Censormødet

Jeg afholder eksamen ca 7-8 gange om året. Det er en eksamen i projektledelse under akademiuddannelsen i ledelse. Og sådan en eksamen indebærer en ekstern censor. Det vigtige i denne her sammenhæng – en ukendt censor. Det er en situation som tusindvis af undervisere står i ganske ofte, men som, i hvert tilfælde for mig, har fået mig til at tænke meget over den måde vi mennesker interagerer.

Jeg har gjort det i mange år efterhånden og haft over 600 studerende oppe til eksamen. Men alligevel bliver det aldrig helt rutine. Netop på grund af den ukendte faktor. Og det er blevet et helt særligt socialt rum for mig. Jeg kender ingen andre livssituationer som er helt ligesom censormødet.

Accelereret fortrolighed

Der er to faktorer omkring samarbejdet med censor, som gør det til et helt unikt socialt rum:

• Vi kender ikke hinanden – og reglerne er sådan at der skal gå to år før vi må arbejde sammen igen
• Vi skal hurtigt opbygge en fortrolighed, hvor vi kan blive enige om noget ret vigtigt. Nemlig at vurdere de studerendes præstation.

For at gøre dette er vi nødt til at lære hinanden at kende hurtigt. Det starter ofte med en lidt akavet samtale, som på en blind date, hvor man forsøger at finde ud af hvad det er modparten kommer med. Når det fungerer godt føles det fra starten som en samtale. Når det fungerer mindre godt føles det som et interview. Eller i værste fald en afhøring.

Da jeg startede opfattede jeg hvert eneste spørgsmål fra censor som et angreb. Som en afprøvning af mine kompetencer og autoritet som underviser. Jeg har indset at for de fleste mennesker er det vitterlig bare interesse. Et forsøg på at forstå mig, min undervisning og de forudsætninger mine studerende kommer med. Måske er det bare sådan jeg er – men denne her situation har lært mig bedre at forstå det.

Det vilde er at vi begge er i rummet med en villighed til at få det til at fungere. Vi drikker kaffe, spiser rundstykker og snakker om løst og fast. Prøver at finde en rytme og en fælles historie. Og for det meste – faktisk stort set hver gang – bliver det decideret hyggeligt. Men så bliver det alvor ….

Den første karakter

Den næste centrale punkt er vurderingen af den første studerende. Vi har hørt eksaminationen igennem. Vi har læst opgaven. Nu har vi nogle få minutter til at overveje, hvilken feedback og karakter vi skal give.

Det er som et pokerspil. Ingen af os vil være den som spiller hårdt ud. For det er nu vi skal have testet om den følelse af samhørighed og forståelse vi etablerede i starten faktisk også har bund i en virkelighed. Er vi enige? Har vi den fælles forståelse som vi troede vi havde?

Igen – 29 ud af 30 gange er vi enige. Men det sker at der kommer overraskelser. Næsten aldrig store overraskelser. Jeg sidder ikke og tænker 12 og censor siger 2. Men trods alt overraskelser, hvor vi begge bliver nødt til at rekalibrere vores forståelse. Har vi misforstået hinanden?

Vi finder altid en måde, men det er en psykologisk dans vi er ude i. Ikke ulig på en første date, hvor man kommer til at fejltolke hvornår man må læne sig ind til et kys. Gør man det for tidligt er man ude. Gør man det for sent … så er man også ude.

Frokosten

Ca halvvejs kommer vi så til frokosten. Ned i kantinen og gennem buffeten. Og her kommer så den sidste prøve. For først nu er der tid til at se om fortroligheden går ud over det faglige.

Det gør den oftest, og det er nok også derfor jeg skriver dette. Fordi det overrasker mig hver gang. Efter et par timers eksamen og intens fælles arbejde er vi ofte som gamle venner. Deler måske ikke de dybeste hemmeligheder, men det er tæt på. Som om vi har en fælles bevidsthed om, at det her er et fortroligt rum og vi derfor bare kan snakke.

Farvel

Og så lige der. Når det hele går så godt slutter det. Efter frokosten er det op til de sidste studerende, endnu en kop kaffe og måske en pause til et stykke kage fra kantinen.

Og så … er det slut. De sidste karakterer, pakke sammen i lokalet. Elevatoren ned og et håndtryk på parkeringspladsen. “Det var hyggeligt” – “ja det var det” – “god tur hjem”. Hele fortroligheden opløst igen. Vi ved begge at det var midlertidigt. Det var hele pointen.

Og alligevel kommer jeg næsten hver gang til at sige: “Vi ses” som sidste hilsen.