Nyt projekt – Portrætter a’la Proust

Siden 1/1 2016 har jeg haft mit Project 365+1 – et projekt der, i al sin enkelthed, går ud på at tage et billede hver eneste dag i 2016. Men i et sådant projekt opstår der delprojekter, sideprojekter og ideer. Og denne gang handler det om portrætter, poesibøger og menneskemøder.

jr-05642Det er ikke noget nyt, at jeg i projektet gerne vil møde mennesker. I foråret lykkedes det mig at møde en række fantastiske mennesker og skabe deres portræt. Så langt så godt. Men jeg savnede noget ved det, og fik travlt med andre arbejdsopgaver. Men her i sommerferien er det så lykkedes mig at finde en ny vinkel på det samme. Denne gang blot med fokus i mit studie, og hvor hvert portræt ledsages af en kort (eller lang) poesibogssamtale sammensat af udvalgte spørgsmål fra de berømte “Proust spørgsmål”. Fordi jeg tror på, at jeg kan tage et bedre billede når jeg kender personen. Og jeg tror på, at billedet bliver mere nærværende når beskueren har mulighed for at lære personen at kende.

Dette er historien om det første billede i serien – “Jens”. Jens skrev til mig kort tid efter jeg havde offentliggjort planen i min halvvejs-status på projektet og kørte til Grenaa for at deltage. Vi brugte nogle timer sammen, snakkede om løst og fast og havde en god samtale der er fanget i optagelsen herunder.

Vil du være med?

Vil du være med i projektet og komme forbi studiet? Så hold øje med Facebook-siden og meld ind når der kommer datoer. Det er muligt, at der også bliver muligheder andre steder end Grenaa, men lige nu er det mit udgangspunkt. Læs mere om det her.

Adam

Fotograf, underviser og tekstforfatter. Ejer af Semiosis Formidling ApS og den ene halvdel af Fotografikurser.dk.