Panoramaruten ved Hobro

Det starter med at gå virkeligt stejlt op. Meget stejlt. De trapper der indleder Panoramaruten ved Hobro er hardcore. Men de skal ikke få dig til at miste modet. Det bliver ikke værre. Faktisk bliver det meget bedre.

Det er fredag i uge 29, og hele familien har besluttet sig for at tage ud på en vandretur. Og efter at have hørt om Panoramaruten fra venner og bekendte tænkte vi at det blev vi nødt til at prøve.

Det er en rute på 10 km – og den er endda certificeret af et eller andet tysk vandringsinstitut. Sehr gut. Faktisk var det kun den certificering der gjorde at vi var lidt i tvivl om vi skulle tage den. For hvad nu hvis den var fuldstændig overrendt på sådan en feriefredag?

Men vi tog chancen – og valgte at starte turen ved Hobro Sejlklub, hvor der var en parkeringsplads og et skilt der markerede begyndelsen på ruten.

Der var IKKE overrendt. Overhovedet. På de første 5 km mødte vi praktisk taget ingen. En enkelt løber var der. Og så nogle mennesker der spillede golf. Men ellers havde vi det hele for os selv. Som sagt starter det stejlt med den hårde opstigning, men derefter flader stien ud og byder på en passende udfordring. Det er ikke en sti der kræver at du er hardcore-vandretypen der lever dit liv i spejderudstyr – men omvendt er det heller ikke en rute du tager i klip-klappere. Den er kuperet og sine steder ganske smal. Ingen barnevogne eller lignende på denne her rute.

Ruten bevæger sig op over landskabet med udsigten over Mariager Fjord. Nogen steder gennem skov, andre steder åbner det sig over markerne og giver blikket over fjorden. Talrige låger opdeler stien – og vidner om at du skal være forberedt på at møde græssende dyr af forskellig art. Og selv hvis du ikke kommer i nærkontakt med får og kvæg så er du ikke i tvivl om at de er der. Igen – lad være med at tage dine pæneste sko på her.

Det meste af ruten er virkelig flot og eventyrlig, men et enkelt sted bliver det lidt trist når du går 1½ km langs med Hobro Golfklubs baner. Her er du pludselig på offentlig vej og meget kan siges om golf, men at vandre langs banerne er altså ret kedeligt. Så da stien igen drejede ind i skoven og de små smalle stier løftede stemningen sig og jeg kunne igen begynde at nynne “The Old Walking Song”

The Road goes ever on and on

Down from the door where it began.

Now far ahead the Road has gone,

And I must follow, if I can,

Pursuing it with eager feet,

Until it joins some larger way

Where many paths and errands meet.

And whither then? I cannot say.

Tolkien – The Road Goes Ever On

Vi havde læst os til at der var en iskiosk omtrent halvvejs på ruten! Så da vi havde passeret de første 5 km begyndte vi at se frem til en forfriskning. Det viste sig at være Bramslev Bakker camping som har en kiosk. Eller de havde et vindue som antydede at de solgte is. Men der var absolut ingen mennesker i nærheden. Lige ved siden af ligger Restaurant Bramslev Bakker – men den var heller ikke åben så tidligt på dagen. Så hvis du planlægger at spise undervejs, og ikke medbringer mad, så tjek lige åbningstiderne.

Heldigvis havde vi ikke sat vores lid udelukkende til traktørstedet – og fra den lukkede iskiosk gik turen stejlt ned til fjorden, hvor vi blev mødt af bord-bænke-sæt som inviterede til et pitstop.

Herfra ændrer ruten karakter. Nu går du størstedelen af turen langs med fjorden, og derfor noget mere fladt. Ikke HELT fladt dog – der er et par afstikkere op i landskabet også her på returruten, men langt mindre udfordrende end den første del af turen. Der er altså en rytme i ruten, som klart gør det bedst at starte med opstigningen – og slutte med det flade stykke langs vandet. Går du den anden vej må det blive en meget anderledes rute, og en helt anden fortælling. Der er jo en dramaturgi i en vandretur. En rækkefølge. Og starter du med at gå op, så får du strabadserne og det eventyrlige først for så at stige ned til den vederkvægende vind, fjordens ro og de lange linjer. Som en belønning efter det hårde slid.

En klar anbefaling herfra.