Nogen gange må det godt være sjovt

Personlige fotoprojekter bør handle om at udvikle billedsproget, opleve nye måder at se på … og have det sjovt.

Faren ved et langt projekt er, at man begynder at gentage sig selv og spille på det sikre. Det var noget af det som jeg fra starten af mit Projekt 365+1 forsøgte at undgå. Projektet havde til formål at udfordre mig, og finde nye sider af fotografiet frem. Alene presset af at skulle tage et billede hver dag ændrer min måde at tænke på.

Proust Portrætterne er et produkt af den afsøgning. At jeg havde behov for at gøre noget nyt, og fandt en måde at gøre det på. At jeg kunne kombinere interviewet med portrætter – og møder mennesker i processen. Det elsker jeg.

Men nogen gange behøver det bare ikke at være så alvorligt. Nogen gange skal det være sjovt, og det har jeg fundet nu. Nemlig i denne serie af iscenesatte selvportrætter, hvor jeg fotograferer mig selv i mere eller mindre fiktive situationer. Indtil videre er der, som det kan ses herunder kommet fire billeder ud af det (klik på billederne for at se dem i større størrelse).

Anne Frost skrev på Twitter som kommentar til det første med græsslåmaskinen:

Og ja – det var netop det jeg gik efter. Netop den David Lynch følelse af overdreven normalitet. Så begyndte det at ligne en serie. Fordi det her er sjovt. Og udfordrende. Lige nu ligner det en lineær historie, men det behøver det ikke at være. Det er løsrevne situationer med mig i hovedrollen og en fælles æstetik. Det er “movie stills”.

Pointen her er, at det skal være sjovt. Jeg synes de her billeder er utrolig sjove at udtænke og udføre. Der er tekniske og logistiske udfordringer der skal overkommes når man skal tage billeder af sig selv. De er sjove at arbejde med. Og de kræver i meget høj grad, at jeg visualiserer scenen før jeg er der. Fordi man ikke kan improvisere ret meget når det hele skal foregå på stativ med fjernudløser og flashanlæg.

En kursist spurgte mig angående mit Projekt 365+1: “Hvorfor gør du det?”. Det ved jeg ikke. Lige nu laver jeg bare billederne. Så kan du som beskuer vælge at tolke det som du vil.

Adam

Fotograf, underviser og tekstforfatter. Ejer af Semiosis Formidling ApS og den ene halvdel af Fotografikurser.dk.

One thought on “Nogen gange må det godt være sjovt

Kommentar eller spørgsmål?