Nogen gange skal man bevæge sig helt ud af sin komfortzone for at finde ud af, at man måske er mere fleksibel end man umiddelbart gik og troede.
Jeg har brugt 13 dage af min sommerferie i Colorado og Wyoming. Og jeg indrømmer blankt, at selvom jeg er vant til at rejse, så er jeg ikke vant til at rejse så langt (hader at flyve i mange timer) og til at være væk så mange dage (holder meget af mit hus). Så det her var helt klart uden for min normal. Men det er der kommer mange refleksioner ud af – og en del af dem bliver til indlæg her på bloggen.
Rodeo? No Way!
Jeg havde INGEN planer om at tage til rodeo i Wyoming da vi tog afsted. Faktisk anede jeg ikke noget om at der var rodeo i Wyoming – eller hvad det så indebar. Men vi opdagede at hovedstaden i Wyoming, Cheyenne, kun lå 45 minutters kørsel fra der, hvor vi boede og at den sidste weekend, hvor vi var i Colorado startede “Cheyenne Frontier Days” så var fristelsen stor. Når nu man er i USA, kunne dette så ikke blive den sublime amerikanske oplevelse?
Jeg laver ganske lidt research på forhånd, men indser hurtigt at meget mere eller mindre forventes bekendt. Jeg finder ud af at der er en “park and ride” og det koster 20 usd. Der står også at bustransporten starter 10.30 … så med den viden er det ud på motorvejen og nordpå til det store tomme stat.
Park’n’ride ligger lige ved siden af Warren Air Force base, som er en af de tre baser med strategiske atomvåben. Faktisk ligger den på Missile Drive og for at komme derhen skal man af Pershing Boulevard. USA har et andet forhold til den slags end os europæere – men ærligheden og stoltheden er egentlig ret befriende.
Park’n’ride
Hvorfor er alle arrangementer ikke som dette? Som antydet ankommer jeg uden nogen viden om hvordan man gør, men hvad der kunne mangle af information online bliver i USA næsten altid kompenseret af en hær af folk der kan pege og dirigere og hjælpe og tage mod betaling. Tap og pay for at komme ind hos en ung mand i cowboyhat, fire mennesker der viser mig hen til min parkeringsplads og tre mennesker der står og fordeler folk i køer for at vi kan komme med vores bus. Alle køer bliver talt, så man ved at i vores kø er der præcis mennesker nok til at vi kan være i bussen. Og så kommer skolebusserne!
Det er jo sommerferie i USA også, så hvorfor ikke bruge infrastrukturen. En flåde af skolebusser fra hele den sydlige del af Wyoming er indskrevet og kører i pendulfart mellem parkering og festplads. Og bonus – at få lov til at køre i en klassisk amerikansk gul skolebus. Det her starter godt.
Vi bliver afleveret lige ved en særlig indgang kun for os der har parkeret på park’n’ride. Og her kommer så anden overraskelse. For det koster normalt 5 usd at komme ind på pladsen. Men entre er inkluderet i de 20 vi betalte for parkering af bilen. Vi er fire mennesker … så det blev en billig parkering. Til sammenligning koster det 25 usd at parkere ved arrangementet, og det inkluderer ikke særlig indgang eller gratis entre. Det er da incitament der er til at tage og føle på.
Indian village
Jeg kommer med tonsvis af fordomme om et arrangement som Cheyenne Frontier Days. At her vil man ikke tale om de oprindelige amerikanere, at her vil være fyldt med højreorienterede cowboys i MAGA-outfits og at stemningen bare vil være … aggressiv. Det var ikke første gang at USA overraskede mig – men nok her, hvor mine fordomme blev gjort allermest til skamme. Sådan er det jo når man går fordomsfuld ind til noget. Og vores første stop på dagen var netop sådan en øjenåbner.
For en del af Cheyenne Frontier Days er “Indian Village”. Her viser de oprindelige stammer deres danse, kunsthåndværk og kultur frem. Her forstod jeg, at det er en levende og aktiv kultur. En kultur i udvikling. Det show vi så var ledt af en fantastisk formidler der var både lærer, formidler og kulturbevarer – og som havde undervist mange af danserne. Hun præsenterede dansene og sangene, men der blev ikke leflet. Det var en autentisk og ret fantastisk oplevelse. Cheyenne Frontier Days starter godt.
Pladsen
Vi vender tilbage til pladsen. Bare for at opleve folkelivet. Vi har ikke løst billet til selve rodeoet – så nyder bare at være en del af “Frontier park”, hvor salgsboder, madboder og tivoliforlystelser giver os rigeligt at tage os til. Kulinariske highlights er naturligvis corndogs (det er jo det pølsehorn, jeg ikke vidste jeg savnede) til hele kalkunlår (som føles ca. som at spise låret af en flyveøgle, men som de lykkes med at gøre saftigt – how?!?).
Men der er bare intet som at se på mennesker. Se hvor mangfoldig menneskeheden kan være. Og hvordan vi egentlig allesammen vil det samme. Æde noget god mad, være sammen med folk vi elsker og blive slynget rundt i en rutchebane.
Det er sgu ikke helt skidt!
Og ja – turen tilbage med skolebus forløb præcis ligeså nemt som turen ud. Jeg holder aldrig op med at glædes over god logistik.
