Et forsøg på at lade AI “turbocharge” min hverdag endte som en regulær fiasko. I stedet for et produktivitets-boost fik jeg en digital coach, der så mit privatliv som en forhindring, prædikede om mine søvnvaner og uforklarligt insisterede på, at jeg konstant skulle lytte til Smashing Pumpkins. Endnu værre begyndte det at ødelægge min egen arbejdsgang og mit flow. Så nu er min dagbog ude af skyen og tilbage på papir.
Baggrunden for eksperimentet bygger på en karriere, der de sidste næsten 30 år(!) grundlæggende har handlet om grænseflader. Der, hvor menneske møder menneske (og misforståelser kan opstå), eller hvor maskiner møder mennesker. Der, hvor sprog og intention mødes, og hvor vi enten skal forstå maskinernes logik eller lære maskinerne at forstå vores.
Siden fremkomsten af generativ AI for tre år siden, har dette felt ændret sig med helt andre logikker og mindre forudsigelighed. Når man underviser i informationssøgning eller WordPress, er målet og resultatet klart. Når man underviser i AI, lærer man kursisterne at lave… alt muligt. Eller ingenting. Det er kompliceret 🙂
Netop denne kompleksitet var drivkraften bag at udforske anvendelsen af AI i min egen hverdag. Som to-do-liste-nørd og produktivitets-freak besluttede jeg i december at give NotebookLM adgang til det hele: håndskrevne dagbogsnoter (som den læste ret kompetent), to-do-lister, kalenderindførsler, logbog og gemte links. Alt, hvad der vedrører mit arbejde og mit privatliv.
I starten var begejstringen stor. I NotebookLM fik jeg blandt andet genereret et fremragende mindmap, der rent faktisk forstod de forskellige områder af mit arbejde og hjalp mig med at bevare overblikket. Den var også god til at huske mig på næste uges opgaver og fange det, jeg var bagud med.
Jeg udvidede forsøget og instruerede en “Gem” i Gemini i at agere som min personlige produktivitetscoach, der skulle hjælpe mig med at prioritere. Den fik også adgang til min Gmail.
Og så faldt det fra hinanden. AI’en mistede hurtigt overblikket. Da den fandt en mail fra Fitbit i min indbakke, begyndte den pludselig at bruge uforholdsmæssigt meget energi på at prædike om, at jeg skulle sove længere. Samtidig virkede det som om, den udelukkende betragtede mit privatliv som en irriterende forhindring for produktivitet – noget, der bare skulle overstås, så vi kunne komme i gang med at “producere”.
Rådene blev mere og mere banale, og hver morgen formanede den blot om at være i “production mode” og “skubbe distraktionerne til side og tænde mikrofonen”. Eksperimentet kostede ikke bare alt for meget tid; det ændrede også min adfærd. Jeg begyndte at skrive dagbog på en helt ny måde, fordi jeg ubevidst følte, at jeg skulle forklare og uddybe ting for AI’ens skyld. Det ødelagde fuldstændig det naturlige flow og den skriveproces, som jeg ellers har holdt meget af.
Kort sagt: AI viste sig her at være en middelmådighedsmaskine. Så nu er mine prioriteter igen mine egne. Udtænkt over en kop kaffe… og lyttende til alt andet end Smashing Pumpkins.