Kategori: nettet

  • Ny på Mastodon (farvel til Twitter) – en introduktion

    Ny på Mastodon (farvel til Twitter) – en introduktion

    Jeg har været meget glad for Twitter. Twitter har givet mig venner, oplevelser, forretningsmuligheder. Twitter har været mit centrale medie på mange måder gennem de sidste 14 år (jeg startede min konto i februar 2008). Og helt ærligt så regnede jeg ikke umiddelbart med, at det skulle ændre sig. Det viste sig så at være en fejl.

    For helt ærligt – udviklingen på Twitter siden Elon Musk overtog for nogle måneder siden har været svær at sluge. Fra massefyringer til nye regler for moderation. Fra arbitrære beslutninger om at udelukke journalister til at lukke op for konti der tidligere har vist sig værende dubiøse. I virkeligheden er det lidt som et dårligt parforhold, hvor man godt vidste det var skidt, men et eller andet skulle skubbe en ud over grænsen. Og den grænse nåede jeg så i denne uge. Så min Twitter-konto er ikke slettet … men bare heller ikke aktiv. Jeg vil egentlig ikke dykke dybere ned i den del her – gode folk som Anders Høgh Nissen (https://4nd3rs.blot.im/farvel-fugl) og Leoparddrengen (http://blog.leoparddrengen.dk/) har allerede skrevet godt og langt om deres tanker. Jeg spejler dem fuldstændig.

    Men det betyder så, at jeg også har startet på Mastodon – og har allerede i den forbindelse fået spørgsmål om hvad det er, hvordan det virker og hvorfor det er fedt. Spørgsmål som jeg, men den begrænsning der er i min viden, vil forsøge at forklare her. Så hvis du som jeg tænker at Twitter, Facebook, Instagram etc. er ved at være LIDT for kommercielle (de har jo altid været kommercielle – det er bare blevet mere åbenlyst nu) så kan det være jeg her kan hjælpe med lidt forståelse. Denne artikel vil givetvis løbende blive opdateret efterhånden som jeg bliver klogere.

    1. Så hvad er Mastodon?

    Man skulle jo tro, at det var et simpelt spørgsmål, men faktisk er det lidt indviklet. For Mastodon er ikke et website som vi kender fra andre sociale medier. MySpace, Friendster, Facebook, Twitter, LinkedIn etc. – de var og er allesammen websites der er styret centralt og derfor har en “ejer”. Sådan er det ikke med Mastodon.

    Jeg vil ikke gå i tekniske detaljer. Dels fordi jeg ikke har helt nerd-cred nok og fordi jeg tror det tekniske faktisk kan skygge for det praktiske her. Men pointen er at Mastodon ikke er EN server. Det er et netværk af servere som bruger den samme protokol. Faktisk er det tusindvis af små sociale netværk der godt kunne fungere i deres egen ret – men som gennem den fælles protokol der kaldes “fediverset” kan snakke med hinanden.

    Det betyder, helt konkret, at Mastodon ikke ejes af nogen. Det er open source og baseret på at alle mulige organisationer, virksomheder, enkeltpersoner og løse fællesskaber har hver deres node på netværket – og tilsammen udgør de så Mastodon. Det er den helt store styrke. For lige meget hvor gerne Elon Musk, Mark Zuckerberg eller Jeff Bezos ville købe Mastodon så kan det ikke lade sig gøre. For det er ikke noget man kan købe. Det er en metode, et sæt af API’er og et netværk. Og så bliver den lille digitale socialist i mig jo vældig begejstret.

    2. OK – nok med det tekniske?

    Jeg ved godt, at jeg er en mand af mange ord. Men jeg synes faktisk jeg vil udfolde det med de mange servere lidt mere, for der ligger noget ekstremt interessant, og relevant, gemt der. Hvor netværk som Twitter og Facebook har en central, og global, politik for moderation så er det op til hvert enkelt instance, hver server / node, på netværket af have deres regler. F.eks. har danske helvede.net – som desværre pt. har lukket for tilgang – en start-erklæring som siger: “Serveren er tiltænkt feminister, queers, progressive nørder og andre cool beans!“. Hvis ikke du kan læse mellem linjerne betyder det at “… Racisme, transfobi, sexisme, able-isme og diskriminerende adfærd tolereres ikke“. Andre servere har endnu strammere regler – og nogen er mere lax. Hver fugl (eller elefant i dette tilfælde) synger med sit næb / snabel.

    Når du laver en bruger på Mastodon skal du vælge en server du vil lave den på. Det betyder at du kan shoppe lidt rundt og finde et sted der passer dig. Min er, for tiden, på https://mstdn.social som er en mere generel server der ikke har så mange regler, men som heller ikke har noget særligt målrettet community. Hele pointen er, at fordi netværket er distribueret så er det ikke SÅ vigtigt hvilken server du er på. Det er ikke ligegyldigt, men det er ikke noget som skal stresse dig. Bedre bare at vælge en server og komme i gang.

    For pointen er, at det hele hænger sammen. Jeg er @adambindslev – men jeg kan kommunikere med alle de andre jeg følger, og som følger mig, på hele Mastodon netværket. Det lyder alt sammen meget kompliceret, og jeg ved ikke om det lykkes mig at gøre det enklere, men det er faktisk overraskende enkelt. Fordi det ganske enkelt virker.

    Valget af server har større eller mindre betydning for dig. Hvis du bare vil have en almen social medie-konto så kan du vælge mstdn.social eller mastodon.social eller en af de andre generelle servere. Hvis du gerne vil være en del af et særligt community så find en server der passer dig. Du finder en liste på https://joinmastodon.org/servers – hvor man måske kan finde en der passer lige til det man ønsker.

    Når man først har oprettet sin bruger har man flere muligheder for at se sit feed – og det er her serveren har betydning:

    1. Jeg kan vælge at se alt der bliver skrevet på min server – altså alle brugere – også dem jeg ikke følger (der har serverens “identitet” stor betydning)
    2. Jeg kan vælge at se dem jeg selv følger (her er serveren ret ligegyldig)
    3. Jeg kan vælge at se hvad der trender på min server (her er serveren igen betydningsfuld)

    Men igen – ingen panik – for der er simple værktøjer til at migrere sin bruger fra en server til en anden. Så selv hvis man starter på en almen server og senere finder ud af at man vil være på en specialiseret server af en art – så flytter man bare sin bruger. Så flytter alle ens followers med.

    3. Fremtiden?

    Jeg må indrømme at jeg var skeptisk. Jeg har været på stort set hvert eneste sociale netværk der har opstået de sidste 15 år. Mange af dem, som f.eks. Ello, kom aldrig nogen vegne. Andre, som Google+, som friskt fra start men blev lukket ned. Og nogen, som Twitter, blev fucked up af en ny ejer. Men jeg har altid elsket det åbne web. Har altid ønsket, at der var et alternativ til de her monolitiske strukturer.

    Det ved jeg ikke om Mastodon er. Men det er godt nok det bedste bud jeg har set i lang tid. Dels fordi teknologien er solid. Men mest fordi det er det rigtige tidspunkt. Mastodon har eksisteret i mange år, men lige nu er der bare brug for alternativer. Og det betyder at der lige nu er liv på Mastodon. Mange af de mennesker jeg kendte på Twitter har flyttet over. Der sker noget på Mastodon lige nu. Og det er det sociale medier er. Summen af liv. Vi kan have verdens mest fantastiske tekniske infrastruktur, men det er jo ligemeget hvis ikke der er nogen brugere.

    Jeg tror på innovation og muligheder på Mastodon – og på at fraværet at kommercielle interesser kan holde det fri fra det værste. Her er ingen der har interesse i at sælge reklamer til dig – for det ejes ikke af nogen. Og hvis du møder en server du ikke kan lide, så kan du bare blokere dem.

    Din gennemsnitlige influencer vil sikkert ikke flokkes om Mastodon. Her får du nok ikke 32 millioner følgere overnight. Det er indie-web når det er bedst. Det er netkultur og menneske-til-menneske. Og det er et eller andet sted ret fantastisk. Jeg er optimist i forhold til min digitale fremtid, og det er lang tid siden jeg har haft det såden.

    Efterskrift – det her er faktisk på Mastodon

    Det hele er jo som sagt en åben protokol. Og det betyder at denne her blog faktisk også er en bruger på Mastodon. På adressen @adambindslev er denne blog. Og hvis nogen kommenterer på det her indlæg så optræder det som kommentarer på websitet. Fordi det er distribueret. Og derfor giver nogle helt andre muligheder.

    Jeg er lige kommet i gang med det her. Regn med flere artikler om samme emne fremover. Og hvis du vil starte på Mastodon så find mig på https://mstdn.social/@adambindslev

  • Medierne, facebook, algoritmer, kønsidentitet og en ond debatcirkel

    Medierne, facebook, algoritmer, kønsidentitet og en ond debatcirkel

    Jeg har fået en ny hobby. Eller Facebook har påtvunget mig en ny hobby. Nemlig at kommentere artikler om kønsidentitet fra danske medier på Facebook. Ikke fordi jeg er specielt super-woke eller sådan noget, men fordi de forudsigelige, reaktionære og misforståede kommentarer der fylder disse kommentarspor simpelthen skal have et modsvar. Og det er så det jeg har påtaget mig.

    Det her indlæg skal ikke handle om kønsidentitet. Det handler om debatkultur, algoritmer og danske mediers ageren. For det kunne være et hvilket som helst “hot button issue” – funktionen er den samme. Jeg ser tre problemer, som bidrager til den onde debatkultur.

    1 – Folk læser kun overskriften

    Helt klart den største faktor. Langt de fleste kommenterer kun på overskriften til en given artikel. Og som alle gode journalister ved så skal rubrikken jo skabe opmærksomhed. Derfor bliver alting sat på spidsen i overskriften, hvilket i høj grad bidrager til at puste til folks vrede, frustration eller følelse af at være provokeret.

    Så hvis folk holdt op med at kommentere på noget de ikke har læst ville vi komme meget langt for at få denne her debatkultur til at falde lidt til ro. Men det er nok nemmere bare at skrive “Jeg bliver sgu så træt 🙈” end at klikke, læse og forstå. Men det må være utilfredsstillende som journalist at skrive artikler, får dem delt på Facebook og så følge et kommentarspor baseret på det som rubrikredaktøren (eller den SoMe-ansvarlige) har fundet på.

    Og så forstår jeg for resten ikke hvorfor 🙈 er den foretrukne smiley hos folk der kommenterer negativt omkring kønsidentitet. Men det er vist et emne til en anden gang.

    2 – Betalingsmuren

    Løsningen på problem nr. 1 ville oplagt være, at folk læste hele den artikel som der bliver linket til. Men her kommer så mediernes rolle ind i det. For de linker for det meste til en artikel som er bag en betalingsmur – hvilket betyder at dem som bare ser opslaget på Facebook ofte ikke KAN læse hele artiklen.

    Jeg ved godt, at når Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten etc. gør det så håber de at folk betaler for at læse. Men faktum er, at det gør de ikke. Og hvis de medier var lidt mere seriøse omkring deres udtrykte ønske om at skabe en bedre debatkultur burde de ganske enkelt stoppe med at dele artikler som den brede befolkning ikke kan læse. For det skaber gigantiske kommentarspor, hvor folk diskuterer på baggrund af en sensationslysten rubrik.

    3 – Algoritmen skubber på

    Når jeg kommenterer på de her artikler gør jeg det for at komme i dialog med dem som skriver negative kommentarer. Ofte viser det sig at være ganske fornuftige mennesker som så skriver noget i stil med dette “…at det ikke er andet vi hører om lige nu”.

    Men faktum er, at der er masser af andre nyheder. Går man ind på Politiken eller Berlingskes Facebook-sider er der tonsvis af andre historier der ikke handler om at være woke, kønsidentitet, kagemænd, lyskryds etc. Så hvorfor har de her mennesker oplevelsen af, at de ikke hører om andet.

    Naturligvis på grund af Facebook. Ubevidst har de gennem deres adfærd af forargelse fodret algoritmen – og nu er Facebook overbevist om, at alt der handler om kønsidentitet, anti-wokeism o.s.v. er deres allerstørste interesse. Så de bliver stopfordret, bliver endnu mere frustrerede, kommenterer endnu mere, får vist endnu mere …

    Igen kunne meget løses, hvis medierne holdt op med at fordre Facebook-maskinen med de her ting. Men det kunne måske også hjælpe, hvis Facebook skruede lidt ned for den aggressive targeting. Og i det mindre ville det hjælpe at folk selv forstod, hvordan den mekanisme fungerer.

    Et godt eksempel på mekanismen er her (men du kan selv finde 1000-vis andre). Artikel om Noah der er sprunget ud som non-binær. Delt den 26/7 og kommenteret hundredevis af gange.

    Artikel delt 25/7 (altså dagen før) om kvinder der cykler. Kommenteret uendeligt meget mindre.

    Måske er det bare for fristende for medierne at lave mere forargelsesjournalistik – fordi nogen har bildt dem ind at engagement på Facebook på en eller anden måde har en værdi. Men de burde simpelthen stoppe – og holde op med at puste til ilden bare for billige clicks og rødglødende kommentarspor. Få debatten tilbage i avisen, så den foregår mellem mennesker der faktisk har læst artiklen.

  • Den næsten 50-årige fatter “stories”

    Den næsten 50-årige fatter “stories”

    At forskellige generationer bruger medier forskelligt er den mest banale sandhed i verden. Jeg er næsten 50, så jeg poster billeder på Instagram og sjældent på Facebook (og så skriver jeg en blog – hvor old school er DET lige). Mine børn er 15 så de poster ikke noget jeg kan se – og hvis de gør så er det gennem “stories” på Instagram og Snapchat.

    Indrømmet – jeg har ikke fattet noget af det format. Jeg har forsøgt at forstå det, men der er noget dybt inde i mig som føler det helt absurd at skabe indhold som forsvinder automatisk efter 24 timer. Hvad så med alle mine genialiteter? Skal de ikke bevares for eftertiden. Burde mine digitale udgydelser ikke være underlagt pligtaflevering så eftertiden i år 2222 kan beundre mine tanker?

    Og så skete det – at jeg forstod det – og indså hvorfor jeg ikke har forstået det før. Sådan virkelig forstået det.

    Hamburg

    Som så mange andre gode indsigter kom det til mig på Reberbahn i Hamburg. Vi havde valgt at tage en hurtig tur til byen fordi sønnen var på Bornholm og datteren var hos bedsteforældre. Så bare os to voksne i husstanden alene. Vi sidder på Ankerbar og kigger ud over pladsen. Jeg tager telefonen frem – bare lige for at sende en besked til ungerne om at vi var ankommet. Tager et billede ud over pladsen. Senere ser jeg et opslag om en forsvunden kat og tænker “Det vil de synes er sødt”.

    Og der slår det mig. Jeg har lyst til at dele alt det her med mine børn – men jeg ved jo også godt at den ene hænger ud med venner på Bornholm og den anden er dybt optaget af bedsteforældre. Det er jo uhøfligt at spamme familiechatten med mine ligegyldigheder. Og løsningen ligger jo lige for. Jeg smider det op i en Snapchat-story som kun kan ses af de to. Så kan de se det når de har lyst – og jeg får afløb for min trang til at dele.

    Min story (dele af den)

    Der forstod jeg hvad det handler om. At det netop ikke behøver at bevaringsværdigt og noget som skal arkiveres for evigt. Det er bare samtalestartere. Signaler til venner, bekendte og familie. For pludselig vidste mine børn hvad vi lavede (altså det vi valgte at dele) – og kunne kommentere på det. De fik lov til at være med på turen, men det var noget de selv valgte at følge med i.

    Som min datter skrev:

    “Hvad sker der lige for, at du poster så meget? Det er fedt.”

    Så hvorfor har jeg ikke brugt “stories” før? Fordi jeg er så voksen, at jeg faktisk ikke tror på, at der er ret mange der ville interessere sig for hvad jeg laver. Jeg har ikke nære venner på den måde som man havde da man var 15 – eller 25. Jeg har bekendte, kollegaer og naboer. Og indtil i denne weekend oplevede jeg stort set alt sammen med min familie – så der var jo ingen grund til at dele det med dem. Det er der nu, hvor vi ikke længere laver alting sammen. Så kan stories blive en del af det kit der holder os sammen.

    Og måske skulle jeg blive bedre til at bruge formatet – også til hverdag.

  • Lukningen af @realdonaldtrump og det åbne web

    Lukningen af @realdonaldtrump og det åbne web

    Så skete det – Twitter besluttede sig for at lukke Donald Trumps konto. Jeg ønsker ikke at forholde mig til det rimelige eller urimelige i deres beslutning. Det er deres. De er et privat selskab og kan gøre hvad de vil. Men for alle der kommunikerer på nettet bør det være tid til en opvågning.

    Når både Twitter, Facebook, Youtube og for den sags skyld TikTok kan udelukke en siddende amerikansk præsident, også kendt som “verdens mest magtfulde mand”, så må det være åbenlyst for enhver at ingen, absolut INGEN, er too big to fall i den moderne social-medie-virkelighed.

    Så selvom man som venstresnoet dansker kan sidde og grine lidt i skægget over udelukkelsen, så burde det nok mane til en vis eftertanke. For hvad er det egentlig for nogle platforme vi vælger at lægge vores kommunikation på?

    Vi har i de sidste 5-10 år lagt en større og større del af kommunikationen væk fra platforme vi selv kontrollerer og over på platforme kontrolleret af andre. Det er blevet kotume for politikere at bruge Facebook til at fremsige politiske budskaber. Der er virksomheder der lægger stort set al deres kommunikation på Instagram. Og der er altså amerikanske præsidenter som har sat hele kommunikationsstrategien på Twitter.

    Det frie og åbne web

    Dagens udelukkelse viser nu med al tydelighed, at det er og bliver en blindgyde. At når du bygger et hus på lånt grund så har du ikke magt over, hvad der sker med det.

    Til gengæld viser det også en ny vej. Eller faktisk bare en gammel vej, som alt for få vælger at gå ned af. Nemlig det frie og åbne web. Der hvor du, hvis du overholder landets love og betaler for din hosting, kan skrive hvad som helst. Uden at Twitter, Facebook, LinkedIn eller TikTok kan gøre noget ved det.

    Hvis nu Donald Trump havde haft en blog, og så havde brugt Twitter til at sende links ud til sine skriverier, så ville det at udelukke ham slet ikke have den gennemslagskraft som det har haft. Fordi så ville det hele stadig være tilgængeligt, fans kunne gå ind på hans side og følge den – og han kunne bruge alle mulige andre medier til at linke til indholdet.

    Twitter bestemmer ikke over mig (eller dig)

    Ja, det kræver lidt mere arbejde at hoste sit indhold selv. Men ikke RET meget mere arbejde. Og det giver så mange fordele, at det stadig undrer mig at så mange vælger at tage den nemme løsning og forære hele indholdet til kommercielle platforme, hvor de ingen kontrol har.

    Vi skal stadig bruge de sociale medier. De tider, hvor jeg kunne regne med at nogen gik ind på denne her side af sig selv er nok, desværre, slut. Så jeg bruger de sociale medier til at linke tekst, lyd og billeder som ligger her. Du læser næsten helt sikkert det her fordi du har set et link på Facebook, LinkedIn eller Twitter. Men det er den logiske udviklingen af nettet. Det er linket! Det var sådan set det der var den geniale ide som startede det.

    Men hvis de platforme smider mig af – så er jeg stadig at finde lige her. Så længe jeg betaler for min hosting og overholder landets love. Og jeg kan endda tage mit indhold med mig og skifte til en anden host, hvis jeg skulle have den lyst.