3 is a crowd – online

Efter et år med virtuelle møder, samarbejder og socialisering skulle man tro, at vi var ved at være gode til det. Og måske er vi. Men det er bare som om det hele bliver meget mere kompliceret så snart vi er mere end to.

Før den den store virus kom og erobrede dagsordenen var jeg først freelancer og senere bare “remote worker”. Jeg var vant til at samarbejde digitalt – og vidste også godt, at mange jeg arbejdede sammen med følte at det var … bedre … hvis man mødtes fysisk. Det førte til mange kilometer i bil til projektmøder og en masse andet. Fair nok – virtuelle samarbejdsværktøjer er ikke for alle tænkte jeg.

Så kom pandemien og alle blev sendt hjem. Teams, Slack og Zoom blev fundet frem fra skrivebordsskufferne og mange begyndte, måske med en smule modvilje først, at bruge dem. Og mange opdagede at det faktisk fungerede fint. At vi godt kan holde effektive møder uden at udveksle aerosoler. At vi godt kan få noget fra hånden uden at kaffen kommer fra samme kaffemaskine.

Der var en pionerånd i starten, dengang i marts. Vi ville have det til at fungere. Og efterhånden kom der rutine i det.

Det asynkrone samarbejde

Det handlede meget om møder i starten, men fordi de foregik på Teams begyndte flere at bruge chatten. Jeg kan med glæde meddele at mængden af email som ligger i min indbakke er faldet med 80% siden marts 2020. Fordi de faste samarbejder i høj grad er flyttet over i Teams og Slack. Nice!

Det fungerer fantastisk når man er to. Den løbende onlinesamtale virker det som om alle mere eller mindre har taget til sig. Måske fordi vi allerede kender den fra SMS, Messenger og alle mulige andre steder. Det er effektivt, fokuseret og meget hurtigere end de uendeligt mange mails.

Men ikke alle projekter laves af to personer. Faktisk er de fleste projekter et samarbejde mellem mere end to. Og der sker der noget. Eller nærmere – der sker der ikke noget.

1% af ansvaret

Jeg tror ikke det er systemernes skyld – og jeg tvivler på at vi kan designe os ud af det. Men ligeså snart det er en samtale på chat med mere end to deltagere så går det i stå. Måske fordi vi hurtigt kan bilde os selv ind, at det er de andre to der taler sammen og vi bare læser med. Hvis alle tre mener det så … sker der sgu ikke ret meget.

En af mine venner sagde en gang til mig at delt ansvar er 1% til hver – og derfor fungerer det ikke. Det samme er gældende her. Det er simpelthen ikke mit problem at fremme samtalen. Det er bare heller ikke dit eller hende den tredje som er i samtalen.

Så derfor holder vi fysiske møder så snart vi er mere end to. Såsætter vi os ned, drikker kaffe, deler aerosoler og planlægger hvem der skal gøre hvad. Som vi så skal følge op på i chatten, men der er der ingen der svarer så vi er nødt til at holde endnu et møde … og så videre.

Teamsind

Årets ord er “samfundssind”. Fordi vi er gode til at tage ansvar for samfundet. Passe på hinanden. Være opmærksomme på reglerne. Det er godt og vigtigt. Men det løser ikke de små problemer.

På en eller anden måde må vi oparbejde et virtuelt teamsind. At det som nogen skriver i chatten er ligeså vigtigt og kræver ligeså meget svar og overvejelse som hvis de sagde det til et fysisk møde. At det er ligeså forpligtende.

Det må vi hjælpe hinanden til.

Kommentarer?