Sommerferien bragte mig en tur til Bremen. Jeg har været der før, men aldrig som destination. Nærmere som et stop på turen, hvor man så tager ind og ser markedspladsen, stadsmusikanterne og spiser på Ratskeller. Men denne gang var vi der i tre dage. Det førte til en opdagelse.
På overfladen ligner Ûbersee Museum et af de der etnografiske museer som historien har glemt. Fyldt med ting tyvstjålet fra en kolonifortid og med en udpræget eurocentrisk formidling. Men det er kun på overfladen. For Ûbersee Museum viste sig at blive en af de bedste museumsoplevelser jeg har haft længe.
I turistbrochurerne er det deres dioramaer som tager opmærksomheden. Og de er sgu også flotte. Men måske mest som et museumshistorisk tilbageblik på, hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande, og det er i den dobbelthed museet eksisterer og leverer. For det er både et museum om fjerne lande – og en museum om hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande. Det er et museum om racisme, fordomme … og om hvor utrolig ens vi er.
F.eks. er der en sektion af museet om de store verdensreligioner. Her får hver religion nøjagtig samme behandling. Meget nøgternt, meget tysk ville nogen sige. Her er genstande fra den givne religion så du kan gå fra genstand A til B og se hvor stor lighed der egentlig er mellem de religioner der ellers deler folk. Det er elegant – det er fantastisk.
Andre sektioner af museet går man på tværs af kulturer og ser på begreber. “Kommunikation” og “Køn” f.eks. Herover fra udstillingen om kommunikation – et tandlægeskilt fra Kina i 1800-tallet der nok ville vække en del opsigt i en dansk gågade i dag.
Andre sektioner beskæftiger sig med enkelte verdensdele – men er blevet opdateret til moderne tid. En stor sektion om Afrika med mode, moderne afrikansk musik og en præsentation af Afrika udover klicheerne. Og en stor sektion om USA med debat om racepolitik, våbenkontrol (billede herover) og radikal kristen fundamentalisme. Der er nok nogle amerikanske turister der har spærret øjnene op.
Går turen til Bremen hermed den største anbefaling. Kom for dioramaerne … bliv for alt det andet. Übersee er virkelig en oplevelse. Næsten en destination i sig selv.