Kategori: destinationer

  • Cheyenne Frontier Days

    Cheyenne Frontier Days

    Nogen gange skal man bevæge sig helt ud af sin komfortzone for at finde ud af, at man måske er mere fleksibel end man umiddelbart gik og troede.

    Jeg har brugt 13 dage af min sommerferie i Colorado og Wyoming. Og jeg indrømmer blankt, at selvom jeg er vant til at rejse, så er jeg ikke vant til at rejse så langt (hader at flyve i mange timer) og til at være væk så mange dage (holder meget af mit hus). Så det her var helt klart uden for min normal. Men det er der kommer mange refleksioner ud af – og en del af dem bliver til indlæg her på bloggen.

    Rodeo? No Way!

    Jeg havde INGEN planer om at tage til rodeo i Wyoming da vi tog afsted. Faktisk anede jeg ikke noget om at der var rodeo i Wyoming – eller hvad det så indebar. Men vi opdagede at hovedstaden i Wyoming, Cheyenne, kun lå 45 minutters kørsel fra der, hvor vi boede og at den sidste weekend, hvor vi var i Colorado startede “Cheyenne Frontier Days” så var fristelsen stor. Når nu man er i USA, kunne dette så ikke blive den sublime amerikanske oplevelse?

    Jeg laver ganske lidt research på forhånd, men indser hurtigt at meget mere eller mindre forventes bekendt. Jeg finder ud af at der er en “park and ride” og det koster 20 usd. Der står også at bustransporten starter 10.30 … så med den viden er det ud på motorvejen og nordpå til det store tomme stat.

    Park’n’ride ligger lige ved siden af Warren Air Force base, som er en af de tre baser med strategiske atomvåben. Faktisk ligger den på Missile Drive og for at komme derhen skal man af Pershing Boulevard. USA har et andet forhold til den slags end os europæere – men ærligheden og stoltheden er egentlig ret befriende.

    Park’n’ride

    Hvorfor er alle arrangementer ikke som dette? Som antydet ankommer jeg uden nogen viden om hvordan man gør, men hvad der kunne mangle af information online bliver i USA næsten altid kompenseret af en hær af folk der kan pege og dirigere og hjælpe og tage mod betaling. Tap og pay for at komme ind hos en ung mand i cowboyhat, fire mennesker der viser mig hen til min parkeringsplads og tre mennesker der står og fordeler folk i køer for at vi kan komme med vores bus. Alle køer bliver talt, så man ved at i vores kø er der præcis mennesker nok til at vi kan være i bussen. Og så kommer skolebusserne!

    Det er jo sommerferie i USA også, så hvorfor ikke bruge infrastrukturen. En flåde af skolebusser fra hele den sydlige del af Wyoming er indskrevet og kører i pendulfart mellem parkering og festplads. Og bonus – at få lov til at køre i en klassisk amerikansk gul skolebus. Det her starter godt.

    Vi bliver afleveret lige ved en særlig indgang kun for os der har parkeret på park’n’ride. Og her kommer så anden overraskelse. For det koster normalt 5 usd at komme ind på pladsen. Men entre er inkluderet i de 20 vi betalte for parkering af bilen. Vi er fire mennesker … så det blev en billig parkering. Til sammenligning koster det 25 usd at parkere ved arrangementet, og det inkluderer ikke særlig indgang eller gratis entre. Det er da incitament der er til at tage og føle på.

    Indian village

    Jeg kommer med tonsvis af fordomme om et arrangement som Cheyenne Frontier Days. At her vil man ikke tale om de oprindelige amerikanere, at her vil være fyldt med højreorienterede cowboys i MAGA-outfits og at stemningen bare vil være … aggressiv. Det var ikke første gang at USA overraskede mig – men nok her, hvor mine fordomme blev gjort allermest til skamme. Sådan er det jo når man går fordomsfuld ind til noget. Og vores første stop på dagen var netop sådan en øjenåbner.

    For en del af Cheyenne Frontier Days er “Indian Village”. Her viser de oprindelige stammer deres danse, kunsthåndværk og kultur frem. Her forstod jeg, at det er en levende og aktiv kultur. En kultur i udvikling. Det show vi så var ledt af en fantastisk formidler der var både lærer, formidler og kulturbevarer – og som havde undervist mange af danserne. Hun præsenterede dansene og sangene, men der blev ikke leflet. Det var en autentisk og ret fantastisk oplevelse. Cheyenne Frontier Days starter godt.

    Pladsen

    Vi vender tilbage til pladsen. Bare for at opleve folkelivet. Vi har ikke løst billet til selve rodeoet – så nyder bare at være en del af “Frontier park”, hvor salgsboder, madboder og tivoliforlystelser giver os rigeligt at tage os til. Kulinariske highlights er naturligvis corndogs (det er jo det pølsehorn, jeg ikke vidste jeg savnede) til hele kalkunlår (som føles ca. som at spise låret af en flyveøgle, men som de lykkes med at gøre saftigt – how?!?).

    Men der er bare intet som at se på mennesker. Se hvor mangfoldig menneskeheden kan være. Og hvordan vi egentlig allesammen vil det samme. Æde noget god mad, være sammen med folk vi elsker og blive slynget rundt i en rutchebane.

    Det er sgu ikke helt skidt!

    Og ja – turen tilbage med skolebus forløb præcis ligeså nemt som turen ud. Jeg holder aldrig op med at glædes over god logistik.

  • Vandretur: Panoramaruten ved Hobro

    Vandretur: Panoramaruten ved Hobro

    Panoramaruten ved Hobro

    Det starter med at gå virkeligt stejlt op. Meget stejlt. De trapper der indleder Panoramaruten ved Hobro er hardcore. Men de skal ikke få dig til at miste modet. Det bliver ikke værre. Faktisk bliver det meget bedre.

    Det er fredag i uge 29, og hele familien har besluttet sig for at tage ud på en vandretur. Og efter at have hørt om Panoramaruten fra venner og bekendte tænkte vi at det blev vi nødt til at prøve.

    Det er en rute på 10 km – og den er endda certificeret af et eller andet tysk vandringsinstitut. Sehr gut. Faktisk var det kun den certificering der gjorde at vi var lidt i tvivl om vi skulle tage den. For hvad nu hvis den var fuldstændig overrendt på sådan en feriefredag?

    Men vi tog chancen – og valgte at starte turen ved Hobro Sejlklub, hvor der var en parkeringsplads og et skilt der markerede begyndelsen på ruten.

    Der var IKKE overrendt. Overhovedet. På de første 5 km mødte vi praktisk taget ingen. En enkelt løber var der. Og så nogle mennesker der spillede golf. Men ellers havde vi det hele for os selv. Som sagt starter det stejlt med den hårde opstigning, men derefter flader stien ud og byder på en passende udfordring. Det er ikke en sti der kræver at du er hardcore-vandretypen der lever dit liv i spejderudstyr – men omvendt er det heller ikke en rute du tager i klip-klappere. Den er kuperet og sine steder ganske smal. Ingen barnevogne eller lignende på denne her rute.

    Ruten bevæger sig op over landskabet med udsigten over Mariager Fjord. Nogen steder gennem skov, andre steder åbner det sig over markerne og giver blikket over fjorden. Talrige låger opdeler stien – og vidner om at du skal være forberedt på at møde græssende dyr af forskellig art. Og selv hvis du ikke kommer i nærkontakt med får og kvæg så er du ikke i tvivl om at de er der. Igen – lad være med at tage dine pæneste sko på her.

    Det meste af ruten er virkelig flot og eventyrlig, men et enkelt sted bliver det lidt trist når du går 1½ km langs med Hobro Golfklubs baner. Her er du pludselig på offentlig vej og meget kan siges om golf, men at vandre langs banerne er altså ret kedeligt. Så da stien igen drejede ind i skoven og de små smalle stier løftede stemningen sig og jeg kunne igen begynde at nynne “The Old Walking Song”

    The Road goes ever on and on

    Down from the door where it began.

    Now far ahead the Road has gone,

    And I must follow, if I can,

    Pursuing it with eager feet,

    Until it joins some larger way

    Where many paths and errands meet.

    And whither then? I cannot say.

    Tolkien – The Road Goes Ever On

    Vi havde læst os til at der var en iskiosk omtrent halvvejs på ruten! Så da vi havde passeret de første 5 km begyndte vi at se frem til en forfriskning. Det viste sig at være Bramslev Bakker camping som har en kiosk. Eller de havde et vindue som antydede at de solgte is. Men der var absolut ingen mennesker i nærheden. Lige ved siden af ligger Restaurant Bramslev Bakker – men den var heller ikke åben så tidligt på dagen. Så hvis du planlægger at spise undervejs, og ikke medbringer mad, så tjek lige åbningstiderne.

    Heldigvis havde vi ikke sat vores lid udelukkende til traktørstedet – og fra den lukkede iskiosk gik turen stejlt ned til fjorden, hvor vi blev mødt af bord-bænke-sæt som inviterede til et pitstop.

    Herfra ændrer ruten karakter. Nu går du størstedelen af turen langs med fjorden, og derfor noget mere fladt. Ikke HELT fladt dog – der er et par afstikkere op i landskabet også her på returruten, men langt mindre udfordrende end den første del af turen. Der er altså en rytme i ruten, som klart gør det bedst at starte med opstigningen – og slutte med det flade stykke langs vandet. Går du den anden vej må det blive en meget anderledes rute, og en helt anden fortælling. Der er jo en dramaturgi i en vandretur. En rækkefølge. Og starter du med at gå op, så får du strabadserne og det eventyrlige først for så at stige ned til den vederkvægende vind, fjordens ro og de lange linjer. Som en belønning efter det hårde slid.

    En klar anbefaling herfra.

    4 svar til “Vandretur: Panoramaruten ved Hobro”

    1. Else Marie Avatar
      Else Marie

      Fin beskrivelse. Synd du ikke kiggede ind omkring golfklubben, der ville du have fundet mulighed for både at købe is , kaffe og øl. Men så kan du jo tage turen igen😉👍

      1. Adam Avatar
        Adam

        Det kan jeg jo – men det var også lidt tidligt på ruten man mødte golfklubben. Måske jeg skulle overveje at parkere oppe i nærheden af den og så gå turen rundt for at slutte ved restauranten der.

        1. lars nielsen Avatar
          lars nielsen

          karen og jeg har et par gange benyttet golfklubben som pit-stop. Du kan købe de forfriskinger, som du har brug for. Vi er også blevet fortalt, at cafeen ofte bliver benyttet af vandrere.

          1. Adam Avatar
            Adam

            Det er værd at huske – lidt ærgerligt at den ligger så tidligt på ruten, men så må man jo bare tage en tidlig forfriskning.

  • Übersee Museum

    Übersee Museum

    Sommerferien bragte mig en tur til Bremen. Jeg har været der før, men aldrig som destination. Nærmere som et stop på turen, hvor man så tager ind og ser markedspladsen, stadsmusikanterne og spiser på Ratskeller. Men denne gang var vi der i tre dage. Det førte til en opdagelse.

    På overfladen ligner Ûbersee Museum et af de der etnografiske museer som historien har glemt. Fyldt med ting tyvstjålet fra en kolonifortid og med en udpræget eurocentrisk formidling. Men det er kun på overfladen. For Ûbersee Museum viste sig at blive en af de bedste museumsoplevelser jeg har haft længe.

    I turistbrochurerne er det deres dioramaer som tager opmærksomheden. Og de er sgu også flotte. Men måske mest som et museumshistorisk tilbageblik på, hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande, og det er i den dobbelthed museet eksisterer og leverer. For det er både et museum om fjerne lande – og en museum om hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande. Det er et museum om racisme, fordomme … og om hvor utrolig ens vi er.

    F.eks. er der en sektion af museet om de store verdensreligioner. Her får hver religion nøjagtig samme behandling. Meget nøgternt, meget tysk ville nogen sige. Her er genstande fra den givne religion så du kan gå fra genstand A til B og se hvor stor lighed der egentlig er mellem de religioner der ellers deler folk. Det er elegant – det er fantastisk.

    Andre sektioner af museet går man på tværs af kulturer og ser på begreber. “Kommunikation” og “Køn” f.eks. Herover fra udstillingen om kommunikation – et tandlægeskilt fra Kina i 1800-tallet der nok ville vække en del opsigt i en dansk gågade i dag.

    Andre sektioner beskæftiger sig med enkelte verdensdele – men er blevet opdateret til moderne tid. En stor sektion om Afrika med mode, moderne afrikansk musik og en præsentation af Afrika udover klicheerne. Og en stor sektion om USA med debat om racepolitik, våbenkontrol (billede herover) og radikal kristen fundamentalisme. Der er nok nogle amerikanske turister der har spærret øjnene op.

    Går turen til Bremen hermed den største anbefaling. Kom for dioramaerne … bliv for alt det andet. Übersee er virkelig en oplevelse. Næsten en destination i sig selv.