This is hardcore

This is hardcore

Som en entusiastisk, men ikke nødvendigvis specielt dygtig, computerspiller har jeg altid holdt mig langt fra hardcore-mode i Call of Duty. Det var en fejl!

Computerspil er min måde at slappe af på. Jeg spiller ikke mange timer ad gangen, men tager gerne et break ind imellem for at slappe af. I den sammenhæng er spil som Call of Duty perfekte fordi jeg kan tage et par kampe og så lukke ned igen. De tager ca 10 minutter stykket, så 2-3 kampe giver mig en halv times pause.

Spiller man sådan kan man ikke konkurrere med de hardcore teenagere der har dedikeret størstedelen af deres vågne timer til spillet. Det lever jeg med. Jeg er sjældent den bedste, men sætter en ære i for det meste at lande et sted i top 3 for mit hold.

Hardcore

I Call of Duty er der to indstillinger at vælge imellem. “Core” og “Hardcore”. Du kan godt høre det ikke. Hardcore lyder ret intimiderende og derfor har jeg sådan set også holdt mig langt fra det. Tænkte at der ville de virkelig dygtige spillere være, og min computerspilsrelaterede selvtillid ville komme på alvorlig prøve, hvis jeg vågede mig derind.

Men jeg følte mig nok overmodig i denne uge da jeg valgte at starte en quick match på hardcore. Det var AWESOME.

Forskelle på core og hardcore

Når man går hardcore sker der en række ting med spillet:

  • Al HUD-information forsvinder fra skærmen. Man kan ikke se sin ammunition, sit liv, sine point eller sit sigtekorn(!)
  • Våben bliver meget mere dødelige

I spillet betyder det, at det bliver meget sværere at skyde fra hoften fordi man ikke har et sigtekorn på skærmen. Løfter man sit våben til at sigte kan man naturligvis bruge våbnets monterede sigtekorn. Og det betyder at man for det meste dør af et skud – og dræber med et skud.

Hoppende teenagere

Det interessante er, at det fører til en anden måde at spille på. I “core” vil der ofte være spillere, hvis taktik er at løbe rundt og skyde fra hoften – og hoppe konstant så de er svære at ramme. Det er uden sammenligning den mest irriterende type spillere. De kan udnytte, at man i core skal rammes en del gange for at dø, og da de løber og hopper så bliver de ikke ramt. Men helt ærligt – hvor mange krigsfilm har du set, hvor der er soldater der løber og hopper rundt på slagmarken med en kniv?

Den type af opførsel fungerer bare ikke i hardcore. De kan ikke ramme fordi de ikke har et sigtekorn, og et velplaceret skud i benet nedlægger dem. Så spillet bliver meget mere roligt. Man sniger. Man gemmer sig. Man sigter. Kløgt vinder over hoppende teen.

Det betyder også, at hele kategorier af våben pludselig bliver meningsfulde. Rifler der kun skyder et enkelt skud kan nu dræbe på det skud. Man behøver ikke at drøne rundt på fuld auto for at give skade nok. Det velplacerede skud med en riffel vinder hver gang.

One Shot – One Kill