At forskellige generationer bruger medier forskelligt er den mest banale sandhed i verden. Jeg er næsten 50, så jeg poster billeder på Instagram og sjældent på Facebook (og så skriver jeg en blog – hvor old school er DET lige). Mine børn er 15 så de poster ikke noget jeg kan se – og hvis de gør så er det gennem “stories” på Instagram og Snapchat.
Indrømmet – jeg har ikke fattet noget af det format. Jeg har forsøgt at forstå det, men der er noget dybt inde i mig som føler det helt absurd at skabe indhold som forsvinder automatisk efter 24 timer. Hvad så med alle mine genialiteter? Skal de ikke bevares for eftertiden. Burde mine digitale udgydelser ikke være underlagt pligtaflevering så eftertiden i år 2222 kan beundre mine tanker?
Og så skete det – at jeg forstod det – og indså hvorfor jeg ikke har forstået det før. Sådan virkelig forstået det.
Hamburg
Som så mange andre gode indsigter kom det til mig på Reberbahn i Hamburg. Vi havde valgt at tage en hurtig tur til byen fordi sønnen var på Bornholm og datteren var hos bedsteforældre. Så bare os to voksne i husstanden alene. Vi sidder på Ankerbar og kigger ud over pladsen. Jeg tager telefonen frem – bare lige for at sende en besked til ungerne om at vi var ankommet. Tager et billede ud over pladsen. Senere ser jeg et opslag om en forsvunden kat og tænker “Det vil de synes er sødt”.
Og der slår det mig. Jeg har lyst til at dele alt det her med mine børn – men jeg ved jo også godt at den ene hænger ud med venner på Bornholm og den anden er dybt optaget af bedsteforældre. Det er jo uhøfligt at spamme familiechatten med mine ligegyldigheder. Og løsningen ligger jo lige for. Jeg smider det op i en Snapchat-story som kun kan ses af de to. Så kan de se det når de har lyst – og jeg får afløb for min trang til at dele.
Min story (dele af den)
Der forstod jeg hvad det handler om. At det netop ikke behøver at bevaringsværdigt og noget som skal arkiveres for evigt. Det er bare samtalestartere. Signaler til venner, bekendte og familie. For pludselig vidste mine børn hvad vi lavede (altså det vi valgte at dele) – og kunne kommentere på det. De fik lov til at være med på turen, men det var noget de selv valgte at følge med i.
Som min datter skrev:
“Hvad sker der lige for, at du poster så meget? Det er fedt.”
Så hvorfor har jeg ikke brugt “stories” før? Fordi jeg er så voksen, at jeg faktisk ikke tror på, at der er ret mange der ville interessere sig for hvad jeg laver. Jeg har ikke nære venner på den måde som man havde da man var 15 – eller 25. Jeg har bekendte, kollegaer og naboer. Og indtil i denne weekend oplevede jeg stort set alt sammen med min familie – så der var jo ingen grund til at dele det med dem. Det er der nu, hvor vi ikke længere laver alting sammen. Så kan stories blive en del af det kit der holder os sammen.
Og måske skulle jeg blive bedre til at bruge formatet – også til hverdag.