Jeg har i nogen måneder haft problemer med mine fødder, som har gjort at det at gå – og gå langt – temmelig problematisk. Der indså jeg, hvor stor en del af min livskvalitet der ligger i at vandre alene. Men nu er alt i bedring og jeg kan begynde at gå igen. Hvilket både burde være godt for mit fysiske og mentale helbred.
I dag på vej til Aalborg kørte jeg hjemmefra i god tid alene for at kunne gå – og fotografere. Uden at have et specifikt mål i sinde kunne jeg se at jeg ca havde 35-40 minutter til overs. Det er ikke meget … men det er nok.
Satte min GPS til og kørte nordpå. På skærmen kunne jeg se omridset af en sø ikke langt fra motorvejen. Tågen lå tæt over landskabet så jeg tænkte at en vandring rundt om en sø ville være helt fantastisk. Jeg kom, efter få minutters kørsel fra afkørslen frem til Glenstrup Sø som lå smukt hyldet i tågen. Men desværre er Glenstrup Sø ikke umiddelbart en sø der har en sti rundt om, så mit besøg der blev kort.
Jeg hænger jo lidt i en klokkestreng sådan en morgen. Der er et arbejde jeg skal frem til, så jeg har ikke alverden med tid til at finde en ny destination til min vandring. Men Glenstrup Sø ligger uden for Hobro – og jeg satte derfor kursen mod havnen. Tænkte at der måtte jeg da kunne gå … og jeg har noget med havne.
Der er en særlig ro på en havn – og en fremmedartethed. Ting forfalder på andre måder end inde i landet. Luften er anderledes. Og i morgendisen lå Hobro Havn stille hen. Kun lyden af en meget morgenfrisk type der bankede på et skib inde på værftet forstyrrede roen. Eller understregede den.
Efter 25 minutter var jeg tilbage ved bilen – det var den tid der var afsat. Ikke meget og måske ikke helt nok. Men trods alt nok til at være tilbage. Og forresten også nok til at tågen var lettet og magien var forsvundet.
