Pass Ultimate Hvis jeg skal købe The Medium på Steam koster det lige nu 45 euro. Og selvom jeg ikke er i tvivl om, at The Medium er hver en euro værd, så ved jeg også godt med mig selv, at det ville jeg aldrig have betalt. Grunden til at jeg har spillet The Medium, og fået en oplevelse med positive call-backs til min ungdom i 90erne er Xbox Game Pass Ultimate. For The Medium kom på Game Pass på udgivelsesdatoen, så fordi jeg betaler for det hver måned fik jeg det uden yderligere omkostninger. Og det er her hvor Game Pass viser sin værdi. For ja – det er fedt at jeg ikke behøver at købe den næste udgave af Forza, Halo eller Elder Scrolls. Men det virkelig fede er den valgfrihed jeg får. At jeg kan downloade og prøve et spil som The Medium bare for at se om det er noget for mig. For en super casual gamer som mig, der sjældent får gennemført et spil, så er den form for “Netflix for spil” perfekt. Fordi jeg kan få lov til bare at plukke løs i alle mulige spil – og pludselig får spiloplevelser jeg nok ikke ville få ellers. The Medium fås til PC og til Xbox Series S og X (hvis du kan få fat på sådan en). […]
Hvordan starter man sin kreative proces bedst muligt? Ved at gå ud og love en masse man ikke ved om man kan holde! Eller … det er i hvert tilfælde en måde. Og det er en stor del af årsagen til, at fredag den 5. februar 2021 kl. 14:00 udkommer første nummer af “Udkanten” – mit nye ugebrev med “meddelelser fra udkanten”. “Jeg har startet et nyhedsbrev på Revue”, sagde Jeppe i telefonen. “Det er det nye nyhedsbrevsystem som Twitter har købt – og som er integreret med Twitter. For ved du hvad du og jeg er?” “Øhhh … integreret i Twitter?”, svarede jeg tøvende “Lige netop. Så skal du ikke være med? Vi laver et hver og udkommer hver fredag?” “Øh ok” Og sådan blev det. Et nyhedsbrev var født. Jeg anede sådan set ikke hvad jeg gik ind til for da jeg førte samtalen med Jeppe havde jeg ikke set Revue – og jeg kunne ikke tjekke hvordan det så ud for jeg sad i bilen på parkeringspladsen foran Fakta i Glesborg. På fredag kl.14.00 udkommer den første udgave af mit nye personlige nyhedsbrev der ugentlig samler op på mine tanker om alt muligt. Skriv dig på listen, hvis du vil læse mere end 280 tegn fra mig:https://t.co/xKU7rOMoLRIdeen er opstået sammen med @adambindslev— Jeppe Engell (@jeppeengell) January 29, 2021 Men jeg kom hjem, tjekkede Revue og startede min konto. Så nu er det her altså. “Udkanten” – du kan abonnere på det nederst i denne her artikel – eller på udkanten.adambindslev.dk Så hvad kan man forvente af mit ugebrev (som jeg helt bevidst ikke kalder et nyhedsbrev fordi du skal nok ikke forvente nyheder)? Helt ærligt så ved jeg det jo ikke helt. Det er et eksperiment og et eksperimentarium. Men hvis bloggen her giver mening for dig, så kan du nok forvente mere af det samme. Men mere som et brev og mindre som artikler. Det hedder “Udkanten” fordi det er mit udgangspunkt. Det perspektiv jeg anlægger. Den som står lige i udkanten og kigger ind. Eller som befinder sig i udkanten og tilbyder andre et kig ind i min verden. Der er ingen faste emner og ingen agenda. Det kan handle om livet, arbejde, teknologi, fotografi, gaming, lange gåture, podcasting, projektledelse, nedlukningsblues og alt muligt andet. Alt det jeg laver og som fylder i mit liv. Jeg lover ingenting – og det har jeg tænkt mig at holde. […]
Så skete det – Twitter besluttede sig for at lukke Donald Trumps konto. Jeg ønsker ikke at forholde mig til det rimelige eller urimelige i deres beslutning. Det er deres. De er et privat selskab og kan gøre hvad de vil. Men for alle der kommunikerer på nettet bør det være tid til en opvågning. Når både Twitter, Facebook, Youtube og for den sags skyld TikTok kan udelukke en siddende amerikansk præsident, også kendt som “verdens mest magtfulde mand”, så må det være åbenlyst for enhver at ingen, absolut INGEN, er too big to fall i den moderne social-medie-virkelighed. Så selvom man som venstresnoet dansker kan sidde og grine lidt i skægget over udelukkelsen, så burde det nok mane til en vis eftertanke. For hvad er det egentlig for nogle platforme vi vælger at lægge vores kommunikation på? Vi har i de sidste 5-10 år lagt en større og større del af kommunikationen væk fra platforme vi selv kontrollerer og over på platforme kontrolleret af andre. Det er blevet kotume for politikere at bruge Facebook til at fremsige politiske budskaber. Der er virksomheder der lægger stort set al deres kommunikation på Instagram. Og der er altså amerikanske præsidenter som har sat hele kommunikationsstrategien på Twitter. Det frie og åbne web Dagens udelukkelse viser nu med al tydelighed, at det er og bliver en blindgyde. At når du bygger et hus på lånt grund så har du ikke magt over, hvad der sker med det. Til gengæld viser det også en ny vej. Eller faktisk bare en gammel vej, som alt for få vælger at gå ned af. Nemlig det frie og åbne web. Der hvor du, hvis du overholder landets love og betaler for din hosting, kan skrive hvad som helst. Uden at Twitter, Facebook, LinkedIn eller TikTok kan gøre noget ved det. Hvis nu Donald Trump havde haft en blog, og så havde brugt Twitter til at sende links ud til sine skriverier, så ville det at udelukke ham slet ikke have den gennemslagskraft som det har haft. Fordi så ville det hele stadig være tilgængeligt, fans kunne gå ind på hans side og følge den – og han kunne bruge alle mulige andre medier til at linke til indholdet. Twitter bestemmer ikke over mig (eller dig) Ja, det kræver lidt mere arbejde at hoste sit indhold selv. Men ikke RET meget mere arbejde. Og det giver så mange fordele, at det stadig undrer mig at så mange vælger at tage den nemme løsning og forære hele indholdet til kommercielle platforme, hvor de ingen kontrol har. Vi skal stadig bruge de sociale medier. De tider, hvor jeg kunne regne med at nogen gik ind på denne her side af sig selv er nok, desværre, slut. Så jeg bruger de sociale medier til at linke tekst, lyd og billeder som ligger her. Du læser næsten helt sikkert det her fordi du har set et link på Facebook, LinkedIn eller Twitter. Men det er den logiske udviklingen af nettet. Det er linket! Det var sådan set det der var den geniale ide som startede det. Men hvis de platforme smider mig af – så er jeg stadig at finde lige her. Så længe jeg betaler for min hosting og overholder landets love. Og jeg kan endda tage mit indhold med mig og skifte til en anden host, hvis jeg skulle have den lyst. […]
Efter et år med virtuelle møder, samarbejder og socialisering skulle man tro, at vi var ved at være gode til det. Og måske er vi. Men det er bare som om det hele bliver meget mere kompliceret så snart vi er mere end to. Før den den store virus kom og erobrede dagsordenen var jeg først freelancer og senere bare “remote worker”. Jeg var vant til at samarbejde digitalt – og vidste også godt, at mange jeg arbejdede sammen med følte at det var … bedre … hvis man mødtes fysisk. Det førte til mange kilometer i bil til projektmøder og en masse andet. Fair nok – virtuelle samarbejdsværktøjer er ikke for alle tænkte jeg. Så kom pandemien og alle blev sendt hjem. Teams, Slack og Zoom blev fundet frem fra skrivebordsskufferne og mange begyndte, måske med en smule modvilje først, at bruge dem. Og mange opdagede at det faktisk fungerede fint. At vi godt kan holde effektive møder uden at udveksle aerosoler. At vi godt kan få noget fra hånden uden at kaffen kommer fra samme kaffemaskine. Der var en pionerånd i starten, dengang i marts. Vi ville have det til at fungere. Og efterhånden kom der rutine i det. Det asynkrone samarbejde Det handlede meget om møder i starten, men fordi de foregik på Teams begyndte flere at bruge chatten. Jeg kan med glæde meddele at mængden af email som ligger i min indbakke er faldet med 80% siden marts 2020. Fordi de faste samarbejder i høj grad er flyttet over i Teams og Slack. Nice! Det fungerer fantastisk når man er to. Den løbende onlinesamtale virker det som om alle mere eller mindre har taget til sig. Måske fordi vi allerede kender den fra SMS, Messenger og alle mulige andre steder. Det er effektivt, fokuseret og meget hurtigere end de uendeligt mange mails. Men ikke alle projekter laves af to personer. Faktisk er de fleste projekter et samarbejde mellem mere end to. Og der sker der noget. Eller nærmere – der sker der ikke noget. 1% af ansvaret Jeg tror ikke det er systemernes skyld – og jeg tvivler på at vi kan designe os ud af det. Men ligeså snart det er en samtale på chat med mere end to deltagere så går det i stå. Måske fordi vi hurtigt kan bilde os selv ind, at det er de andre to der taler sammen og vi bare læser med. Hvis alle tre mener det så … sker der sgu ikke ret meget. En af mine venner sagde en gang til mig at delt ansvar er 1% til hver – og derfor fungerer det ikke. Det samme er gældende her. Det er simpelthen ikke mit problem at fremme samtalen. Det er bare heller ikke dit eller hende den tredje som er i samtalen. Så derfor holder vi fysiske møder så snart vi er mere end to. Såsætter vi os ned, drikker kaffe, deler aerosoler og planlægger hvem der skal gøre hvad. Som vi så skal følge op på i chatten, men der er der ingen der svarer så vi er nødt til at holde endnu et møde … og så videre. Teamsind Årets ord er “samfundssind”. Fordi vi er gode til at tage ansvar for samfundet. Passe på hinanden. Være opmærksomme på reglerne. Det er godt og vigtigt. Men det løser ikke de små problemer. På en eller anden måde må vi oparbejde et virtuelt teamsind. At det som nogen skriver i chatten er ligeså vigtigt og kræver ligeså meget svar og overvejelse som hvis de sagde det til et fysisk møde. At det er ligeså forpligtende. Det må vi hjælpe hinanden til. […]
Det krævede talrige tilløb at blive “god” til at bruge min notesbog. Ikke sådan rigtig skrive dagbog, men så alligevel. I hvert tilfælde skrive i den hver dag. Men gennemlæsning af mine noter fra sommeren 2020 giver grund til overvejelser. Jeg udfyldte i mandags den sidste side i den notesbog som jeg påbegyndte i april 2020. Altså en notesbog som har fulgt mig hen over sommeren og frem til i dag. Den er fyldt med alverdens tanker, overvejelser, ting jeg skal huske, oplæg til foredrag og alt muligt andet. Som en god notesbog skal være. Løst og fast. Væsentligt og uvæsentligt Indre liv – ydre hændelser Men en ting er fraværende, og det er overraskende. For der er masser af tanker om hvordan jeg arbejder bedst, om travlhed og stress, metasnak om at skrive, tegninger og ideer og alt muligt andet. Men der er IKKE ET ENESTE ORD OM CORONA! Ikke nævnt en eneste gang i en hel notesbog. Det undrede mig. Og så begyndte jeg at kigge dybere. Det her handler ikke kun om, at jeg ikke skriver om Corona. Jeg skriver intet om hvor jeg er, hvad jeg oplever, hvordan min omverden er. Ikke et ord. Min notesbog fra dette halvår beskæftiger sig stort set kun med mit indre liv. Det tror jeg er en fejl. Når jeg ser tilbage på den notesbog så er den sært tom. Fordi jeg har jo levet de måneder i en kontekst. Og den kontekst er fraværende. Notesbog vinteren 20-21 I tirsdags startede jeg en ny notesbog. Det er altid noget lidt særligt. Det at tage en helt ny blank notesbog op af tasken og skrive på den første side. Point of no return. Og denne gang besluttede jeg mig så for at gøre det anderledes. At inkludere den ydre verden. Jeg tror på det er vigtigt – og at det har været en mangel i min tænkning. At jeg har været så forhippet på at bruge mine noter til selvrefleksion, at jeg ikke har haft øje for at heller ikke jeg er en ø. At mit indre afhænger af det ydre. Endnu værre frygter jeg, at det har gjort mig blind for det ydre. At jeg ikke har været opmærksom på den betydning som mine omgivelser også har for mig. Fordi jeg har været så optaget af at pille i min egen navle. Det ved vi alle næppe er sundt. Fremad I virkeligheden er genopstandelsen af denne blog en del af den samme bevægelse. Da coronaballaden begyndte for 9 måneder siden var jeg overbevist om, at det ville medføre en kreativ eksplosion hos mig. Det gjorde det ikke. Nærmere en implosion, hvor jeg mistede motivation for at dele noget som helst med nogen. Jeg havde troet at nu skulle jeg podcaste, skrive, være Youtuber og alt muligt andet. Men i stedet skete der … intet. Fordi jeg sank ind i en uendelig selvterapeutisk session, hvor jeg blev ved med reflektere over mit eget indre. Men præcis som at mine notesbøger nu skal være mere udadrettede så er jeg overbevist om, at det skal denne her blog også. Og min Youtube-kanal. Og min podcast. Og min Twitter … og … og … og. Men nu starter jeg lige med notesbogen. […]
Siden 2009 har jeg haft udbredt frihed i forhold til hvor jeg arbejder. Dels som selvstændig og dels som “remote worker”. Jeg har arbejdet fra kontorfællesskaber, mit eget studie, hjemmefra, fra cafeer, i kontorlandsskaber og alle mulige andre steder. Jeg har jagtet den perfekte arbejdsplads. Men den findes ikke. Præcis som mit arbejde består af mange forskellige typer af opgaver så har forskellige arbejdspladser forskellige egenskaber der på den ene eller anden måde muliggør, eller forhindrer, det optimale arbejde. Mens jeg skriver disse ord sidder jeg på en cafe – omgiver af mennesker der taler og musik der spiller. For mig er det noget nær en ideel situation når jeg skal skrive, men det ville – i sagens natur – være mindre ideelt hvis jeg skulle holde møder med kursister. 3 aspekter / egenskaber Jeg har identificeret 3 egenskaber som definerer en arbejdsplads (eller sådan set et hvilket som helst sted / rum). Faciliteter, artefakter og fravalg. Faciliteter Det er faciliteterne som oftest får os til at vælge det ene eller det andet sted at arbejde. Det er det som definerer det vi kan. Er der strøm? En computer? Internet? Mødelokaler? Lydstudie? Drejebænk? Du forstår pointen. Altså hvilke ting er det jeg kan her som jeg, måske, ikke kan andre steder. I gamle dage (altså for 5-10 år siden) var det ENORMT vigtigt for sådan en som mig. Jeg kunne ikke være sikker på at finde internet og min computer kunne holde strøm i under en time. Jeg var afhængig af alle de der “kontorfaciliteter” som erhvervsmæglere altid sørger for at liste op i deres annoncer. Men sagen er, at det er blevet meget mere ligemeget. Jeg sidder og skriver det her på en iPad. Den holder strøm i 10 timer. Internet er leveret af min telefon der ligger på bordet ved siden af mig. Min iPad, mit tastatur, mit kamera og min telefon kan ligge i en lille taske. Kort sagt er faciliteterne under pres – eller kravene om særlige faciliteter er. Der er naturligvis tidspunkter hvor det er vigtigt, og hvor jeg vælger min arbejdsplads på grund af det jeg kan der, som jeg ikke kan andre steder. Det kan være et værktsted, et studie (video eller lyd), et undervisningslokale eller et mødelokale. Men oftest er det ikke DET som bestemmer om jeg er produktiv på en lokation. Artefakter Langt oftere er det artefakterne der er bestemmende. Ikke det jeg kan – men hvordan der er. Som her hvor jeg sidder omgivet af folk der spiser og hvor musikken spiller. Hvor jeg kan koncentrere mig på grund af stemningen – og ikke på trods af den. Jeg fungerer dårligt i stilhed – måske fordi jeg omgiver mig med den så meget. Når jeg ser tilbage på 10 års nomadetilværelse er det næsten altid artefakterne der har bestemt om jeg har fungeret et sted. Det har været duften, stemningen, menneskene, lyset eller placeringen. Når jeg elsker mit lille kontorfællesskab i Stenvad Mosebrugscenter er det ikke fordi internettet der er bedre end hjemme – for det er det ikke. Men det er fordi det er … der! Fordi det ser ud som det gør. Og det er godt. Stenvad Mosebrugscenter Fravalg Det sidste element, og det mest oversete, er fravalget. Når jeg vælger noget så vælger jeg noget andet fra. I et grænseløst arbejdsliv kan det give god mening. Når jeg sætter mig et sted, hvor jeg ikke kan tale i telefon, ikke holde møder og ikke optage video så tvinger det mig til at gøre det jeg så kan. Bedste eksempel på det er toget. Jeg elsker at arbejde i tog. I forhold til faciliteter er det røv og nøgler. Internettet er dårligt, kaffen er værre og SÅ godt sidder man altså ikke. Eneste formildende facilitet er det faktum at man kører over 100 km i timen mens man arbejder. I forhold til artefakterne er toget også so-so. Det kan være meget hyggeligt, men altså. Det er ikke derfor det fungerer så godt. Det fungerer så godt på grund af fravalget. Fordi toget tvinger mig til at koncentrere mig om at skrive – eller læse. Fordi det er det jeg kan der. Tilbage til cafeen Og så er jeg tilbage ved start. Tilbage her ved cafebordet. Jeg satte mig her med det ene formål at skrive dette (og drikke en øl). Fordi jeg vidste at HER kunne jeg få hul på denne her blogartikel. Fordi jeg ganske enkelt ikke kunne andet. […]
Det starter hver morgen med en kop kaffe, en playliste på Spotify, min kalender og en god pen. Det er de fem minutter der gør, at jeg kan begynde min dag uden at gå i panik over de mange ting jeg skal nå. Jeg tror ikke jeg kan tælle hvor mange systemer jeg har forsøgt til at holde styr på opgaver. Alverdens to-do-apps, kalendersystemer, GTD-filosofier og alt muligt andet. Det startede for mange år siden med “Remember the Milk” og fortsatte op til 2020. Indtil jeg fandt et system der faktisk virker. Og det er 100% analogt. Nu er 2020 næsten gået, og jeg har holdt fast. Det er det længste jeg nogensinde har kørt et “sådan husker jeg hvad jeg skal lave”-system. Det har gjort det som det skulle. Nemlig sørger for, at jeg får lavet det jeg skal. Men endnu vigtigere – sørget for at jeg også kan udsætte det som ikke er vigtigt til senere uden at have dårlig samvittighed over det. Elementer Det vigtigste element er kalenderen. En god gammeldags papirkalender med 1 dag pr. side. Der skal være godt med plads. Paperblanks har nogle pæne, men andre notesbogsfirmaer kan også levere. Man kunne teoretisk også gøre det i en klassisk Mayland-kalender, men så forsvinder den ikke uvæsentlige æstetiske dimension. Sådanne ritualer skal være behagelige. Derfor skal kalenderen være pæn, kaffen god og pennen behagelig at skrive med. Med alt det på plads kan jeg så sætte mig ned, åbne kalenderen på dagens side og starte derfra. Og der er en grund til at det skal være en kalender og ikke en notesbog. Jeg prøvede en overgang med en notesbog, men det er en stor fordel i kalenderen at jeg kan skrive opgaver og begivenheder ind i fremtiden. Udsættelse er en af nøglerne til succes. notationen Der er 7 notationer i mit system – stærkt inspireret af Bullet Journal, men nogle elementer er nye og andre er droppet. Det første element er stregen “-“. Den indikerer en begivenhed eller en aftale. Ikke noget som skal krydses af, men noget som jeg skal den dag. Tandlæge, eksamen, undervisning, podcastoptagelse eller noget helt femte. Det er tit aftalerne der sætter tonen for dagen. Ofte vil der allerede stå aftaler eller begivenheder på siden når jeg åbner kalenderen om morgenen fordi de er planlagt på forhånd. Grundtegnet – det vigtigste – er prikken “•”. Den indikerer en opgave som skal udføres i dag. Igen kan der sagtens være opgaver allerede skrevet ind, som er blevet udsat fra tidligere (mere om det senere). Alt kan være en opgave, og for mig betyder det noget at have en del forskellige. Så der altid er en nem en at tage fat på. Så derfor kan “Færdiggøre videoer til ledelsesundervisning” være side om side med “Bestil tid hos frisøren”. Begge er ting som skal gøres – en mere langvarig end den anden. En særlig form for opgave er den uopsættelige. Den markeres med et udråbstegn foran prikken “! •”. Hvis jeg er i dramatisk humør bruger jeg en rød pen til udråbstegnet. Det markerer de ting som jeg SKAL lave i dag og som ikke kan udsættes til i morgen. De ting som jeg, hvis jeg er klog, starter med at lave. De fire øvrige notationer bruges i løbet af dagen til at håndtere opgaverne: En skråstreg gennem prikken markerer, at opgaven er påbegyndt, men ikke afsluttet Et kryds gennem prikken markerer, at opgaven er fuldført En vinkel med spids i prikken markerer, at opgaven er udsat til en anden dag. Udsættelser er naturlige og vi kan ikke undgå dem. Men de skal håndteres. Så ligeså snart jeg opdager, at jeg er nødt til at udsætte en opgave så sætter jeg vinklen i den – og skriver den ind på en ny dato. Oftest på dagen efter, men hvis jeg med det samme kan se at den dag når jeg det HELLER ikke flytter jeg til den nærmeste dag, hvor jeg faktisk kan nå at gøre det. Og endelig er der overstregningen. En opgave som ganske enkelt er opgivet. Det kan være meget tilfredsstillende når man erkender, at en opgave man har skubbet foran sig længe bare ikke skal skubbes mere, men bare droppes. Fordi det ikke længere er aktuelt – eller måske fordi det var en dårlig ide fra starten. Dagen Hele dagen har jeg kalenderen og pennen hos mig, så jeg kan skrive nye ting ind, markere som udført eller vælge at udsætte. Og når dagen slutter sætter jeg mig med kalenderen igen. Markerer hvad der måske ikke er blevet markeret. Udsætter det jeg ikke nåede. Det eneste som betyder noget er at der ikke er nogen prikker • nogen steder. At alt er blevet markeret. Så sover man bedre om natten. […]