shallow focus photography of magazines

Medierne, facebook, algoritmer, kønsidentitet og en ond debatcirkel

Jeg har fået en ny hobby. Eller Facebook har påtvunget mig en ny hobby. Nemlig at kommentere artikler om kønsidentitet fra danske medier på Facebook. Ikke fordi jeg er specielt super-woke eller sådan noget, men fordi de forudsigelige, reaktionære og misforståede kommentarer der fylder disse kommentarspor simpelthen skal have et modsvar. Og det er så det jeg har påtaget mig.

Det her indlæg skal ikke handle om kønsidentitet. Det handler om debatkultur, algoritmer og danske mediers ageren. For det kunne være et hvilket som helst “hot button issue” – funktionen er den samme. Jeg ser tre problemer, som bidrager til den onde debatkultur.

1 – Folk læser kun overskriften

Helt klart den største faktor. Langt de fleste kommenterer kun på overskriften til en given artikel. Og som alle gode journalister ved så skal rubrikken jo skabe opmærksomhed. Derfor bliver alting sat på spidsen i overskriften, hvilket i høj grad bidrager til at puste til folks vrede, frustration eller følelse af at være provokeret.

Så hvis folk holdt op med at kommentere på noget de ikke har læst ville vi komme meget langt for at få denne her debatkultur til at falde lidt til ro. Men det er nok nemmere bare at skrive “Jeg bliver sgu så træt 🙈” end at klikke, læse og forstå. Men det må være utilfredsstillende som journalist at skrive artikler, får dem delt på Facebook og så følge et kommentarspor baseret på det som rubrikredaktøren (eller den SoMe-ansvarlige) har fundet på.

Og så forstår jeg for resten ikke hvorfor 🙈 er den foretrukne smiley hos folk der kommenterer negativt omkring kønsidentitet. Men det er vist et emne til en anden gang.

2 – Betalingsmuren

Løsningen på problem nr. 1 ville oplagt være, at folk læste hele den artikel som der bliver linket til. Men her kommer så mediernes rolle ind i det. For de linker for det meste til en artikel som er bag en betalingsmur – hvilket betyder at dem som bare ser opslaget på Facebook ofte ikke KAN læse hele artiklen.

Jeg ved godt, at når Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten etc. gør det så håber de at folk betaler for at læse. Men faktum er, at det gør de ikke. Og hvis de medier var lidt mere seriøse omkring deres udtrykte ønske om at skabe en bedre debatkultur burde de ganske enkelt stoppe med at dele artikler som den brede befolkning ikke kan læse. For det skaber gigantiske kommentarspor, hvor folk diskuterer på baggrund af en sensationslysten rubrik.

3 – Algoritmen skubber på

Når jeg kommenterer på de her artikler gør jeg det for at komme i dialog med dem som skriver negative kommentarer. Ofte viser det sig at være ganske fornuftige mennesker som så skriver noget i stil med dette “…at det ikke er andet vi hører om lige nu”.

Men faktum er, at der er masser af andre nyheder. Går man ind på Politiken eller Berlingskes Facebook-sider er der tonsvis af andre historier der ikke handler om at være woke, kønsidentitet, kagemænd, lyskryds etc. Så hvorfor har de her mennesker oplevelsen af, at de ikke hører om andet.

Naturligvis på grund af Facebook. Ubevidst har de gennem deres adfærd af forargelse fodret algoritmen – og nu er Facebook overbevist om, at alt der handler om kønsidentitet, anti-wokeism o.s.v. er deres allerstørste interesse. Så de bliver stopfordret, bliver endnu mere frustrerede, kommenterer endnu mere, får vist endnu mere …

Igen kunne meget løses, hvis medierne holdt op med at fordre Facebook-maskinen med de her ting. Men det kunne måske også hjælpe, hvis Facebook skruede lidt ned for den aggressive targeting. Og i det mindre ville det hjælpe at folk selv forstod, hvordan den mekanisme fungerer.

Et godt eksempel på mekanismen er her (men du kan selv finde 1000-vis andre). Artikel om Noah der er sprunget ud som non-binær. Delt den 26/7 og kommenteret hundredevis af gange.

Artikel delt 25/7 (altså dagen før) om kvinder der cykler. Kommenteret uendeligt meget mindre.

Måske er det bare for fristende for medierne at lave mere forargelsesjournalistik – fordi nogen har bildt dem ind at engagement på Facebook på en eller anden måde har en værdi. Men de burde simpelthen stoppe – og holde op med at puste til ilden bare for billige clicks og rødglødende kommentarspor. Få debatten tilbage i avisen, så den foregår mellem mennesker der faktisk har læst artiklen.


Udgivet

i

af

Tags: