Glæden ved at gennemføre et computerspil

Jeg er indbegrebet af en casual gamer. Tjenester som Xbox Game Pass er nærmest lavet til mig – for jeg har et stort, men meget overfladisk, forbrug af computerspil. Men i 2022 besluttede jeg mig for, for en gangs skyld, at gennemføre et computerspil. Det var nærmest transformativt!

Når man er 49 år, har børn, job, forpligtelser og den slags så er det sjældent jeg kan sætte mig ned og spille en hel weekend. Eller en hel nat. Som man kunne dengang man var ung. Det betyder at mine computerspil nærmere bliver 20-40 minutter hist og her. Og det betyder også at multiplayerspil som Halo Infinite og Overwatch oftest bliver mit valg. 1, 2 eller 3 kampe – og så videre med noget andet. Men jeg opdagede at jeg, når jeg spiller på den måde, går glip af noget ret vigtigt i spillet. Nemlig historien!

Tilbage til kampagnen

Som gammel rollespiller burde jeg jo ellers nok have forståelse for narrativet i spillet. Det var nærmest det jeg brugte mit liv på i perioden fra jeg var 18 til 28. Jeg skrev scenarier, lavede kampagner og fortalte historier med spilmekanik. Så det er jo ret ironisk at jeg nu pludselig forfalder til at bruge spil som overspringshandlinger.

Det er ikke fordi jeg aldrig spiller computerspil med en fortælling. Det gør jeg bestemt. Men det er utrolig sjældent at jeg faktisk gennemfører det. Og her taler jeg ikke om at fuldføre alt – det tror jeg aldrig jeg kommer til – men om at gennemføre hovedhistorien og udvalgte sidemissioner. Jeg tror jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har nået til de afsluttende credits.

En komplet liste over spil med fortælling jeg har påbegyndt indenfor de sidste år kan jeg ikke lave. Men i et hurtigt overblik over væsentlige spil er det Dragon Age, Fallout 4, FarCry 5, Halo Infinite, Mass Effect, Bioshock, Resident Evil 7, Dishonered 1 og 2, adskillige udgaver af Call of Duty, Deathloop, Immortals Fenyx Rising, Hollow Knight, As Dusk Falls, Omori, Weird West, Hades, Hardspace: Shipbreaker, The Outer Worlds, Omno, Dark Alliance, Outriders, The Medium, Batman: Arkham Knight, Wasteland 3, Shadow of War, Hellblade, Metro Exodus, Devil May Cry, Dark Souls 2, Rise of the Tomb Raider, Witcher 3, Cyberpunk 2077 og mange mange flere. Allesammen påbegyndt. Stort set allesammen spil jeg synes var gode. Og allesammen spil, hvor jeg aldrig har gennemført main quest!

Men den franchise der fylder allermest på min liste over ugennemførte spil er Asssasins Creed. Jeg har spillet, og ikke gennemført, virkelig mange Assasins Creed spil. Så i 2022 tog jeg mig sammen.

Jeg gennemførte Assasins Creed Origins! Det lykkedes den 31/12 kl. 17.30 – lige før dronningens nytårstale. Så på et hængende hår.

Det var fedt! Det var mere end det.

Screenshots fra Assassins Creed Origins

Episk

Det er jo egentlig banalt. Men fortællingen i et computerspil er, sådan generelt set, opbygget på samme måde som alle andre fortællinger. Lad os tage et flashback tilbage til folkeskolens danskundervisning.

Berettermodellen. Spændingskurven. Her fremhævet de 4 allervigtigste punkter – nemlig anslag (1), point of no return / optrapning (2), klimaks (3) og afslutning (4). Man finder præcis de samme punkter i de fleste computerspil – og når jeg ser tilbage på listen over manglende gennemførsler kan jeg konstatere at punkt 1 og 2 stort set også er de punkter, hvor jeg har en tendens til at falde fra.

Det svarer til at forlade biografen på det tidspunkt i Ringenes Herre, hvor de forlader herredet og møder Nazgul første gang!

Ofte er det allerede ved anslaget. Jeg starter spillet, spiller de dramatiske første scener og så begynder “the grind”. Der skal samles ressourcer, købes våben, kampsystemer skal læres og det hele bliver lidt mere krævende. Også sjovere – men først og fremmest krævende. Godt eksempel for mig på det er Deathloop. Jeg synes konceptet er fedt, stemningen er awesome og jeg har helt vildt meget lyst til at spille det. Men den dag jeg satte mig havde jeg ikke lige overskud til at sætte mig ind i spilmekanikken. Og så skete livet og jeg glemte at vende tilbage.

Næste farlige punkt er optrapningen i 2. Det er her spillet nogen gange bliver svært. Nu møder man de sværere bosses og man skal grinde lidt mere for at have høj nok level til at slå dem. Kort sagt kan afstanden mellem 1 og 2 simpelthen blive for lang. Og så falder jeg fra.

Problemet er bare, at det også er ved 2 at den store afsløring kommer. Det er her tingene bliver episke, magiske eller mere intense. Det er lige netop det punkt der er designet til at holde mig til ilden. Men når jeg falder fra LIGE FØR det punkt så opdager jeg det aldrig.

I nogen spil gør det at jeg simpelthen ikke finder ud af hvad spillet – i virkeligheden – handler om. Og det er jo helt bizart. Det svarer til at forlade biografen på det tidspunkt i Ringenes Herre, hvor Hobitterne forlader herredet og møder Nazgul første gang!

Tips til gennemførsel

Men jeg gennemførte altså Origins i 2022. Hele den episke fortælling – og det var umådeligt tilfredsstillende. Så en af mine mange forsætter for 2023 er at gennemføre flere computerspil. Startende med Assasins Creed Odyssey, som jeg lige er startet på (igen – jeg har spillet det før, men nu er jeg startet helt forfra). Og her er så de tips jeg, indtil videre, har samlet for faktisk at komme i mål med mit forsæt:

  • Tjek spillet på How Long to Beat – det giver et godt overblik over, hvad du kan forvente. For Odyssey ser det f.eks. ud som herunder. Bemærk forskellen på “Main story” og “Completionist”
  • Sæt dit ambitionsniveau ned. Jeg har opgivet tanken om at gennemføre ALT i et spil. Igen – se herover. Der er ret stor forskel på om jeg kan forvente at bruge 44 timer eller 141. Især da jeg ved at jeg er en ret langsom computerspiller og derfor sikkert kan gange de værdier med 2. Så små 100 timer for at gennemføre hovedquest og sidehistorier. Det må vist være ambition nok
  • Brug sværhedsgraden. Hvis man virkelig bare vil historien har de fleste spil en nem sværhedsgrad, som gør at man egentlig ikke behøver at lære spilmekanikken. Det synes jeg, trods alt, er lidt synd. Så jeg spiller på “Normal”, men er ikke bange for at bruge sværhedsgraden når jeg møder noget som er FOR svært. I Origins var der et søslag som jeg prøvede måske 10 gange – og hvor jeg var SÅ tæt på bare at smide controlleren og tænke “f*** det!”. Men så satte jeg midlertidigt sværhedsgraden ned, sænkede de romere, og satte så bare sværhedsgraden op igen. Done!
  • Sæt tiden af. Og så det helt banale, som gælder i alle livets forhold. Indse at ting tager tid. Hvis jeg forsøger at gennemføre Odyssey som små bidder af 20 minutter så bliver jeg ALDRIG færdig og mister interessen. Så jeg må indse, at hvis jeg vil gennemføre det spil og få den succesoplevelse må jeg simpelthen put in the time!

Lykkes jeg med at gennemføre Odyssey? Nu har jeg jo skrevet offentligt at jeg vil gøre det … så er jeg jo nødt til det.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

5 svar til “Glæden ved at gennemføre et computerspil”

  1. Simon Amby 🇩🇰 Avatar

    @adambindslev Godt skriv. Og helt enig. Når timerne er få, så har jeg også en slam vane med at starte og ikke holde ved. Når spil-"honeymoon" og "nyt spil"-duften har fortaget sig, så hopper jeg ofte videre uden at gennemføre. Men det er slut. Flere spil-skibe i havn i 2023. Så nu skal jeg bare have sat noget tracking op.

  2. Jens Rohde Avatar

    @adambindslev vi holder øje nu! 🙂

    1. Adam Avatar
      Adam

      Svar tilbage

  3. Trezzer (aka Helvedeshunden) Avatar

    @adambindslev God fornøjelse med efterfølgeren. Det er en af min kones favoritter (der er vist kun Syndicate over det). Jeg er ikke selv nået dertil endnu. Jeg starter også for mange, men får dog afsluttet en del. Nogle gange efter LANG tid. Jeg tror, jeg startede med at spille Vay på min iPhone 3G og gjorde det færdigt på iPhone 8. Jeg afsluttede Shenmue 2 ~15 år efter jeg startede på det. Her er de seneste for mit vedkommende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *