Det svære første indlæg

Hvorfor nu? Hvad er ideen med at starte denne side nu? Er der ikke rigeligt med steder, hvor jeg kan komme af med mine udgydelser? Tjo, det er der måske. Men det her starter med et ønske om, at have min egen stemme – og have et sted dedikeret til min store passion – fotografiet. Når jeg skriver på fotografikurser.dk så skriver jeg på vegne af mig og Ann som jeg har det sammen med. Når jeg skriver på Semiosis Formidling så handler det mest om kommunikation, sociale medier og er meget erhvervsrettet. Når jeg skriver på udkantsadam.dk (som jeg ikke gør så meget for tiden) så handler det om livet og tankerne herude i udkanten. Og når jeg udgiver billeder på mine fotoprojekter – mit Projekt 365 og Hovedvej 16 – så handler det kun om det enkelte billede. Ikke om alt muligt andet.

Så derfor. Fordi jeg ville have et site der handler om fotografi – og om mit fotografi. Tanken er at jeg her vil blande historier fra felten med praktiske tips, gallerier, tanker og alt muligt andet. Tanken er at det her kommer til at handle om fotografi. Ikke andet. Men indenfor det emne er der til gengæld rige muligheder. Og det glæder jeg mig til.

Og hvis der er noget du særlig gerne vil have jeg skriver om … så smid det lige i kommentarerne.

Adam

Fotograf, underviser og tekstforfatter. Ejer af Semiosis Formidling ApS og den ene halvdel af Fotografikurser.dk.

Kommentar eller spørgsmål?