Det handler jo ikke om udstyret, men om visionerne. Det ved jeg godt, men nogen gange så handler det også lidt om de rigtige redskaber til det rigtige job. Og denne gang handler serien om kreative redskaber om en lydoptager.
Det starter med et behov. Eller det skal det helst. I det her tilfælde var det behovet for simplicitet som var vigtigt. I min podcast “Fotografiske Signaler” prøver jeg at variere mellem studieoptagelser og optagelser i felten. Jeg har f.eks. lavet en episode hvor jeg tager lytterne med ud og fotografere en konfirmation – og adskillige hvor vi går en tur sammen.
Mit setup for at lave dem var en Zoom H6-recorder, hovedtelefoner, lavalier (knaphulsmikrofon) og en taske til at have det hele i. Det fungerede sådan set, men var … bøvlet. Der var altid en risiko for at optagevolumen gled i tasken, og derfor var der behovet for at have hovedtelefoner på så jeg kunne overvåge optagelsen.
Basalt set førte det til, at jeg ofte ikke orkede det … og derfor ikke fik lavet så mange episoder af Fotografiske Signaler som jeg ønskede. Så der var et helt konkret problem som jeg ønskede at løse.
Løsningen hed … Zoom F2 og 32 bit float
32 bit float?
Når man optager digital lyd så gør man det i forskellige formater – og forskellige bitdybder. For ligesom med digitalt fotografi så består processen for en lydoptager, eller et kamera, i at tage noget som er analogt og som har uendeligt mange niveauer, nuancer etc. og omsætte det til noget digitalt, som kan beskrives med konkrete tal.
Det vigtige i denne sammenhæng er “dynamisk rum”. Kort sagt – hvor stor afstand kan der være fra det mindste til det største i en optagelse. Taler vi fotografi handler det om lys – hvor stor kan forskellen i et billede være på det lyseste og det mørkeste. Og taler vi lyd så er det forskellen på den laveste lyd der er med i optagelsen til den højeste der er med uden forvrængning.
Det som påvirker det dynamiske rum er bitdybden. Jo højere bitdybde, jo flere forskellige niveauer er der til at beskrive optagelsen digitalt. Optager vi f.eks. med 16 bit, så betyder det at vi kan have et binært tal på 16 cifre (altså 0 eller 1). Det giver os 65,536 forskellige værdier der kan beskrive den lyd som optages. Det giver i praksis et dynamisk område på 98 db. Helt stille er 0 db og f.eks. en høj koncert er op til 120 db. Hvilket kort sagt betyder, at hvis din optagelse er skruet for lavt ned så får du ikke de stille lyde med – og er det for højt sat får du de stille lyde med, men ikke de høje da de så overvælder optagelsen og “klipper” eller overstyrer.
Det bliver lidt bedre i 24 bit, hvor vi har 16 millioner niveauer og derfor et effektivt dynamisk rum på 146 db. Så er der mere rum, men ikke HELT nok til at du ikke kan risikere overstyring i din optagelse.
Ind på scenen kommer den teknologi der hedder 32 bit float. Og nu bliver det indviklet. For det er nemlig ikke en lineær optagelse som 16 eller 24 bit – men derimod reelt set en 24 bit optagelse, hvor man bruger de ekstra 8 bit til at styre volumen og dermed hæve og sænke støjgulvet. Det er meget nørdet – men det fører til et dynamisk rum på 1528 dB! Og eftersom den højeste lyd nogensinde på jorden, Krakataos eksplosion i 1883, var på 310 db så skulle vi være på den sikre side. Optagelsen kan simpelthen ikke overstyre! Det skal dog bemærkes at mikrofonen også rent fysisk skal kunne tåle lydtrykket – så man er ikke HELT på den sikre side, hvis man optager noget som er ekstremt højt. De fleste dynamiske mikrofoner ligger dette på omkring 180 db før de forvrænger. Et riffelskud på 1 meters afstand er 170 db!
Endnu mere forklaring på 32 bit float finder du i videoen nederst i artiklen – men pointen her er, at med den teknologi som slipper jeg for at sætte niveauer på min optagelse!
Zoom F2
Ind på banen kommer nu Zoom F2. En 32 bit float optager med helt utrolig få features. For mig er det nærmest pointen.
Den måler 55*40*10 mm. Den har en mini-jack indgang til en mikrofon og en udgang til en hovedtelefon. Den har knapper til at starte og slutte optagelsen (den med den røde prik), til at styre volumen i hovedtelefoner og til at starte og stoppe afspilning af din optagelse. Den bruger mikro-SD-kort, AAA-batterier og kan forbinde til computeren via USB-C.
Så her er altså kun en indgang, ingen gain-control overhovedet(!), intet display (med dog en LED der lyser når den optager), ingen phantom power og som sagt er eneste indstilling du kan lave på selve enheden volumen på hovedtelefonen.
Jeg har købt udgaven uden bluetooth og det betyder at jeg skal hente et stykke software til min computer for at lave yderligere indstilinger. Det er dog så få og ubetydelige indstillinger jeg kan lave, at jeg ikke rigtig kan se behovet for bluetooth-udgaven. Jeg har sådan set aldrig brug for at ændre dem.
Her er softwaren – og de indstillinger jeg kan lave:
- Lo-cut filter til eller fra (hvis man efterbehandler sin lyd ser jeg ikke behovet)
- Optageformat – 44.1kHz eller 48kHz – begge 32 bit float
- Skabelon for filnavne
- Dato og tid
- Batteritype
- Auto-power-off tid
- Formatering af SD-kort
Thats it! Der er simpelthen ikke flere indstillinger. Så jeg har sat dem en gang for alle – og så lader jeg dem være der og bruger ikke mere tid på det software.
I brug
Så hvordan virker den så? Efter min mening fremragende. Den gør det som den skal – og intet mere. Jeg kan tage mikrofonen på, trykke på record-knappen og lægge optageren i lommen. Og så kan jeg tale og fotografere uden at tænke mere over det.
Naturligvis gælder de normale regler for optagelsen. At hvis mikrofonen man har tilsluttet er ringe, så bliver optagelsen også ringe (den medleverede mikrofon er fin). At hvis man placerer mikrofonen forkert så den skraber mod tøj så lyder det dårligt. Hvis man går rundt i stiv kuling kommer der vindstøj. Men hvis man ved hvordan man skal placere en mikrofon, så er det temmelig idiotsikkert det her.
Trygt hjemme henter jeg så filerne ind i Audition, og indrømmer at første gang jeg så en af dem blev jeg en lille smule nervøs. For det ser MEGET lavt ud, og jeg frygtede et støjhelvede når jeg skruer op for lyden. For i traditionelle lydfiler ville støjgulvet følge med op og reelt gøre optagelsen ubrugelig på grund af signal-støj-forholdet ville være helt af helvede til.
Men det er det bare ikke her. Se og lyt til eksemplet herunder fra den medleverede lavalier-mikrofon. Prøv at sammenligne kurven for lydfilen før og efter jeg har skruet op så højeste volumen er -0,1 dB.
Som du kan se så er der nærmest ingen støj – og heller ikke noget at høre på filen. Og jeg har intet andet gjort end at skrue op. Ingen støjfjerning, kompression eller lignende.
For at afprøve F2erens fleksibilitet har jeg også prøvet med to andre mikrofoner. Dels en Beyerdynamic M58N interviewmikrofon – og en klassisk Shure Beta 58A sangmikrofon. De har begge noget lavere output end lavalieren, men på trods af det så producerer de faktisk helt fine resultater efter at være blevet skruet op. Men kurven ser faretruende lav ud.
Som du kan se er der en smule mere egensstøj i Meyer M58, men ikke noget som for alvor generer og ikke noget som ikke kan filtreres ud meget nemt.
Shure Beta 58A er den sidste mikrofon jeg tester. Jeg er knap så begejstret over lyden fra den til det her – men lydfilen der kommer er igen fuldstændig brugbar.
En art konklusion
Det er ikke meningen, at de her artikler om de kreative redskaber skal være anmeldelser. Jeg har ikke lavet store sammenlignende analyser med andre 32 bit float-optagere og vil ikke fortælle dig om jeg synes du skal, eller ikke skal, købe en Zoom F2.
For mig har Zoom F2 løst et helt reelt behov, som jeg ikke har fundet lignende redskaber til. Men samtidig er det på ingen måde en løsning for alle mine lydbehov. Den fungerer ikke som audio interface, den har ikke flere kanaler, ingen Phantom Power til kondensator mikrofoner etc. Men til det den gør, at optage mig mens jeg går og snakker, er den præcis hvad jeg har brug for.
Herunder finder du en video der forklarer lidt mere om 32 bit float – og en af de podcasts, hvor du kan høre den i brug på gaden i Aarhus.