Adambindslev.dk

Kategori: mobilitet

  • Bob Dylan og en mobilfri fremtid

    Bob Dylan og en mobilfri fremtid

    Nogen gange skal der en 81-årig smågnaven mand til at vise vejen frem. Sådan havde jeg det med Bob Dylan i Flenburg søndag aften.

    Bob Dylan er på sin “Rough and Rowdy Ways”-tour og trådte han på scenen i Flens Arena i Flensburg. På turneen har han skiftet sin altid flydende setliste ud med et ret fast sæt (det vidner søgning på setlist.fm i den grad om) og så har han lavet et nybrud. Nemlig at alle koncerter på turneen er mobilfri!

    Det er et ret simpelt system som firmaet Yondr har opfundet. Ved ankomst blev min mobiltelefon lagt i en lille taske / pose som blev låst med en anordning der minder meget om dem man bruger til at sætte tyverialarmer på tøj. Posen kan altså kun åbnes af Yondr’s personale der har en magnetisk oplåsningsdims. Hvis du har brug for at bruge din telefon under koncerten skal du således gå til “Phone Use Zone”, hvor personalet låser op og lader dig lave det meget vigtige opkald. Men indenfor i salen er der ingen mulighed for det.

    Billede fra Yondr

    Og helt ærligt – det virker. Vi ankom ca 2 timer før til koncerten og det var fascinerende at stå i baren og snakke, mens alle omkring os gjorde det samme. Drak øl, snakkede, så på hinanden, smilede til hinanden. Ingen der lige faldt i staver på en mobiltelefon. Ingen der så ned og var uopmærksomme. Jeg havde seriøst glemt, hvordan det føltes.

    Et rum af nærvær (og mørke)

    Endnu mere udpræget blev det inde til selve koncerten. Vi sad i den lidt kedelige håndboldhal og ventede på at showet begyndte – og præcis 18.57 (koncerten var sat til kl. 19, men Dylan ville nok bare gerne hurtigt hjem) slukkedes lyset og der blev … mørkt! Ingen skærme lyste op i mørket. Ingen skulle lige have et dårligt mobilfoto af manden på scenen. Ingen skulle live-streame begivenheden til venner og bekendte på Facebook.

    I stedet blev vi pinedød tvunget til at sidde ned i halvanden time og koncentrere os om det vi havde betalt for. Musikken. Den lille mand bag det opretstående klaver og hans skramlende blueshyldest til Amerika, kunsten, muserne, kærligheden og alle de poeter der gik forud for ham.

    Setlisten

    På trods af de ekstremt ukomfortable sæder i Flens Arena så endte det her med at blive en af de mest nærværende koncertoplevelser jeg har haft længe. Dels fordi jeg ikke selv blev fristet til lige at snuppe et billede til Instagram – men også fordi ingen andre gjorde. Fordi vi var fælles om oplevelsen og bevidstheden af, at når det sluttede … så var det slut og væk. Ingen håndgribelige minder bortset fra billetten og det merchandise man måske købte på vejen ud.

    Formynderi – ja tak

    Jeg håber virkelig det her bliver fremtiden for koncerter, biografer etc. Yondr’s løsning er enkel og effektiv. Istedet for at skulle tjekke sin telefon ind i en garderobe med alt det bøvl som det indebærer, så har jeg stadig telefonen i lommen – og kan vælge at få den låst op, hvis jeg har behovet. Men jeg blev bevidst om det. Bevidst om alle de gange jeg tænkte “det kan jeg lige slå op”, og jeg måtte huske mig selv på at det kunne jeg ikke. Hvis det virkelig havde været vigtigt så kunne jeg være gået til “Phone Use Zone”, men så vigtigt var det bare ikke!

    Det kan godt være det er formynderisk. Men det virker. Og jeg synes virkelig det her skulle blive standard i biografer, til koncerter og andre steder hvor lidt nærvær er påkrævet. Måske endda på restauranter og cafeer så man faktisk kiggede op og så dem der sad omkring.

    Efter at have prøvet det må jeg sige at det er en feature – ikke en straf.

  • Min “go-bag”

    Min “go-bag”

    Halo Infinite – Adams Bar

    Min “go-bag” er en samling af udstyr der giver mig muligheder – og minimalt med undskyldninger. Udstyr der, hvis alt går vel, sætter mig i stand til at producere tekst, billeder, lyd (og til nøds video) stort set hvor-som-helst og når-som-helst.

    Jeg er verdensmester i at udskyde og undskylde. At finde på årsager til IKKE at skabe noget – og i endnu højere grad undskyldninger for ikke at udgive og dele det.

    Denne blog er et udtryk for min stræben efter at ændre det. At have en platform, hvor der er minimalt med forventninger og formkrav, men hvor jeg kan dele det jeg har lyst til at dele. Men det kræver at jeg producerer det – og denne her udsendelse fra min Anchor-kanal handler om, hvad jeg har puttet i min udstyrstaske … og hvorfor.

    Du kan lytte herover eller på Anchor.fm (https://anchor.fm/adambindslev), hvor du også finder links til alle de andre de andre steder du kan finde podcastkanalen (bare søg på “Adam Bindslev” i din podcast-app – så skal du nok finde den).

  • At pendle på (el)cykel

    Jeg har aldrig været nogen motionsfanatiker (hvilket kan ses på mit BMI), men jeg har altid elsket at cykle. Da jeg boede i København cyklede jeg til alt, men efter jeg flyttede til jylland i 1998 er det blevet mindre og mindre. Det er der (mindst) to gode grunde til.

    For det første er afstandene længere. Når jeg cyklede fra Ydre Østerbro til Biblioteksskolen på Amager var det en tur på 7 kilometer. En af de længste ture man overhovedet kan tage i København. Fra min lejlighed til Rundetårn? 3½ kilometer.

    For det andet er der landskabet. København er flad som en pandekage. Det højeste punkt på min daglige cykeltur var Langebro. I Aarhus, som jeg flyttede til for 21 år siden, er alting op af bakke når man bor nede i byen. Det kræver mere af cyklen – og det kræver mere af mig.

    Da jeg så i 2006 flytter til Djursland er den helt gal. Ikke nok med at afstandene her er noget større – landskabet er også meget meget kuperet. Men her kommer så en yderligere komplikation. Nemlig den elendige cykelinfrastruktur. For det er bestemt ikke hovedreglen ude på landet, at der er cykelstier. Resultatet blev, at jeg fra 2006 og mindst 10 år frem nærmest ikke cyklede. Til gengæld blev jeg federe og federe.

    Elcykelrevolutionen

    Men så skete der noget i juni i år. Nemlig at jeg fik øjnene op for potentialet i en elcykel. Jeg prøvede en i forbindelse med podcasten DataSnak, hvor episode 57 handlede om mikromobilitet (find den her). Her opdagede jeg:

    1. at jeg stadig elskede at cykle
    2. at jeg, selvom jeg er i elendig form, kunne flyve hen over langebro på en tung bycykel

    På turen hjem i toget bestilte jeg en elcykel fra Coop – og modtog min Mustang Adventure nogle dage senere.

    Siden dengang har der været ca. 6 arbejdsuger – og på den tid har jeg cyklet 500 km. Det er mere end jeg har cyklet de sidste tre år tilsammen på min ikke elektriske cykel.

    Min lille film om at pendle på Djursland

    Jeg elsker min daglige cykeltur – og kommer ud på den så ofte jeg kan. På grund af det skub jeg får fra motoren kommer jeg ikke frem til studiet og er gennemblødt af sved – og jeg kan endda godt lave indkøb på vejen hjem så længe de kan være i en rygsæk. Men der er også udfordringer – især i forhold til infrastruktur. De manglende cykelstier gør turen til en ikke helt ufarlig oplevelse – og er hovedårsagen til, at jeg f.eks. ikke vil anbefale mine børn (som ellers er i god form og kunne klare den uden motor) at tage turen.

    Cykelstier langs primærruter

    Og så kommer vi til min kæphest. Min tur til arbejde er primært på Hovedvej 16 der forbinder Grenaa med Randers. Det er en primærrute som bliver brugt af rigtig mange mennesker. Med de muligheder vi har i dag burde det ikke kun være en primærrute for biler – men i mindst ligeså høj grad for cykler. Det ville være godt for os der bor her, for folkesundheden – og rigtig godt for de turister der besøger Djursland og må føle at det er med livet i hænderne, hvis de beslutter sig for at komme rundt på cykel.