I ugebrevet #2 lovede jeg at podcasten “Adam Bindslev” ville vende tilbage. Det er den nu og kan findes der hvor du lytter til dine podcasts. Den nye episode handler om … podcasts! How very meta.
Det er min ambition, at podcasten skal være en fast bestanddel af min onlinetilstedeværelse. Jeg elsker podcasts (og laver jo blandt andet også DataSnak sammen med Anders og Jeppe) – men det er også et krævende medie. I hvert tilfælde for mig. Især når det bliver personligt.
Stemmen har en særlig intimitet. Det føles nøgent. Jeg bliver enormt bevidst om, hvor mange følelser der ligger i stemmen. I det lille skift i kadence eller tone. I pausen. Eller manglen på pause.
Men det er også det som podcasten kan. Formidle på flere planer på en gang. Skabe et intimt rum mellem afsender og modtager. Det er unikt.
Den podcast der er genopstået i denne omgang hedder “Adam Bindslev”. Den er det lydlige modstykke til denne blog. Hvilket også betyder, at den kan indeholde alt muligt forskelligt. Fra overvejelser omkring medier som i denne episode, samtaler eller f.eks anmeldelser af ting jeg bruger til hverdag.
Præcis som denne blog er jeg fuldt bevidst om at målgruppen er meget meget smal. Det kan være du læser det her, eller har lyttet, og tænker at det godt nok ikke var noget for dig. Det er helt ok. Så er det nok ikke noget for dig. Men har jeg bare en lytter der synes det er fedt – så er jeg tilfreds.
Tjek forresten show notes til episoden for at finde linket til Anchor, hvor du kan indtale en besked til mig. Det kunne være et spørgsmål, en kommentar eller et forslag til et emne.