Omsider – Instagram har nu endelig lanceret muligheden for, at man kan poste billeder fra browseren på sin computer. Uden fiksfakserier, tredje-parts-apps og alt muligt andet. Det eneste mysterie er, hvorfor det skulle tage SÅ lang tid.
Faktisk var det i slutningen af oktober, at det blev lanceret, men jeg har først opdaget det nu – så jeg tænker at jeg næppe er den eneste som har det sådan.
Min gamle metode
Jeg laver stort set alle mine fotografiske redigeringer på computer, og derfor har det været noget bøvl at skulle poste til Instagram. Min metode har været:
Rediger billedet i Lightroom / Photoshop / Nik eller lignende
Overfør billedet til Lightroom (den udgave i skyen)
Hent billedet på telefonen
Overfør det til Instagram, skriv tekst etc.
Der er flere ting i den metode som er bøvlet. Dels er der ret mange trin i den – dels kræver den at alt teksten skrives på telefonen. Jeg er ikke teenager og er derfor radikalt meget bedre til at skrive på tastatur end på telefon – og det har reelt set begrænset min lyst til at poste til Instagram, at jeg skulle gennem hele den proces.
Men ikke mere …
Den nye metode
Så nu er det hele blevet meget nemmere …
Rediger billedet
Gå til instagram.com – og tryk på “+” i øverste højre hjørne
Skriv tekst
Post
Bare klik på plus!
Det kommer til at have betydning i 2022, hvor min Instagram aktivitet kommer til at vokse. Mere om det senere.
Det er 20 år siden at første udgave af Halo udkom – sammen med den originale Xbox. Der er meget der har ændret sig siden, og det er bestemt ikke alle inkarnationer af Halo der har været lige fantastiske. Men Halo er altid noget særligt.
… i hvert tilfælde for mig. Det har jeg lavet en udsendelse om, og udgivet dem gennem min podcast adambindslev.dk. Du kan finde den alle steder hvor du lytter til podcasts.
Jeg har egentlig ikke nogen stor kærlighed til strande – og især at fotografere langs strande.
Der er noget monotomt ved strande som andre landskaber ikke har. De er grundlæggende flade – det giver ligesom sig selv. Og derfor har jeg, til stor fortrydelse for min familie, udviklet en modstand mod at gå tur på stranden. Fordi jeg fotograferer når jeg går tur – og på stranden er det, som jeg føler det, ofte mere eller mindre det samme.
Men en tidlig morgen i denne uge blev jeg lokket på stranden – og det var en magiske morgen. Jeg har ikke brugt ND-filtre for at opnår det blanke vand. Der var faktisk bare ikke en vind som rørte sig.
Ude for enden af hovedvej 16 ligger Grenaa Havn. Jeg har en tendens til at vende tilbage dertil for at finde inspiration. Måske skyldes det at havne helt grundlæggende, for en landkrabbe som mig, er meget fremmedartede. Måske er det bare fordi jeg godt kan lide æstetikken.
Men i denne omgang gjorde jeg mere end blot at gå turen. Jeg udstyrede mig selv med mikrofon og kamera – og optog nyeste episode i podcasten “Fotografiske Signaler” mens jeg gik omkring. Du kan finde den i din foretrukne podcast-afspiller … eller du kan finde den lige herunder.
Og hvad kom der så ud af turen? Jeg tog omkring 100 billeder i alt på turen – og jeg endte med at beholde 15.
Så hvad er det med havnen ….
… jeg må ned og se hvad der sker jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor det er sådan bare – – ja gu er det så! det er sådan en slags indeklemt længsel lissom en der har siddet i fængsel og pludselig mærker, at nu er han fri“
Fuji X100S er for mig beviset på, at et kamera ikke behøver at være perfekt for at være … perfekt. Kreative muligheder kan ikke ses på specs.
Det kom på markedet i januar 2013. 8 år er, indenfor digitale kameraer, nærmest en menneskealder. Og rent specmæssigt er det ikke imponerende:
16 mp
f2.0 objektiv
APC-S sensor
HD-video
Der er store chancer for at din mobiltelefon, på papiret, har bedre specs.
Begrænsningens kamera
Fuji X100S handler for mig nærmest om fravalg. Der er utrolig meget det kamera ikke kan. En fast 23mm optik og en til tider ekstrem upålidelig autofokus er det ikke kameraet til sport, action, dyr eller andet som bevæger sig hurtigt og/eller befinder sig lidt væk.
Det er svært ikke at fokusere på begrænsningerne når du samler kameraet op. Ikke hele tiden være opmærksom på alt det som kameraet ikke kan. Ikke frustreres over det billede som kameraet IKKE kan tage.
Men det er nøglen til at forstå appellen.
Mulighedernes kamera
Vi kan vælge at betragte begrænsningerne i ethvert kreativt redskab som bevidste fravalg. I selve valget af værktøj vælger vi fra – og dermed vælger vi til.
Når jeg går en tur gennem København og har valgt at tage X100S i lommen er jeg klar over hvad jeg gør. Jeg kender begrænsningerne, men jeg kender også mulighederne.
X100S kan lave billeder hvor der er meget lidt lys. f2.0 og rimelig gode præstationer ved høje ISO gør netop det. I mørke kan det ikke fokusere overhovedet, men den manuelle fokus fungerer fint så længe man har tiden til at bruge den.
Det betyder også at jeg fotograferer anderledes med X100S end jeg gør med mine andre kameraer. Det er på mange måder som at fotografere med et filmkamera. Fordi hver eksponering kræver arbejde har jeg en tendens til kun at tage et billede af hvert motiv. Til gengæld tænker jeg over komposition og gestus på en anden måde end når jeg tager snapshots med sin mobil.
Faktisk har jeg haft kameraet i 8 år og kun taget 21800 billeder med det. Det kan godt lyde af meget, men det er ingenting i forhold til mine andre kameraer. Især i betragtning af, hvor trofast en følgesvend det har været – og stadig er.
Proces
Så i praksis – hvordan bruger jeg mit X100S? Hvilke valg er det jeg tager?
Manuelt fokus Jeg stoler simpelthen ikke på autofokus i det kamera, og har gjort det til en vane i 99% af eksponeringerne at indstille fokus manuelt. Jeg bruger den ret fikse Focus Peak-indstilling, som gør at jeg automatisk får et udsnit af mit motiv når jeg rører fokusringen på objektivet, og kan se om jeg er skarp i detaljerne. Med lidt øvelse sidder den i skabet stort set hver gang.
RAW Faktisk leverer X100S fantastiske JPG-filer ud af kameraet, men jeg er dybt afhængig af min efterbehandling i Lightroom – især mine sort-hvid konverteringer. Så den står altid på RAW. Det betyder så også at jeg har fravalgt muligheden for dobbelteksponeringer og andet som kun fungerer på JPG.
Manuel eksponering Ligesom jeg ikke stoler på fokuseringen stoler jeg heller ikke på lysmåleren. I motiver med høj kontrast oplever jeg gang på gang, at den tager fejl og over- eller undereksponerer. Når jeg fotograferer med den elektroniske søger slået til (og det gør jeg altid) kan jeg se eksponeringen direkte i søgeren og behøver ikke engang at se på lysmåleren. Jeg indstiller bare eksponeringen til det ser ud som jeg ønsker … og ved at jeg kan rette det sidste i Lightroom.
1/125 sekund Min lukkertid står stort set fast på 1/125 når jeg går omkring og fotograferer. Det fryser motiver i moderat bevægelse, forhindrer rystede billeder, men lukker så meget lys ind, at jeg oftest ikke er tvunget til kun at skyde på f2. Resten af eksponeringen klarer jeg ved at variere på ISO.
Lydløs lukker En særlig feature ved X100S er den lydløse lukker (det var en stor ting i 2013 – i dag er det mere normalt). Det betyder at jeg kan indstille kameraet til ikke at sige noget når jeg trykker på udløseren. Kun et lille diskret “pffft” kommer der fra det. Ikke hørbart af andre end mig der får en bekræftelse på, at jeg har taget et billede. Det gør så tilgengæld at jeg ikke kan bruge den indbyggede blitz. Men … den har jeg faktisk aldrig prøvet at bruge.
For nogle år siden tænkte jeg på at sælge mit X100S. Det var jo gammelt og jeg ejer langt bedre kameraer.
Det gjorde jeg ikke.
Nu forstår jeg ikke, hvordan jeg overhovedet kunne overveje det.
“Kreative redskaber” er en serie om de redskaber vi bruger når vi skaber. Her vil jeg udvælge nogle af de konkrete redskaber jeg bruger i min hverdag og se på deres appel – og den praktiske anvendelse. Jeg har startet med X100S, men vil i kommende nedslag se på andre typer af redskaber og udstyr. Fra videokameraer til kuglepenne. Hardware og software.
Som en entusiastisk, men ikke nødvendigvis specielt dygtig, computerspiller har jeg altid holdt mig langt fra hardcore-mode i Call of Duty. Det var en fejl!
Computerspil er min måde at slappe af på. Jeg spiller ikke mange timer ad gangen, men tager gerne et break ind imellem for at slappe af. I den sammenhæng er spil som Call of Duty perfekte fordi jeg kan tage et par kampe og så lukke ned igen. De tager ca 10 minutter stykket, så 2-3 kampe giver mig en halv times pause.
Spiller man sådan kan man ikke konkurrere med de hardcore teenagere der har dedikeret størstedelen af deres vågne timer til spillet. Det lever jeg med. Jeg er sjældent den bedste, men sætter en ære i for det meste at lande et sted i top 3 for mit hold.
Hardcore
I Call of Duty er der to indstillinger at vælge imellem. “Core” og “Hardcore”. Du kan godt høre det ikke. Hardcore lyder ret intimiderende og derfor har jeg sådan set også holdt mig langt fra det. Tænkte at der ville de virkelig dygtige spillere være, og min computerspilsrelaterede selvtillid ville komme på alvorlig prøve, hvis jeg vågede mig derind.
Men jeg følte mig nok overmodig i denne uge da jeg valgte at starte en quick match på hardcore. Det var AWESOME.
Forskelle på core og hardcore
Når man går hardcore sker der en række ting med spillet:
Al HUD-information forsvinder fra skærmen. Man kan ikke se sin ammunition, sit liv, sine point eller sit sigtekorn(!)
Våben bliver meget mere dødelige
I spillet betyder det, at det bliver meget sværere at skyde fra hoften fordi man ikke har et sigtekorn på skærmen. Løfter man sit våben til at sigte kan man naturligvis bruge våbnets monterede sigtekorn. Og det betyder at man for det meste dør af et skud – og dræber med et skud.
Hoppende teenagere
Det interessante er, at det fører til en anden måde at spille på. I “core” vil der ofte være spillere, hvis taktik er at løbe rundt og skyde fra hoften – og hoppe konstant så de er svære at ramme. Det er uden sammenligning den mest irriterende type spillere. De kan udnytte, at man i core skal rammes en del gange for at dø, og da de løber og hopper så bliver de ikke ramt. Men helt ærligt – hvor mange krigsfilm har du set, hvor der er soldater der løber og hopper rundt på slagmarken med en kniv?
Den type af opførsel fungerer bare ikke i hardcore. De kan ikke ramme fordi de ikke har et sigtekorn, og et velplaceret skud i benet nedlægger dem. Så spillet bliver meget mere roligt. Man sniger. Man gemmer sig. Man sigter. Kløgt vinder over hoppende teen.
Det betyder også, at hele kategorier af våben pludselig bliver meningsfulde. Rifler der kun skyder et enkelt skud kan nu dræbe på det skud. Man behøver ikke at drøne rundt på fuld auto for at give skade nok. Det velplacerede skud med en riffel vinder hver gang.
I ugebrevet #2 lovede jeg at podcasten “Adam Bindslev” ville vende tilbage. Det er den nu og kan findes der hvor du lytter til dine podcasts. Den nye episode handler om … podcasts! How very meta.
Det er min ambition, at podcasten skal være en fast bestanddel af min onlinetilstedeværelse. Jeg elsker podcasts (og laver jo blandt andet også DataSnak sammen med Anders og Jeppe) – men det er også et krævende medie. I hvert tilfælde for mig. Især når det bliver personligt.
Stemmen har en særlig intimitet. Det føles nøgent. Jeg bliver enormt bevidst om, hvor mange følelser der ligger i stemmen. I det lille skift i kadence eller tone. I pausen. Eller manglen på pause.
Men det er også det som podcasten kan. Formidle på flere planer på en gang. Skabe et intimt rum mellem afsender og modtager. Det er unikt.
Den podcast der er genopstået i denne omgang hedder “Adam Bindslev”. Den er det lydlige modstykke til denne blog. Hvilket også betyder, at den kan indeholde alt muligt forskelligt. Fra overvejelser omkring medier som i denne episode, samtaler eller f.eks anmeldelser af ting jeg bruger til hverdag.
Præcis som denne blog er jeg fuldt bevidst om at målgruppen er meget meget smal. Det kan være du læser det her, eller har lyttet, og tænker at det godt nok ikke var noget for dig. Det er helt ok. Så er det nok ikke noget for dig. Men har jeg bare en lytter der synes det er fedt – så er jeg tilfreds.
Tjek forresten show notes til episoden for at finde linket til Anchor, hvor du kan indtale en besked til mig. Det kunne være et spørgsmål, en kommentar eller et forslag til et emne.
Jeg er Marianne. Plaget af min fortid og med evner til at bevæge mig ind i en åndeverden, som andre ikke kan se. Og som de fleste nok i virkeligheden er ret glade for ikke at kunne se. For der er godt nok ikke særlig rart.
Spillet The Medium foregår i Polen i 1999. I en verden fyldt med spøgelser – ikke mindst kommunismens. Her spiller jeg Marianne der løser fortidens mysterier og hjælper sjæle der ikke kan finde ro.
Marianne kan som sagt agere i en parallel åndeverden – og her griber spillet til en spændende løsning. Man spiller simpelthen dele af spillet i splitscreen, hvor man styrer Marianne i både den virkelige verden og i åndeverdenen. Nogle af gåderne i spillet skal løses i den fysiske verden – andre i den metafysiske. Og ofte vil en gåde løses med elementer fra både den fysiske og metafysiske. Lyder det indviklet? Det er faktisk ret intuitivt når man spiller det.
Flashback til mit 1999
I 90erne og de tidligere 0’ere brugte jeg meget tid på at spille rollespil. Altså den gode gammeldags slags med papir, terninger, en levende gamemaster og så videre. Jeg spillede AD&D, Call of Cthulhu, Vampire etc. I starten simple små eventyr med massevis af terningslag, kamp og spilmekaniske overvejelser.
Men så skete der noget i rollespilsmiljøet. Vi flyttede os fra det klassiske rollespil til det terningløse. Ikke flere stats, terninger, skadesangivelser fra våben. Fokus på historien kom i højsædet.
Dengang brugte vi også meget tid på at tale om computerspil – og hvordan computerspil, ifølge os, aldrig ville kunne give den samme oplevelse som bordrollespillet. I det analoge format var vi uden grænser. Spillerne kunne vælge at gøre hvadsomhelst og gamemasteren måtte var følge med. Hvordan skulle man kunne gøre det i et computerbaseret rollespil?
Alle ombord på toget
The Medium minder meget om de rollespil fra slutningen af 90erne. Faktisk meget dem jeg spillede i 1999, hvor spillet også foregår. Her er heller ingen kamp, ingen stats, ingen indikator for health eller andet i den stil. Historien om Marianne er i centrum.
Og The Medium løser IKKE det problem, som vi snakkede om dengang. Her er man som spiller bestemt ikke uden grænser. De fleste gåder har en og kun en løsning. Det her er ikke en stor åben verden, men en serie af scener man som spiller oplever og agerer i.
Det er en præmis man simpelthen er nødt til at købe når man spiller The Medium. I en af spillets første scener står man og skal ind på et stort forladt hotel. Døren er låst så man skal finde en vej ind. Hele indgangspartiet er lavet af glas og der ligger murbrokker overalt. Men kan Marianne samle en sten op for at smadre en rude? Nej. Hun skal igennem en længere proces involverende en gammel bil, en skruetrækker og en skraldespand. Her savner jeg virkelig at kunne sige til gamemasteren: “Jeg smadrer ruden med en sten” eller “Jeg sparker låsen op”.
… men det er et tog man gerne vil blive på
Men på trods af den meget lineære struktur så fortsætter jeg. Fordi det simpelthen er en god historie – og meget flot fortalt. Åndeverdenen bringer mindelser om Lovecraft og er gennemgående creepy. Den virkelige verden er forfalden, beskidt – og sådan set også ret creepy.
Grafikken er flot. Det er ikke et spil i højt tempo, men til gengæld bruger det så grafikken til skiftende kameravinkler, lav dybdeskarphed og effekter der understøtter stemningen. Det sætter også din PC på overarbejde når den skal rendere to verdener på en gang i splitscreen – men fordi det her ikke handler om hurtige reaktioner, så lever vi med at FPS er i 30erne selv på en RTX 3080 som jeg har i min PC.
Og lyddesignet er noget helt for sig selv. I stil med spil som Hellblade: Senua’s Sacrifice bruger The Medium virkelig lyden effektivt til at skabe stemning. På en måde hvor hovedtelefoner eller et virkelig godt lydanlæg gør det her mest ære. At høre spillet gennem crappy højttalere er synd og skam. Ikke fordi der er MEGET lyd. Men det lyd som er der er velvalgt, præcist og stemningsfuldt. Og Mariannes gennemgående fortælling – stemme af Kelly Burke – er fremragende og fortjener at blive lyttet til fremfor bare læst som undertekster.
… og hurra for Xbox Game Pass Ultimate
Hvis jeg skal købe The Medium på Steam koster det lige nu 45 euro. Og selvom jeg ikke er i tvivl om, at The Medium er hver en euro værd, så ved jeg også godt med mig selv, at det ville jeg aldrig have betalt.
Grunden til at jeg har spillet The Medium, og fået en oplevelse med positive call-backs til min ungdom i 90erne er Xbox Game Pass Ultimate. For The Medium kom på Game Pass på udgivelsesdatoen, så fordi jeg betaler for det hver måned fik jeg det uden yderligere omkostninger.
Og det er her hvor Game Pass viser sin værdi. For ja – det er fedt at jeg ikke behøver at købe den næste udgave af Forza, Halo eller Elder Scrolls. Men det virkelig fede er den valgfrihed jeg får. At jeg kan downloade og prøve et spil som The Medium bare for at se om det er noget for mig.
For en super casual gamer som mig, der sjældent får gennemført et spil, så er den form for “Netflix for spil” perfekt. Fordi jeg kan få lov til bare at plukke løs i alle mulige spil – og pludselig får spiloplevelser jeg nok ikke ville få ellers.
The Medium fås til PC og til Xbox Series S og X (hvis du kan få fat på sådan en).
Hvordan starter man sin kreative proces bedst muligt? Ved at gå ud og love en masse man ikke ved om man kan holde! Eller … det er i hvert tilfælde en måde. Og det er en stor del af årsagen til, at fredag den 5. februar 2021 kl. 14:00 udkommer første nummer af “Udkanten” – mit nye ugebrev med “meddelelser fra udkanten”.
“Jeg har startet et nyhedsbrev på Revue”, sagde Jeppe i telefonen. “Det er det nye nyhedsbrevsystem som Twitter har købt – og som er integreret med Twitter. For ved du hvad du og jeg er?”
“Øhhh … integreret i Twitter?”, svarede jeg tøvende
“Lige netop. Så skal du ikke være med? Vi laver et hver og udkommer hver fredag?”
“Øh ok”
Og sådan blev det. Et nyhedsbrev var født. Jeg anede sådan set ikke hvad jeg gik ind til for da jeg førte samtalen med Jeppe havde jeg ikke set Revue – og jeg kunne ikke tjekke hvordan det så ud for jeg sad i bilen på parkeringspladsen foran Fakta i Glesborg.
På fredag kl.14.00 udkommer den første udgave af mit nye personlige nyhedsbrev der ugentlig samler op på mine tanker om alt muligt.
Men jeg kom hjem, tjekkede Revue og startede min konto. Så nu er det her altså. “Udkanten” – du kan abonnere på det nederst i denne her artikel – eller på udkanten.adambindslev.dk
Så hvad kan man forvente af mit ugebrev (som jeg helt bevidst ikke kalder et nyhedsbrev fordi du skal nok ikke forvente nyheder)? Helt ærligt så ved jeg det jo ikke helt. Det er et eksperiment og et eksperimentarium. Men hvis bloggen her giver mening for dig, så kan du nok forvente mere af det samme. Men mere som et brev og mindre som artikler.
Det hedder “Udkanten” fordi det er mit udgangspunkt. Det perspektiv jeg anlægger. Den som står lige i udkanten og kigger ind. Eller som befinder sig i udkanten og tilbyder andre et kig ind i min verden.
Der er ingen faste emner og ingen agenda. Det kan handle om livet, arbejde, teknologi, fotografi, gaming, lange gåture, podcasting, projektledelse, nedlukningsblues og alt muligt andet. Alt det jeg laver og som fylder i mit liv.
Jeg lover ingenting – og det har jeg tænkt mig at holde.
Siden 2009 har jeg haft udbredt frihed i forhold til hvor jeg arbejder. Dels som selvstændig og dels som “remote worker”. Jeg har arbejdet fra kontorfællesskaber, mit eget studie, hjemmefra, fra cafeer, i kontorlandsskaber og alle mulige andre steder. Jeg har jagtet den perfekte arbejdsplads. Men den findes ikke.
Præcis som mit arbejde består af mange forskellige typer af opgaver så har forskellige arbejdspladser forskellige egenskaber der på den ene eller anden måde muliggør, eller forhindrer, det optimale arbejde. Mens jeg skriver disse ord sidder jeg på en cafe – omgiver af mennesker der taler og musik der spiller. For mig er det noget nær en ideel situation når jeg skal skrive, men det ville – i sagens natur – være mindre ideelt hvis jeg skulle holde møder med kursister.
3 aspekter / egenskaber
Jeg har identificeret 3 egenskaber som definerer en arbejdsplads (eller sådan set et hvilket som helst sted / rum). Faciliteter, artefakter og fravalg.
Faciliteter
Det er faciliteterne som oftest får os til at vælge det ene eller det andet sted at arbejde. Det er det som definerer det vi kan. Er der strøm? En computer? Internet? Mødelokaler? Lydstudie? Drejebænk? Du forstår pointen. Altså hvilke ting er det jeg kan her som jeg, måske, ikke kan andre steder.
I gamle dage (altså for 5-10 år siden) var det ENORMT vigtigt for sådan en som mig. Jeg kunne ikke være sikker på at finde internet og min computer kunne holde strøm i under en time. Jeg var afhængig af alle de der “kontorfaciliteter” som erhvervsmæglere altid sørger for at liste op i deres annoncer.
Men sagen er, at det er blevet meget mere ligemeget. Jeg sidder og skriver det her på en iPad. Den holder strøm i 10 timer. Internet er leveret af min telefon der ligger på bordet ved siden af mig. Min iPad, mit tastatur, mit kamera og min telefon kan ligge i en lille taske. Kort sagt er faciliteterne under pres – eller kravene om særlige faciliteter er.
Der er naturligvis tidspunkter hvor det er vigtigt, og hvor jeg vælger min arbejdsplads på grund af det jeg kan der, som jeg ikke kan andre steder. Det kan være et værktsted, et studie (video eller lyd), et undervisningslokale eller et mødelokale. Men oftest er det ikke DET som bestemmer om jeg er produktiv på en lokation.
Artefakter
Langt oftere er det artefakterne der er bestemmende. Ikke det jeg kan – men hvordan der er. Som her hvor jeg sidder omgivet af folk der spiser og hvor musikken spiller. Hvor jeg kan koncentrere mig på grund af stemningen – og ikke på trods af den. Jeg fungerer dårligt i stilhed – måske fordi jeg omgiver mig med den så meget.
Når jeg ser tilbage på 10 års nomadetilværelse er det næsten altid artefakterne der har bestemt om jeg har fungeret et sted. Det har været duften, stemningen, menneskene, lyset eller placeringen. Når jeg elsker mit lille kontorfællesskab i Stenvad Mosebrugscenter er det ikke fordi internettet der er bedre end hjemme – for det er det ikke. Men det er fordi det er … der! Fordi det ser ud som det gør. Og det er godt.
Stenvad Mosebrugscenter
Fravalg
Det sidste element, og det mest oversete, er fravalget. Når jeg vælger noget så vælger jeg noget andet fra. I et grænseløst arbejdsliv kan det give god mening. Når jeg sætter mig et sted, hvor jeg ikke kan tale i telefon, ikke holde møder og ikke optage video så tvinger det mig til at gøre det jeg så kan.
Bedste eksempel på det er toget. Jeg elsker at arbejde i tog. I forhold til faciliteter er det røv og nøgler. Internettet er dårligt, kaffen er værre og SÅ godt sidder man altså ikke. Eneste formildende facilitet er det faktum at man kører over 100 km i timen mens man arbejder.
I forhold til artefakterne er toget også so-so. Det kan være meget hyggeligt, men altså. Det er ikke derfor det fungerer så godt. Det fungerer så godt på grund af fravalget. Fordi toget tvinger mig til at koncentrere mig om at skrive – eller læse. Fordi det er det jeg kan der.
Tilbage til cafeen
Og så er jeg tilbage ved start. Tilbage her ved cafebordet. Jeg satte mig her med det ene formål at skrive dette (og drikke en øl). Fordi jeg vidste at HER kunne jeg få hul på denne her blogartikel.
