Jeg er Marianne. Plaget af min fortid og med evner til at bevæge mig ind i en åndeverden, som andre ikke kan se. Og som de fleste nok i virkeligheden er ret glade for ikke at kunne se. For der er godt nok ikke særlig rart.
Spillet The Medium foregår i Polen i 1999. I en verden fyldt med spøgelser – ikke mindst kommunismens. Her spiller jeg Marianne der løser fortidens mysterier og hjælper sjæle der ikke kan finde ro.
Marianne kan som sagt agere i en parallel åndeverden – og her griber spillet til en spændende løsning. Man spiller simpelthen dele af spillet i splitscreen, hvor man styrer Marianne i både den virkelige verden og i åndeverdenen. Nogle af gåderne i spillet skal løses i den fysiske verden – andre i den metafysiske. Og ofte vil en gåde løses med elementer fra både den fysiske og metafysiske. Lyder det indviklet? Det er faktisk ret intuitivt når man spiller det.
Flashback til mit 1999
I 90erne og de tidligere 0’ere brugte jeg meget tid på at spille rollespil. Altså den gode gammeldags slags med papir, terninger, en levende gamemaster og så videre. Jeg spillede AD&D, Call of Cthulhu, Vampire etc. I starten simple små eventyr med massevis af terningslag, kamp og spilmekaniske overvejelser.
Men så skete der noget i rollespilsmiljøet. Vi flyttede os fra det klassiske rollespil til det terningløse. Ikke flere stats, terninger, skadesangivelser fra våben. Fokus på historien kom i højsædet.
Dengang brugte vi også meget tid på at tale om computerspil – og hvordan computerspil, ifølge os, aldrig ville kunne give den samme oplevelse som bordrollespillet. I det analoge format var vi uden grænser. Spillerne kunne vælge at gøre hvadsomhelst og gamemasteren måtte var følge med. Hvordan skulle man kunne gøre det i et computerbaseret rollespil?
Alle ombord på toget
The Medium minder meget om de rollespil fra slutningen af 90erne. Faktisk meget dem jeg spillede i 1999, hvor spillet også foregår. Her er heller ingen kamp, ingen stats, ingen indikator for health eller andet i den stil. Historien om Marianne er i centrum.
Og The Medium løser IKKE det problem, som vi snakkede om dengang. Her er man som spiller bestemt ikke uden grænser. De fleste gåder har en og kun en løsning. Det her er ikke en stor åben verden, men en serie af scener man som spiller oplever og agerer i.
Det er en præmis man simpelthen er nødt til at købe når man spiller The Medium. I en af spillets første scener står man og skal ind på et stort forladt hotel. Døren er låst så man skal finde en vej ind. Hele indgangspartiet er lavet af glas og der ligger murbrokker overalt. Men kan Marianne samle en sten op for at smadre en rude? Nej. Hun skal igennem en længere proces involverende en gammel bil, en skruetrækker og en skraldespand. Her savner jeg virkelig at kunne sige til gamemasteren: “Jeg smadrer ruden med en sten” eller “Jeg sparker låsen op”.
… men det er et tog man gerne vil blive på
Men på trods af den meget lineære struktur så fortsætter jeg. Fordi det simpelthen er en god historie – og meget flot fortalt. Åndeverdenen bringer mindelser om Lovecraft og er gennemgående creepy. Den virkelige verden er forfalden, beskidt – og sådan set også ret creepy.
Grafikken er flot. Det er ikke et spil i højt tempo, men til gengæld bruger det så grafikken til skiftende kameravinkler, lav dybdeskarphed og effekter der understøtter stemningen. Det sætter også din PC på overarbejde når den skal rendere to verdener på en gang i splitscreen – men fordi det her ikke handler om hurtige reaktioner, så lever vi med at FPS er i 30erne selv på en RTX 3080 som jeg har i min PC.
Og lyddesignet er noget helt for sig selv. I stil med spil som Hellblade: Senua’s Sacrifice bruger The Medium virkelig lyden effektivt til at skabe stemning. På en måde hvor hovedtelefoner eller et virkelig godt lydanlæg gør det her mest ære. At høre spillet gennem crappy højttalere er synd og skam. Ikke fordi der er MEGET lyd. Men det lyd som er der er velvalgt, præcist og stemningsfuldt. Og Mariannes gennemgående fortælling – stemme af Kelly Burke – er fremragende og fortjener at blive lyttet til fremfor bare læst som undertekster.
… og hurra for Xbox Game Pass Ultimate
Hvis jeg skal købe The Medium på Steam koster det lige nu 45 euro. Og selvom jeg ikke er i tvivl om, at The Medium er hver en euro værd, så ved jeg også godt med mig selv, at det ville jeg aldrig have betalt.
Grunden til at jeg har spillet The Medium, og fået en oplevelse med positive call-backs til min ungdom i 90erne er Xbox Game Pass Ultimate. For The Medium kom på Game Pass på udgivelsesdatoen, så fordi jeg betaler for det hver måned fik jeg det uden yderligere omkostninger.
Og det er her hvor Game Pass viser sin værdi. For ja – det er fedt at jeg ikke behøver at købe den næste udgave af Forza, Halo eller Elder Scrolls. Men det virkelig fede er den valgfrihed jeg får. At jeg kan downloade og prøve et spil som The Medium bare for at se om det er noget for mig.
For en super casual gamer som mig, der sjældent får gennemført et spil, så er den form for “Netflix for spil” perfekt. Fordi jeg kan få lov til bare at plukke løs i alle mulige spil – og pludselig får spiloplevelser jeg nok ikke ville få ellers.
The Medium fås til PC og til Xbox Series S og X (hvis du kan få fat på sådan en).