Tip til rejsefotografi: Før fanden får sko på

Rejsefotografi kan være en udfordring, hvis formålet med rejsen ikke kun er fotografisk. Når jeg rejser med familien gider jeg ikke altid være “ham der skal fotografere hele tiden”, men samtidig har jeg lyst til at komme hjem med gode billeder. For at få det kan man blive nød til at gå på kompromis med sin døgnrytme. Det er det værd.

De tre billeder herunder er taget sidste år i Potsdam. Vi boede i en lille Airbnb lejlighed tæt på Sans Souci, der var vores base for udflugter til Potsdam og Berlin. Det var højsommer, og byen var fyldt med turister.

Men en morgen besluttede jeg mig for at gå ud på egen hånd. Jeg vågnede tidligt og listede ud i køkkenet hvor mit fotoudstyr var. Pakkede en lille rygsæk med kamera, et par objektiver og tog mit stativ over skulderen. Familien sov trygt da jeg listede mig ud og stod på gaden kl. lidt i seks i det første morgenlys.

Vi boede under en kilometer fra Sans Souci og jeg havde på forhånd tjekket, at parken var åben så tidligt. Så jeg gik målrettet derned og der var en åbenbaring af skønhed. Jeg var helt alene. Ikke en lyd. Ikke et menneske. Intet kunne forstyrre mit flow. Og lyset … var fantastisk.

(Klik på billederne for at se dem i større størrelse).

Billedet med springvandet tog jeg kl. 6.14 (kan jeg se på EXIF-data), hvor solen netop havde sneget sig op over horisonten. Jeg fik rundt i parken til solen kom så højt op, at lyset begyndte at blive uinteressant. Så gik jeg hjem til lejligheden – og tog morgenbrød med mig undervejs. Her var familien ikke engang vågnet endnu.

Prøv det når du rejser. Det er en helt fantastisk følelse at gå rundt i en storby – eller i et landskab – før alle andre. Mens byen stadig sover og lyset er magisk. Og det sikrer, at du får nogle anderledes billeder med hjem. Så kan du til gengæld også slappe mere af når du er ude på udflugter med familien. Fordi en del af din trang til at fotografere er blevet stillet. Du har fået dit fix.

Men det kræver at du kan stå tidligt op …

Adam

Fotograf, underviser og tekstforfatter. Ejer af Semiosis Formidling ApS og den ene halvdel af Fotografikurser.dk.

Kommentar eller spørgsmål?