4 inspirerende Instagram-konti

Vi har alle brug for inspiration, og med jævne mellemrum vil jeg slå ned på nogen af de steder, hvor jeg finder min. Og jeg er vældig glad for Instagram. Så det er et godt sted at starte. Her præsenterer jeg 4 Instagram-konti der inspirerer mig – i denne omgang med fokus på det sort/hvide-fotografi.

@mattblack_blackmatt

Matt Black er en amerikansk fotograf der primært arbejder med dokumentargenren og dokumenterer livet i de dele af USA, hvor der er ekstrem fattigdom. Hans Instagram-konto må være den absolutte modsætning til de celebrity-konti der ellers kan præge mediet. Det er grumt og smukt og tankevækkende. Han poster ikke så tit, men når han gør er det værd at lægge mærke til.

@magnumphotos

Matt Black blev i 2015 medlem af den legendariske fotosammenslutning Magnum – så det er oplagt, at den næste konto jeg vil fremhæve er Magnumphotos. Her trækker de billeder fra arkivet, både i farve og sort/hvid, og viser den ekstreme bredde af deres arbejde, og af livet på planeten jorden. Nye billeder hver eneste dag.

Koci

Richard Koci Hernandez er fotojournalist og underviser på Berkeley School of Journalism. Hans Instagramkonto er fyldt med stemningsfyldte sort-hvid billeder af ensomme skikkelser i gadebilledet. Det er lidt reportage, lidt street, lidt kunstfoto og virkelig fedt. Poster ikke så tit – ca. en gang om ugen for tiden.

@impossiblecool

Sean Sullivan er fotograf, og ikke en speciel kendt en af slagsen. Men han er også manden bag Impossible Cool der er en Instagramkonto som har et kurateret feed af billeder især fra 60erne og 70erne. Det er den der helt særlige Life Magazine lignende kendisportrætter der ganske enkelt er … cool. Kontoen er en Instagram-udgave af Sean Sullivans Tumblr-blog med samme navn. En konto han har vedligeholdt siden 2007. Nye billeder flere gange om ugen.

Sophia Loren, Cannes, 1955. #EdwardQuinn

Et billede slået op af @impossiblecool den

Der er over 400 millioner aktive brugere af Instagram. Hvilket betyder at jeg herover har dækket 0,00001% af dem. Så jeg er ikke i tvivl om, at der er masser jeg har overset. Del dem gerne i kommentarerne. Og så kan du forresten finde min Instagramkonto på @adambindslev.

Adam

Fotograf, underviser og tekstforfatter. Ejer af Semiosis Formidling ApS og den ene halvdel af Fotografikurser.dk.

Kommentar eller spørgsmål?