Siden 2009 har jeg haft udbredt frihed i forhold til hvor jeg arbejder. Dels som selvstændig og dels som “remote worker”. Jeg har arbejdet fra kontorfællesskaber, mit eget studie, hjemmefra, fra cafeer, i kontorlandsskaber og alle mulige andre steder. Jeg har jagtet den perfekte arbejdsplads. Men den findes ikke.
Præcis som mit arbejde består af mange forskellige typer af opgaver så har forskellige arbejdspladser forskellige egenskaber der på den ene eller anden måde muliggør, eller forhindrer, det optimale arbejde. Mens jeg skriver disse ord sidder jeg på en cafe – omgiver af mennesker der taler og musik der spiller. For mig er det noget nær en ideel situation når jeg skal skrive, men det ville – i sagens natur – være mindre ideelt hvis jeg skulle holde møder med kursister.
3 aspekter / egenskaber
Jeg har identificeret 3 egenskaber som definerer en arbejdsplads (eller sådan set et hvilket som helst sted / rum). Faciliteter, artefakter og fravalg.
Faciliteter
Det er faciliteterne som oftest får os til at vælge det ene eller det andet sted at arbejde. Det er det som definerer det vi kan. Er der strøm? En computer? Internet? Mødelokaler? Lydstudie? Drejebænk? Du forstår pointen. Altså hvilke ting er det jeg kan her som jeg, måske, ikke kan andre steder.
I gamle dage (altså for 5-10 år siden) var det ENORMT vigtigt for sådan en som mig. Jeg kunne ikke være sikker på at finde internet og min computer kunne holde strøm i under en time. Jeg var afhængig af alle de der “kontorfaciliteter” som erhvervsmæglere altid sørger for at liste op i deres annoncer.
Men sagen er, at det er blevet meget mere ligemeget. Jeg sidder og skriver det her på en iPad. Den holder strøm i 10 timer. Internet er leveret af min telefon der ligger på bordet ved siden af mig. Min iPad, mit tastatur, mit kamera og min telefon kan ligge i en lille taske. Kort sagt er faciliteterne under pres – eller kravene om særlige faciliteter er.
Der er naturligvis tidspunkter hvor det er vigtigt, og hvor jeg vælger min arbejdsplads på grund af det jeg kan der, som jeg ikke kan andre steder. Det kan være et værktsted, et studie (video eller lyd), et undervisningslokale eller et mødelokale. Men oftest er det ikke DET som bestemmer om jeg er produktiv på en lokation.
Artefakter
Langt oftere er det artefakterne der er bestemmende. Ikke det jeg kan – men hvordan der er. Som her hvor jeg sidder omgivet af folk der spiser og hvor musikken spiller. Hvor jeg kan koncentrere mig på grund af stemningen – og ikke på trods af den. Jeg fungerer dårligt i stilhed – måske fordi jeg omgiver mig med den så meget.
Når jeg ser tilbage på 10 års nomadetilværelse er det næsten altid artefakterne der har bestemt om jeg har fungeret et sted. Det har været duften, stemningen, menneskene, lyset eller placeringen. Når jeg elsker mit lille kontorfællesskab i Stenvad Mosebrugscenter er det ikke fordi internettet der er bedre end hjemme – for det er det ikke. Men det er fordi det er … der! Fordi det ser ud som det gør. Og det er godt.
Fravalg
Det sidste element, og det mest oversete, er fravalget. Når jeg vælger noget så vælger jeg noget andet fra. I et grænseløst arbejdsliv kan det give god mening. Når jeg sætter mig et sted, hvor jeg ikke kan tale i telefon, ikke holde møder og ikke optage video så tvinger det mig til at gøre det jeg så kan.
Bedste eksempel på det er toget. Jeg elsker at arbejde i tog. I forhold til faciliteter er det røv og nøgler. Internettet er dårligt, kaffen er værre og SÅ godt sidder man altså ikke. Eneste formildende facilitet er det faktum at man kører over 100 km i timen mens man arbejder.
I forhold til artefakterne er toget også so-so. Det kan være meget hyggeligt, men altså. Det er ikke derfor det fungerer så godt. Det fungerer så godt på grund af fravalget. Fordi toget tvinger mig til at koncentrere mig om at skrive – eller læse. Fordi det er det jeg kan der.
Tilbage til cafeen
Og så er jeg tilbage ved start. Tilbage her ved cafebordet. Jeg satte mig her med det ene formål at skrive dette (og drikke en øl). Fordi jeg vidste at HER kunne jeg få hul på denne her blogartikel.
Fordi jeg ganske enkelt ikke kunne andet.