Tech der ikke virker – Google Tasks og Google Assistant

Tech der ikke virker – Google Tasks og Google Assistant

Jeg er storforbruger af Google Assistant – og ved godt at jeg dermed indgår i den store datahøst, men for det meste er det bare så forbandet praktisk. Men på ET punkt svigter Google mig – og faktisk på et af de allermest fundamentale. Min to-do-liste.

Google har indbygget “Google Tasks” eller “Huskeliste” i stort set alle sine produkter. Det er sidebar i Gmail – og der er endda en mulighed for at højreklikke på en mail og tilføje den til huskeliste. Det er også direkte integreret i Google kalender – og har her flere smarte features (mere om dem senere). Og det er sidebar i Google docs også.

Kort sagt har Google integreret det her overalt. Eller NÆSTEN overalt.

Det er netop denne her stort set universelle tilgang til Google Huskeliste som gør den så god. Jeg er elendig til at have en særskilt to-do-app – jeg vil gerne have min huskeliste over det hele, så ligemeget om jeg er i min mail, på min telefon, i mine dokumenter eller i min kalender så har jeg mine lister.

Endda har Google lavet den ret smarte tilgang til tasks i kalenderen at de flytter med når man ikke får dem udfyldt på den planlagte dag. Så hvis jeg ikke når alt det jeg skal i dag, så står det automatisk på min to-do i morgen – og flytter med indtil jeg får dem krydset af. Og jeg kan naturligvis også sætte dem til at gentage, tilføje noter, underopgaver og meget mere.

Så – alt godt.

Google assistant

Men det eneste sted de ikke har integreret det her er i Google Assistant. Ellers måske det mest oplagte sted at have det.

Jeg bruger assistant hele tiden. Der er små assistenter i mit hus – og i bilen kører jeg med Android Auto. Jeg er vant til at kunne sige “Hey Google – tilføj hård spiritus til min indkøbsliste” og så er det skrevet på familiens delte liste på shoppinglist.google.com. Det er smart at kunne det i bilen, hvor man ikke skal sidde og rode med telefonen, men bare kan trykke på en knap på rattet, fyre kommandoen af og så husker jeg at købe mere chilisauce. Den funktion ville jo være ideel også at have til min to-do-liste. Så jeg kører på arbejde og undervejs kommer i tanke om noget VIRKELIG vigtigt – tryk på knap, sig kommando, står på liste. Oplagt ikke?

Så jeg prøver med “Hey Google – tilføj opgave” – og resultatet er at assistenten svarer “Hvad er titlen på begivenheden?”

What the actual fuck? For de uindviede opererer Googles kalender med begivenheder, opgaver og påmindelser. Og det er ikke det samme. En begivenhed er en almindelig kalenderindførsel. Den har titel, dato og tidspunkt. En påmindelse er en reminder – en alarm – igen med titel, dato og tidspunkt. Og med mulighed for at markere som udført. Godt til at huske noget på bestemte tidspunkter på en dag. Og opgaver er så netop opgaver som står i huskelisten (tasks). De har som udgangspunkt en dato – eller hvis de er lavet i huskelisten kan de også være helt uden dato.

Jeg kan altså lave begivenheder ved at sige “Hey Google – tilføj opgave” – og jeg kan lave påmindelser med at sige “Hey Google – husk mig på …”. Men hvad så hvis jeg siger “Hey Google, tilføj skriv blogindlæg til huskeliste”? Det burde da virke ikke?

Nej – for så står det på min indkøbsliste sammen med hård spiritus og chilisauce! Og det står ikke i min Gmail, min kalender eller nogen andre steder.

Hvis det her er hvad Googles samlede maskinlæringskapacitet kan præstere, så er vi godt nok temmelig langt fra Skynet.

Suk.


Der er lukket for kommentarer.